Morgenen i dag startede faktisk ret idyllisk! Ungerne vågnede ved 6.30-tiden, og i stedet for at komme ind til Jon og mig i dobbeltsengen, tændte de lyset på børneværelset og begyndte at lege sammen. Klokken lidt i syv listede de sig på røvertæer ind og hviskede til Jon, som sover yderst, om de måtte tage deres iPads, og han svarede søvndrukkent ja, inden vi begge rullede over på den anden side og nappede en halv time på det andet øje.

Da vi stod op, stod den på krapyl-afvaskning. Noget, Hugo på det kraftigste modsatte sig. Han smed om sig med eder og forbandelser, og bagefter hulkede han ulykkeligt og hjerteskærende. Både han og Berta har været lidt snottede de sidste par dage, og jeg fornemmede et generelt underskud hos bettemanden, så Jon og jeg besluttede os for at give dem begge en fridag. Jeg ville kunne blive på matriklen her til formiddag, mens Jon lægger stemme til noget tegnefilm på Nørrebro, og i eftermiddag, når jeg skal til møde hos BØRNEfonden, kan Jon stå for oppasningen.
Da vi åbenbarede nyheden, var begge børn meget begejstrede. Jeg forklarede, at jeg altså ville være røvkedelig hele formiddagen og skulle sidde og arbejde ude i køkkenet, men de måtte altså gerne blive hjemme og lege med hinanden og se tegnefilm i sofaen. Hugos skuldre faldt helt ned, og smilet fandt vej til hans ansigt. Og efter i ti minutter at have vænnet sig til en slapperdag i Langehjemmet slog det ham: Fredag er legetøjsdag i børnehaven (som betyder, at man må have et stykke legetøj med hjemmefra)! Og han har netop i denne uge fået en rum-pistol, som både kan lyse og sige nogle infernalsk høje lyde. Og da på mandag i næste uge er deres allersidste dag i den københavnske børnehave, ville i dag således være sidste chance for at have bemeldte rum-pistol med derned. Således valgte han altså at afslå mit tilbud om en hjemmedag. (Det er aldrig sket før. Ever!) Jeg tror faktisk, at det, at han blev mødt i sit behov for forståelse fra vi voksnes side, var nok til at løste det horn, han havde i siden på fredagen, og da det var sket, ville han gerne ned og lege med de andre.

Jeg prøvede derefter at parlamentere lidt med hans søster om, at hun måske skulle overveje at nyde muligheden for en sidste fredag i børnehaven med sin hjerteveninde, men det afslog hun venligt. Kontant, afklaret og venligt. Og et ord er et ord, så jeg cyklede således i børnehaven med begge unger og tog den ene med retur. Den dame sidder i skrivende stund i hjørnet af sofaen og spiser en rugbrød med sardelpølse og ser ‘Frost’.

Jeg har brugt hele formiddagen på at forsøge at formulere et indlæg, men det er indtil videre kun blevet til virtuelle krudseduller, der er hvisket ud igen og siden smidt i skraldespanden. Det handler om, at jeg nogle gange her på domænet bliver spurgt, hvad Jon og jeg gør for at “bevare gnisten” (som det hedder så pænt) i vores forhold. Det har jeg tænkt lidt over, og jeg vil egentlig gerne fortælle lidt om mine tanker derom. Men indtil videre synes jeg ikke, jeg kan formulere mig på en måde, der ikke lyder enten enormt kliché, enormt plat og/eller enormt bedrevidende. Og jeg ville så mega-nødig være nogle af delene.

Så indtil videre vil jeg starte med at ønske alle, der læser det her (og dem, de kender) en god weekend! <3