skaermbillede-2018-01-16-kl-12-15-10
Jeg elsker det her billede. Freaking ELSKER! Det er en selfie fra den første aften i det nye hus. Vi ligger på en luftmadras i stuen og ser Broen III, og Jon er åndssvag, så jeg tuder af grin. Verden er god, når man tuder af grin. 🙂

Her kommer 10 ting, jeg har på nethinden lige nu. Hav en dejlig dag, folkens! <3

  1. Jeg har tænkt lidt over, at ordet, som staves D-I-E betyder nærmest det absolut modsatte på dansk og engelsk.
  2. Udover det kan jeg ikke tænke på meget andet end huset i Køge. 🙂
  3. På torsdag skal vi ud og hente de sidste ting i kolonihaven, og det er mig yderst bittersødt. Jeg glæder mig dog til at se mine små-blomstrede tallerkner i brug i min nye have til sommer!
  4. På næste torsdag holder jeg loppemarked sammen med Sneglcille og min veninde Lois. Vi tre arbejdede sammen på ELLE for nogle år siden, og jeg glæder mig sådan til at hygge med dem og jer, der kommer!
  5. Vi sælger 84% kluns og sko og 16% andre ting. Sådan cirka.
  6. Jeg begynder at træne med Lotte Arndal igen om 14 dage. Og jeg glæder mig faktisk, hvilket betyder, at jeg har gjort det helt rigtige og har ventet, til jeg virkelig gider, i stedet for at slæbe mig umotiveret afsted til et træningscenter, fordi jeg synes, jeg bør.
  7. Det er så bare lidt upraktisk at vente til det sekund, hvor jeg flytter 40 kilometer udenfor byen i stedet for at gøre det, mens jeg rent faktisk bor lige rundt om hjørnet fra hendes center!
  8. Sidst jeg var syd for grænsen, købte jeg en kasse fuld af mini-vingummiposer til ungerne, så de kunne stå i skabet og ligesom være der, når der lige var anledning. De er der snart ikke mere, og det er ikke ungerne, der har spist dem.
  9. Jeg tænder ret meget på tanken om, hvor stor den fryser, vi har i kælderen i Køge er. (Ja, jeg sagde jo, jeg ikke kan tænke på andet!) Faktisk bruger Jon og jeg pt ret meget tid på at sende hinanden nærmest lumre SMS’er med opture over alle de ting, man kan få plads til, når man har et hus. Økonomiindkøb af toiletpapir, for eksempel. Mmmm….
  10. Jeg kan ikke tælle, hvor mange minutter jeg har brugt på at stirre på denne faceswap af Adam Driver og Keanu Reeves. Det er for VILDT!