En lille hilsen fra vores nye hus. På billedet herover spiller min familie SortePer på den luftmadras, som i nat skal gøre det ud for ægteseng til mig og Langemanden, i det, som bliver vores spisestue, og i skrivende stund er førnævnte mand ved at læse godnathistorie for begge Krapyler på det, der bliver Hugos værelse. Vi har taget vores to weekend-senge med til dem, og da det stadig var lyst, var begge ungerne vildt opsatte på at sove på hver sit værelse. Men iveren dalede i takt med solen, og nu er der altså linet op til dem begge på Hugos gemakker. Og hvis de vågner i nat, rykker vi deres senge ind til os. Vi skal jo lige lande, alle sammen.

Det er vildt, det her. Vores eget hus! Det er kæmpestort, synes jeg jo, og det brænder i mig efter at komme til at flytte ind, indrette og BO. I morgen tidlig kommer håndværkerne, og når vi har låst dem ind og spist de morgenboller, vi har kit med til, tøffer vi retur til hovedstaden. D. 30. januar flytter vi ind. Sådan for real. Jeg tror, jeg måske forstår det lidt mere i morgen, når vi vågner hér, og huset stadig står rundt om mig og ikke forsvinder sammen med natten og mine drømme, som det har gjort hver morgen hele ugen.

Vi har bestilt en del nye møbler og skal også have indbygget nogle reolsystemer i stuen. Vores sofa kommer først om en måned og spisebordet om to, og jeg ved faktisk ikke, hvornår vi skal regne med at se vores nye seng. Men det er helt okay, for huset er vores! Det gør ikke noget, at det tager nogle måneder at komme på plads. For huset er vores. Helt og aldeles! Og vi kan bruge alverdens tid på at komme på plads, skifte mening, male om, sætte tapet op, bygge om, hvis vi skulle få den lyst, og gøre præcis, som vi har lyst til. Jeg er så glad for netop det, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Honey, I’m home! ❤️