Sådan en flytning vækker jo altid lopperen i de fleste. Man vælter rundt i bunkerne af sine ejendele – gør sit bedste for at skabe sig et overblik. Bruger alt for langt tid på gamle dagbøger og relativt ubehjælpelige postkort fra folkeskoleveninder, og så falder man over skatte, man havde glemt, man ikke kunne leve uden. Og desuden ting, man opdager, at man godt kan leve uden.

Ligeså herhjemme. Jeg har ryddet gevaldigt op og ud i gemmerne og har særligt fundet tøj frem. Det ér nu engang det, der er nemmest at elske igen for andre, og jeg har ret meget af det. Der er også fin plads i Køge, men jeg kan godt lide tanken om at starte lidt op på ny. Ikke nødvendigvis stoppe skabene helt så meget og i stedet måske få et større overblik og få brugt det, jeg bedst kan lide, noget mere. Fordi jeg således kan finde det. 😉
Mit tøj er altid ret billigt, når jeg holder loppemarked, fordi det er ting, jeg har taget afsked med og ikke kommer til at savne. Og hvis andre så kan lave en god handel, vinder alle, kan man sige. Priserne starter på en 30-40 kr.

Jeg har også fundet en masse tasker frem, som jeg ikke har brugt i et stykke tid. Da jeg gik meget ud, kunne jeg godt lide at have en masse forskellige tasker, så jeg kunne tage en forskellig med hver gang (næsten). Nu går jeg slet ikke så meget ud længere, og når jeg gør, tager jeg altid min YSL over skulderen. Hvis jeg sælger nok, kan det være, den skal have en lillesøster, faktisk …

Herunder kan man se de tasker, jeg har med på loppemarkedet på torsdag!
Hvis man ønsker at købe nogen af dem, kan man bare sende mig en mail. Så reserverer jeg dem, og så kan de afhentes torsdag eller en anden dag, der passer, enten hos mig eller i Tinnitus.
Priserne herunder er “slå-til”-priser, så der bliver ingen budkrig, og man kan ikke byde under den pris, jeg har angivet. Den første, der byder den pris, jeg har skrevet, får den. Og hvis de ikke bliver solgt på forhånd, sænker jeg priserne til loppis på torsdag. Så er det jo op til den enkelte, hvor meget is, man har i maven og hvor meget, man trænger til en ny taske. 😉


Tasken herover er af mærket Aura. Den måler 34 cm i bredden og 31 i højden, og remmen kan justeres alt det, man ønsker. Der er tre lommer foran, en masse fine rum indeni og en lomme på bagsiden. Den sælger jeg for 300 kr.



Clutch fra HUGO BOSS i farvet koskind med leo/dalmatiner-print og metalkant. Virkeligt fin og ingen brugsspor.
Den måler 28,5 cm. i bredden og 15 cm. i højden. Den sælger jeg for 400 kr.




Fin og praktisk skuldertaske fra NEYEs samarbejde med Cecilie Toklum. Den har to større rum og et lille foran. Det bagerste rum fungerer også som pung. Remmen kan justeres i en uendelighed.
Tasken måler 19 cm. i bredden og 13 cm i højden, og jeg sælger den for 300 kr.


Flap-bag fra Beck Söndergaard med masser af rum (den slags er jeg tydeligvis en sucker for). Jeg har brugt den en del, men den er stadig rigtigt pæn. Den måler 20 cm. i højden og 26 cm. i bredden, og jeg sælger den for 250 kr.

Superfin og endnu ubrugt taske i læder fra ADAX. Masser af plads indeni, den lille størrelse til trods, og der er også rum til kreditkort. Den måler 20 cm. i bredden og 13 cm. i højden, og jeg tager 250 kr. for den.



Fin læderpung fra BOSS. Faktisk brugte Jon og jeg i starten netop denne pung til vores fælles madpenge, inden vi fik fællesøkonomi. Men det har vi jo nu, så jeg sælger den. 😉
Den måler 19 cm. i bredden og 10 cm. i højden, og den sælges for 350 kr.

Meget fin, lille clutch fra Pierre Balmain, som måler 22 cm. i bredden og14 cm. i højden. Jeg har brugt den en del, men det kan faktisk overhovedet ikke ses, hvilket borger for kvaliteten. Den vil jeg gerne have 450 kr. for.



Fin, “langhåret” taske fra Adax med tre rum. Jeg har brugt den en del, men det kan man faktisk ikke se, udover at metalkanten har nogle små ridser.
Den måler 18 cm. i højden og 21,5 cm. i bredden, og den koster 250 kr.

Lille toiletpung fra DAY, som måler 22 cm. i bredden (øverst) og 15,5 cm. i højden. Sælges for 100 kr.