image1
Jeg er sgu lidt spændt på i dag. Sådan tendenserende til klamme håndflader og lune armhuler. Jon og jeg nemlig skal til møde i banken angående vores huskøb, som jo ganske snarligt skal effektueres.

Det er selvfølgelig ikke det første møde, vi har i den forbindelse. Vi ér godkendt til lånet, selvfølgelig, men det er i dag, vi skal have det hele på plads og hitte ud af, hvilken type lån, vi skal have. Der findes jo efterhånden ret mange måder at låne penge på, og hvad man vælger afhænger i høj grad af, hvor risikovillig, man er.
Jeg er ret risikovillig på et personligt plan, men ikke specielt meget, når det kommer til penge. Jon og jeg har begge to jobs med meget svingende indtægter, som heldigvis har ladet os forsørge os selv og hinanden ret fint de seneste år, men vi har jo ingen sikkerhed for noget som helst. Derfor vil det mest fornuftige nok være at vælge et ganske almindeligt obligationslån, som lige nu har en rente på 2% (da mine forældre i start-80’erne købte hus i Mommark, var renten på samme type lån altså på svimlende 24%, til sammenligning).
Det var også det, vi hældte mest til i starten, men nu har vi rådført os med adskillige specialister, som alle sammen ved meget mere om lån og økonomi, end vi gør, men som selvfølgelig stadig ikke kan forudsige fremtiden. Sagen er jo den, at man også kan vælge en flexlånsrente, hvor renten er markant lavere, men til gengæld er der risiko for, at den pludseligt stiger. En F5-rente er lige nu nede og være ret tæt på 0%, hvilket nærmest er svært at forstå. Men problemet med en F5-rente, som gælder i 5 år, er jo, at vi ikke aner, hvordan det økonomiske landskab forholder sig om fem år, og så er renten måske steget helt vildt.

Vi har på nuværende tidspunkt tænkt os at vælge en kombination. At tage et fastforrentet obligationslån på en del af lånet og et flexlån på resten. Vi skal heldigvis kun have realkreditlånet og ikke et banklån. Man kan kun få realkreditbelåning på 80% af købssummen, og de sidste 20% skal man så enten selv stille med, eller også skal man låne dem i banken, og her er renterne nogle helt andre.
Men vi har selv sparet de 20% op. Og det er jeg sgu ret stolt af! Halvdelen af beløbet havde vi i forvejen, fordi jeg solgte min lejlighed på Nørrebro for snart fem år siden (havde jeg vidst bedre, havde jeg lejet den ud og ventet med at sælge den til i dag, og så havde jeg nok tjent betydeligt bedre, men man kan jo altid være bagklog. Og havde vi gjort det, havde vi ikke kunne købe kolonihaven), og den anden halvdel af beløbet har vi sparet op i løbet af de seneste fire år. Og vi har lige til øllet! Der er ingen likviditet tilbage i den Lei Lange’ske statskasse, men det føles så rigtigt, at de penge går til et hus! (Far, din opdragelse har virket, hehe).

Så jeg er spændt på i dag! På at få truffet en endelig beslutning og på at se puslespillet samle sig. Vi har nemlig ikke alle vores penge endnu, da vi først skal have gysserne for salget af kolonihaven ind på kontoen. Den har vi ikke tjent noget på at sælge, men det har været en vidunderlig måde at opbevare pengene for min gamle lejlighed på, når man nu alligevel ikke får renter af at have dem stående i banken.

Jep, et lidt taltungt indlæg i dagens anledning! Men der er tit folk her på domænet, der spørger lidt ind til mine økonomiske overvejelser, så jeg ville lige dele dem her. Hvis man står overfor at købe hus, er det måske relevant, og hvis man ikke gør, er man måske ikke nået helt herned i indlægget. 😉