foap-3466432_800
Det eneste, jeg fortryder i mit liv, selvom jeg på ingen måde tror på fortrydelser, det er, at jeg ikke rejste noget mere i de fire fjumreår, jeg havde mellem min studentereksamen og den sommer, hvor jeg startede på RUC. Men jeg kunne ikke på det tidspunkt. Livet havde gjort mig lidt rundt på gulvet, og rykket fra Sønderborg til København var rigeligt stort.

Men heldigvis har jeg rejst rigtigt meget siden. I mine år som studerende var der ikke råd til det helt store og eksotiske, så da prioriterede jeg altid de europæiske storbyer, og man, oh man, der findes mange gode! Barcelona, hvor jeg var fuld i en måned i 2006, Berlin, hvor jeg boede i 2007, London, som jeg holder mere og mere af, Nice og Monaco, som jeg aldrig bliver træt af, Rom, som altid er både romantisk og et mekka for shopping, og bakkede Lissabon fuld af charme. Der er MASSER.
Efter jeg har fået familie, har jeg rejst mere end nogensinde før. Efter at vi er blevet en voksen familie med to indtægter, er der råd til lidt mere, og at det så kan kombineres med at rejse på nogle lidt kluntede tidspunkter, fordi både Jon og jeg har ualmindelige arbejdstider har gjort, at jeg har fået set både Sri Lanka, Mexico og New York og faktisk også været på to kør-selv-ferier til Kroatien og ret meget mere. Og jeg er meget spændt på, hvad 2018 har i ærmet til mig på rejseplan. Det må tiden vise, og jeg glæder mig!

En ting, der har forandret sig meget for mig de senere år, når det kommer til rejser, er, at jeg ikke længere kun tiltrækkes af storbyer, hovedstæder, kulørte lamper, larmende, charmerende lokale, der råber af hinanden i trafikken og masser af butikker med dims og gøgl. De senere år har jeg følt mig mere og mere nysgerrig efter at se noget af den storslåede natur, verden gemmer på udenfor de danske (og noget flade …) grænser. Nationalparker i USA, ørkenen i Marokko, islands storslåede landskab og på det seneste har endnu en længsel, som jeg ikke havde forestillet mig tidligere, åbenbaret sig for mig – nemlig nordlys og hundeslædekørsel i Nord-Norge, og der kan man altså komme på nogle ret vilde ture med Visit Norway.
07040786-2-369267_800
Jeg følger nemlig Emily Salomon på Instagram. Det har jeg gjort i langt tid. Hun er noget mere ordentlig og æstetisk i sit udtryk, end jeg måske er, men vi har også en del til fælles. Vi er godt gift, vi elsker croissanter og donuts, og vi er glade for at rejse. Og jeg tog mig selv i at betragte med en entusiasme som en emsig stalker, da hun i nogle dage i december var på tur til Nord-Norge i selskab med Emilie Lilja. Det. Så. Så. Vidunderligt. Ud.
Deres mål var at se nordlys, hvilket man kan på de kanter. Jeg har aldrig oplevet nordlys endnu, men jeg forestiller mig, at det må være absolut magisk på Disney-måden, når en nattemørk himmel pludselig bryder ud i farver, der hører helt andre steder henne.
De fik også sat en ny ting på min bucket list, da de på samme tur var ude at køre på HUNDESLÆDE! Det så ud som om, det foregik sidst på eftermiddagen eller om aftenen, for der var halvmørkt, og det eneste, man kunne se, så langt øjet rakte, var sne, sne, sne, et bakket landskab og mørke træer. Stilheden var nærmest øredøvende fortættende, og man hørte kun lyden af de fire hunde, der trak deres vogn, mens deres halsende ånde blev til damp og deres poter afgav knitrende spor i den uberørte sne. Det så simpelthen så fantastisk ud.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive dette indlæg om mine tanker om en dag at besøge Nord-Norge, besluttede min underbevidsthed sig for at misforstå mailens ellers ret klare formulering. Jeg troede simpelthen, at jeg var blevet inviteret på den samme tur, som Emily og Emilie havde været på, og jeg var helt ærligt ellevild af begejstring. Jeg havde faktisk allerede overtalt min svigermor til at passe børnene i TO nætter – noget, vi endnu ikke har prøvet – så Jon kunne tage med, og jeg var i gang med at google flyverdragter og sne-vandrestøvler, da min søde agent per mail gjorde mig opmærksom på, at tanken med oplægget altså udelukkende var, at jeg skulle formulere mine forestillinger på skrift. Hjemmefra. Ak. Men jo, drømmen er vakt, og den er skam ægte.
lofoten-42661_800
Jeg ville så gerne prøve at stå på Nordkapklippen, som er det allernordiske punkt på det europæiske fastland. Faktisk ligger Nordkap på samme breddegrad som Sibirien, men på grund af Golfstrømmen, er der knap så koldt det meste af året. Når man står der på Nordkapklippen, kan man ikke se andet end hav. Kæmpestort og enormt meget hav.
Jeg kan godt lide sådan nogle oplevelser, der tager pusten fra én og minder om, at det kan sgu da godt være, at man har en dyr taske, relativt pæne negle og en masse følgere på Instagram, men absolut intet kan hamle op med eller måle sig med naturen. 🙂
Når jeg nu alligevel var på de breddegrader, ville jeg også gerne opleve Svalbard, som er en gruppe af øer på et kæmpestort areal langt ude i havet, som er mere end fire kilometer dybt, og som strækker sig derfra til Grønland. Tænk engang, hvilke enorme dyr, der lever under havoverfladen sådan et sted? Kæmpestore hvaler, der engang imellem titter op til havoverfladen og tager fusen på de heldige (og formentlig måbende) søfarende, der lige befinder sig det rigtige sted på netop det tidspunkt.
En anden øgruppe, jeg gerne ville besøge, er Vesterålen, hvor man ligesom de andre steder også kan være heldig at se nordlys. Og hvaler, sæler og havfugle. Der findes også rigtigt gode skimuligheder, men den slags har jeg ikke planer om at kaste mig ud i på denne side af frokost, hvis man kan sige det sådan. Jeg har selv været på et par skiferier som barn, men det er ikke noget, jeg har dyrket som voksen. Jon og jeg har dog talt om, at ungerne også skal have den oplevelse en dag, og hvis jeg kunne få lov at se nordlys og køre på hundeslæde om aftenen, kunne det jo være, at man skulle kombinere det ene med det andet en dag.
foap-merethe-vesteralen-3234832_800
Før jeg fik øjnene op for Nord-Norge, var jeg egentlig ikke klar over, hvor meget storslået natur, der befinder sig så relativt tæt på vores egen andedam. Jeg drømmer stadig om at snorkle Maldiverne og køre en tur igennem nogle af nationalparkerne i USA, men jeg synes, det er både befriende, forjættende og dragende, at der ligger en natur så fantastisk og eksotisk så relativt tæt på hjem. Der vil jeg sgu virkelig gerne hen!