skaermbillede-2018-01-03-kl-14-29-31
Jeg starter året ud som en kæmpe kliché.
Jeg har et morgenmøde med mine Confetti-damer om 3 kvarter, og jeg har ikke spist morgenmad, så jeg har sat mig på Fars Dreng, som er åbnet i Rosengården, og selvom butikken her (som vel efterhånden kan kaldes en franchise) har fået hård konkurrence i caféen Sonny som bloggernes yndlings-go-to foodstagram-spot, så er der virkelig også mange billeder af Fars Drengs morgentallerkner på nettet. Og i dag kommer der altså et til.
Mindst. Ved bordet overfor mig sidder nemlig også en blogger, er jeg ret sikker på. Hun har møde med sin agent, og de har nogle ret højtrystede samtaler om hendes kommende samarbejder. Jeg overvejer lige at skrive de firmanavne, de nævner, ned, og give dem til min egen agent, hehe. 😉

Jon lod mig sove længe i dag. Igen. Vi havde i juleferien en lang snak om mit søvnunderskud, som er evigt-eksisterende. Ungerne sover nææsten altid igennem, omend de så aldrig sover til længere end klokken 6. Det sker bare ret tit, at de kommer ind og sover hos os om natten, hvilket jeg synes, de skal have lov til, men når jeg først bliver vækket, kan det tage timer på atter timer før, at jeg falder i søvn igen. Og når vækkeuret så ringer (læs: Hugo beder om havregrød), så er jeg mast som en blomme nederst i en dametaske.
Og Jon har ikke noget arbejde lige nu. Derfor har han tilbudt at gøre alt, hvad der står i hans magt, for at hjælpe mig på den front. Det eneste, han kræver er, at jeg siger til, når behovet er der. Det har været lidt svært for mig tidligere, da jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg altid skal sove længe. Alle (voksne, i hvert fald) kan jo lide at sove længe – også Jon. Men han har fri i løbet af dagen, hvor han kan tage en lur, og så har han brug for meget mindre søvn end jeg, har vi via egen empiri over de seneste 4 år konstateret, så han tager altså én for holdet. Vi har talt om, hvor “spændende”, det kunne være, hvis vi kunne være, hvis vi kunne nå til et punkt i vores liv, hvor jeg ikke er træt. Så det er vores fælles mål lige for tiden. Og derfor stod jeg først op klokken 8.30 i morges, da begge ungerne var inde og vende i dobbeltsengen i nat, og jeg på den foranledning lå og gloede ind i væggen i et par timer.

Jeg har været relativt inaktiv på bloggen henover juleferien, og det både glæder og ærgrer mig. Jeg havde en masse indlæg planlagt, som så ikke kom ud. Jeg ville lave en oversigt over de mest læste indlæg i 2017, mine rejser i 2017 og selvfølgelig nogle indlæg om vores nytårsaften. Men de indlæg glimrer altså i deres fravær.
Det skyldes sådan set, at ungerne ikke længere sover lur. Den her juleferie var den første i vores liv, hvor ungerne ikke længere lige napper en skraber på et par timer midt på dagen, og oven i det er de kommet en del senere i seng, end de plejer. Og når ungerne først er puttet ved 21-tiden, har jeg haft mere lyst til at snakke med familien, vi har besøgt i Klampenborg og på Als, eller Jon, end at hive skærmen frem.
Så bloggeren i mig ærgrer mig lidt over det, der blev forsømt, mens real life MM egentlig har hygget sig meget godt med at være til stede der, hvor hun var. Og nu er ferien slut, og jeg er fuld af krudt! 🙂

Det billede af min morgenmad må man imidlertid tænke sig til. Jeg har ridset kameraet i min iPhone, således at den laver en ufrivillig og ikke insta-gunstig lysdetalje på alle billeder, og jeg har glemt mit kamera derhjemme. Den t-shirt, jeg har på, tænker jeg er ret fin at starte det nye år ud med, yes? Den er fra Samsøe Samsøe. Købte den, da jeg var på udsalgsjagt inden nytår og selvfølgelig kun forelskede mig i ting, der ikke var nedsat.

Med ønsket om en dejlig onsdag! Her i København sløv-regner det, men det er ikke særligt koldt. Og om 12 dage overtager vi Drømmehuset i Køge, så held og lykke med at skyde igennem mig! 🙂