1. Jeg har spist en fransk hotdog med remoulade, mens vi kørte over Storebæltsbroen.

2. Berta har kastet op udover sig selv, sin autostol og min venstre arm.

3. Vi er ankommet til Sønderborg.

4. Vi har spist mørbradgryde med flødesovs og ris.

5. Jeg kom til at skrive ‘tis’ i stedet for ‘ris’ og lo ret meget af det. Alene.

6. Berta har fået et bad.

7. Jeg har lullet ungerne i søvn ved at synge deres yndlingssange i en time.

8. Jeg er nu ret træt af ‘Pjerrot Sa’ til Månen’ og ‘Solen Er Så Rød Mor’, og jeg har ondt i halsen.

9. Jeg har drukket to dåsecola, og det føles som om, de ikke feder, når jeg drikker dem i mit ungdomshjem, for det gjorde de ikke, dengang jeg boede her.

10. Jeg har smidt min bilnøgle i skraldespanden udenfor De Gamles hus. Hvilket Jon lo ret meget af. Alene!

11. Jeg er blevet råbt an af De Gamles nabo, fordi hun synes, det larmede, da affaldsspandens låg i staccato-takt bankede mig i hovedet, da jeg måtte lægge spanden ned og kravle helt ind i den for at generhverve mig min nøgle.

12. Jeg har hentet en plade RitterSport med nødder i kælderen jf logikken i punkt 9 og som modgift mod punkt 11.

13. Jeg har opdaget, at jeg har glemt de allergipiller, der hjælper lidt imod min støvmiddeallergi, hvilket er lidt træls, da min familie og jeg her i Sønderborg overnatter i mit gamle værelse, som nu anvendes til tekstilopbevaring og i øvrigt prydes af samme væg-til-væg-gulvtæppe, som det havde for tredive år siden.

14. Jeg har lavet mig en gin/tonic og nyder ærligt talt at være hjemme hos De Gamle og glæder mig til, at vi skal heppe, når Jon i morgen skal spille fodbold-turnering i sammen med en lille gruppe af mine gamle venner, som nu er hans nye venner, i Hørup Hallen, hvor jeg sidst var, da jeg lavede en gymnastikopvisning samme sted for legit 20 år siden.

GOD WEEKEND, homies!! ❤️