image1
Jeg har normalt ikke lagt de store nytårsforsæt, da jeg godt kan synes, den slags kan være lidt pres. Så kan man lige lægge året ud med at skuffe sig selv, hvis man kommer til at bruge sin weekend på basser, mælkechokolade og TV-serier i stedet for marathontræning, selleri og lunges. Og den dårlige samvittighed er sjældent særligt gavnligt for lysten til ting. Derfor vil jeg hellere lægge foreløbige planer – ikke lave løfter til universet.

Men jeg har faktisk alligevel lavet et par forsætter, og så har Jon og jeg et fælles nytårsforsæt for det kommende år. Sagen er nemlig den, at det er ved at være sidste chance i ‘monkey see, monkey do’-kategorien indenfor iPhone-brug i Langehjemmet. Vores unger ser egentlig ikke vanvittigt meget skærm derhjemme, og her er det jo en fordel at have to børn, der er lige gamle. Det sker mere og mere ofte, at de optages af en fælles leg, og så går tiden med det, og de og vi glemmer muligheden for at sumpe tegnefilm.
Men Jon og jeg er ikke selv for gode, hvis vi skal være totalt sandfærdige … Når ungerne er optaget af noget andet, og vi trænger til at hvile hjernen i et par minutter, ryger opmærksomheden straks ned på den lille, dumme, firkantede skærm, vi har i lommen eller i nærheden, og så sidder vi der og ligner to idioter.
Vi talte om det forleden, og noget af det mest irriterende ved at se på en anden, der sidder med sin telefon er, at man ikke aner, hvad de laver. Om de spiller spil, læser nyheder eller i mit tilfælde måske får arbejdet lidt, hvilket jo kan være meget fornuftigt. Der er noget andet og meget mindre ekskluderende over en person, der ligger på sofaen med en avis. Så kan det sagtens være, at man på telefonen læser præcis de samme artikler, men det ved de andre i rummet ikke. Der er så meget samlet på den telefon, at den bare er ekskluderende. Og det vil vi gerne være bedre til at lade være med at ty til. Især fordi, det er noget andet, vi gerne vil lære vores unger. OG os selv, for that matter.

Derfor har vi aftalt, at telefonerne skal ligge i skuffen i alle de timer, børnene er vågne (og hjemme. Er de i børnehave, må man gerne krydre røv på nettet, det siger sig selv). Og hvis jeg så skal foretage mig noget blog-relateret på nettet, må jeg fortrække til soveværelset med officiel besked om, at nu går jeg op for at arbejde. Også så ungerne forstår, at der er forskel.
Det er noget, jeg har glædet mig til at starte med, siden vi vedtog det, da samvittigheden har naget mig noget. Når jeg er monstertræt (hvilket jeg ikke er sjældent), så er jeg alt for nem til at bruge de momenter, hvor ungerne er optaget af noget andet, på at sumpe ind i min skærm og scrolle Instagram igennem. Og det irriterer mig, for det er ikke rigtigt et aktivt valg mere – jeg gør bare sådan. Og nu vil jeg så forsøge mig med at gøre noget andet i stedet. Vaner hænger også tit sammen med de omgivelser, man er i, synes jeg, så vi vil prøve at starte op med nye vaner i huset i Køge. Så “den stol” ikke nødvendigvis skriger “Wordfeuuuud!”

En anden plan, jeg har her i det nye år, er at opretholde dengode creme-stime, jeg var inde i i slutningen af 2017. Efter mit samarbejde med NIVEA startede op i oktober, havde jeg jo lovet nogle flinke mennesker at teste Q10 PlusC-serien HVER dag, og den slags løfter må man jo holde. Serien indeholder dagcreme, øjencreme og sleep cream, hvilket betød, at jeg hver aften måtte huske at fjerne al makeup (Også ‘no makeup-makeup’, som jeg ellers tit glemmer. Altså de dage, hvor jeg ikke har noget mascara på, men alligevel er iført consealer, måske foundation og puder), inden jeg påførte cremen. Min hud er aldrig kommet så tørheds-frit og irritationsfrit gennem overgangen til vinter, og jeg synes, den ser mere ensartet og pænere ud, end jeg synes, den har gjort længe. Den er gennemfugtet og uirriteret, så cremerne duer altså, må jeg konkludere. Og huden har mega-godt af de daglige ritualer med grundig afvaskning af makeup og urenheder fra dagen og påføring af rig fugtighedscreme. Så det vil jeg vedblive med i 2018!
Det er også sådan en dejlig måde at starte og slutte hver dag på. Lige at se sig selv i spejlet og bruge et par minutter på sig selv. For folk uden børn kan det måske lyde lidt tumpet, men jeg synes, bevidstheden om at vælge det til, er enormt rar i mit krapyl-fyldte liv. Så det vil jeg blive ved med! Det kræver ikke andet end lysten til at gøre det, og den har jeg,

Og den sidste ting, jeg håber på, er at kunne være lidt bedre til at styre det supersukkermonster, jeg startede i sommeren 2017, og som har boet i mig siden. Jeg vil gerne i gang med at træne igen, og så vil jeg gerne drikke mindre cola og spise mindre chokolade. Ja, jeg ved det godt. Jeg er efterhånden også træt af at høre mig selv sige det, hehe. Sagen er bare den, at det altså åbenbart tager mig nogle år at vænne mig til den krop, jeg har efter, at jeg har fået børn. Den tager på på en helt anden måde end den, jeg havde før, gjorde. Og det gør mig sgu ikke noget i perioder. Jeg har haft det ret fint med at veje 5-7 kilo ekstra henover sensommeren, efteråret og vinteren. Men jeg gider ikke blive ved.
Min veninde, Anne Mette Hancock, sagde det ret godt, da vi lå ved poolen i Barcelona i efteråret. Vi filosoferede over, om man ville være mest lykkelig, hvis man altid spiste sundt og trænede, så man havde en sund og stærk krop og en god samvittighed, fordi man så følte, man behandlede det hylster, man jo helst vil have et langt liv i, godt, og samtidig også godt kunne lide, hvordan man så ud. Eller om man i virkeligheden ville blive mest lykkelig af at elske de ekstra kilo, fordi det betyder, at man kan spise alt det, man bedst kan lide hele tiden, og mad og slik bliver man altså glad af. Til gengæld medfølger den dårlige samvittighed over, at kroppen kunne have det fysisk bedre, og man bliver nu i min alder altså også mere træt og dvask, når den bare står på cola, brun sovs, stivelse og E-numre.
Anne Mette sagde, at hun mente, lykken ligger i begge dele på forskellige tidspunkter. Nogle gange er vi i humør til at skide på supersundhed, stole på, at “så slemt står det sgu heller ikke til”, spise hvad vi har lyst til og acceptere de ekstra kilo. Og andre gange har vi lyst til at passe bedre på os selv, få hoppet og spjættet lidt imellem sofaliggeriet, få spist lidt sundere (fuck Cola Light, jeg holder mig altså til fuldfed. Alt med måde) og på den måde nyde tanken om, at vi bidrager til kroppens langtidsholdbarhed.
Og det her forår vil jeg altså primært gøre det sidste, da jeg brugte anden halvdel af 2017 på det første. 😉 Så kan jeg levende forestille mig, at jeg mødes med mig selv på midten af året og spiser mig en hvede-pukkel til i efteråret. Man skal jo også kunne stå imod vinteren, amIright?