Jeg har  lige lyst til at knytte et par ord til det billede, jeg postede på Instagram i går. Det forestiller jo en selfie af en fyr, der hedder Awat, og mig selv foran en ornamental plante på Borgerservice i Nyrupgade. Jeg skulle hente et nyt nøglekort, og jeg ved egentlig ikke, hvad Awat skulle, men han kom ind lige efter mig, og da han skulle trække et nummer, bad han mig om hjælp til at manøvrere rundt i de mange kategorier på skærmen, og derefter faldt vi i snak.

Han var enormt sød og udadvendt, og jeg havde sovet ret godt den nat og var selv i mit snakkesalige hjørne. Jeg fortalte om huskøbet, og da han spurgte, hvad jeg lavede, og jeg svarede, at jeg er blogger, forstod han ikke helt, hvad det ville sige. Han var heller ikke på Instagram, så jeg forklarede bare, at jeg er skribent.
Han fortalte så, at han, som jeg skrev i Instagram-opslaget, i 10 år har arbejdet som rengøringsassistent på et hotel i København. Det er et fint nok job, men han vil bare så gerne sidde ved kassen i et supermarked i stedet. Jeg spurgte, hvorfor han så ikke gjorde det, og han svarede, at han har søgt og søgt, men kun har mødt bratte afslag. “Hvorfor det?” blev jeg ved, og han svarede “Fordi jeg er udlænding”.
Om det er sandt, kan hverken Awat eller jeg selvsagt vide med sikkerhed, men faktum er, at han endnu ikke har fået det job, han så gerne vil have, og jeg gætter på, at han heller ikke har været til samtale. For hvis han havde, tror jeg, ansætteren ville have haft det på en anden måde. Vi har skrevet lidt sammen siden opslaget i går, og jeg kan se, at Awat ikke er flydende i skriftligt dansk, men hans talte dansk var virkeligt godt, og den åbenhed, venlighed og imødekommenhed, han udviste mig, ville klæde enhver supermarkedskæde i det danske land.

Som vi sad der og snakkede, tænkte jeg, at jeg måske kunne hjælpe Awat. Jeg har nemlig noget, han ikke har – et stort netværk. Jeg tænkte, at hvis jeg måske igennem mit netværk kunne gøre de rette personer opmærksomme på Awats eksistens og ønsker, kunne det jo være, at historien endte godt for flere end Awat. Han ville få et godt job, og et supermarked ville få en glad og loyal medarbejder. Nu havde jeg retfærdigvis kun kendt manden i henad ti minutter, men nogle gange skal hunden altså bare skues på hårene.
Jeg tænkte, at jeg nogen gange har set den slags initiativer på de sociale medier, og jeg bliver altid så glad af dem! Og jeg tænkte, at sådan et menneske vil jeg sgu også gerne være. Sådan et, der hjælper folk, jeg ikke kender. Det ville jo vitterligt ikke koste mig noget som helst andet end et par minutter af min dag. Så hvorfor ikke?
Den anden side af mit hoved sagde, at hvad nu hvis dem, der følger mig på de sociale medier ville synes, at jeg udnyttede en fremmed mands situation til at høste likes. Vi lever jo immervæk i et lille land, der godt kan lide at pege fingre og fælde dom over andre mennesker, og jeg ville ikke kunne lide, hvis nogen fik det indtryk, at jeg gjorde det for min egen skyld. Og en anden ting var, at Awat jo ikke rigtigt kendte til Instagram og blogs, så ville han overhovedet forstå, hvilken eksponering, han sagde ja til?

Så pingede klokken og mit nummer kom op, og jeg gik op til skranken. Og jeg grublede lidt videre over situationen. Måske ville Awat være gået op til en af de andre skranker og være i gang med sit forehavende, når jeg var færdig, og så ville der ikke være mere at gøre, for udenfor i bilen holdt Jon og ungerne og ventede på mig, og de havde allerede ventet ret længe.
Men da jeg kom tilbage til venteområdet, sad Awat der endnu, og så traf jeg min beslutning. “Hvad så, hvis nogen tror, at jeg gør det her for min egen skyld?”, nåede jeg at tænke. Hvis Awat får et job, er det jo lige meget, hvad andre tænker.
Jeg satte mig ned igen og fortalte Awat, at jeg i forbindelse med mit arbejde har et ret stort netværk. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede sammen med ham og dele det i mit netværk i håbet om, at nogen ville forårsage et lille julemirakel og give ham en jobsamtale. Han blev noget overrumplet, men takkede ja, og efter vores selfie tilføjede vi hinanden på facebook, og jeg strøg ud til min ventende familie.

Halvandet minut senere havde jeg uploadet billedet på både Instagram og facebook, og det har fået rigtigt mange likes, delinger og skidesøde kommentarer. Og jeg er simpelthen så glad for dem alle sammen, selvom jeg ærligt talt ikke synes, jeg fortjener dem. Det har jo ikke taget mig andet end halvandet minut at gøre noget, alle kunne gøre. Mit netværk er måske bare lidt større, men det er dem, der er i det, der har gjort arbejdet – ikke mig. Og alle dem, der har liket, delt og kommenteret er jo af samme overbevisning som mig – nemlig at det er en god idé at hinanden. Derfor er jeg sikker på, at de ville have gjort præcis det samme! Og det er fandme en fin slutning på 2017!
Og starten på 2018 er sgu også spændende. Jeg har fået TRE mails fra tre helt rigtige mennesker, der alle sammen gerne vil se Awat til en samtale i næste uge! Om han får et job, må tiden selvfølgelig vise, men jeg håber, han møder op til samtalerne med samme sind som det, han mødte mig med. Og hvis det sker, føler jeg mig vis på, at vi en dag ses i Føtex, Bilka eller Netto, og hvilken fryd, det ville være! 🙂

Så TAK til jer, der har delt, liket og kommenteret! Det er JERES skyld, at opslaget har nået de rigtige mennesker, og det er så skønt! TAK!