clara03_rettet
Yaaay, jeg har sådan glædet mig til den her aften! Jeg har hele tiden gået og tænkt “Det er jo først til næste år …”, men nu er der altså rent faktisk i skrivende stund kun SEKS dage til, aftenen løber af stablen!

Jeg blev i efteråret kontaktet af en af Jons kolleger, skuespiller og instruktør, Anders Glud, som jeg i øvrigt drak mig voldsomt i hegnet med til Robert-festen sidste vinter. En brandert så fin, at den endte med et par skrækkede læderbukser til undertegnede. Anders er festlig, og så er han kreativ! Han er en af de drivende kræfter bag teaterstykket ‘Clara’, som altså bliver genopsat i begyndelsen af det nye år, og han har givet mig lov at holde en læser-særvisning på FREDAG D. 5. JANUAR 2018 KL. 18.30 på ZANGENBERG TEATER!

Sidste gang, ‘Clara’ blev opsat, var det en bragende anmelder-succes. Jeg har ikke selv set stykket endnu, men jeg har fået fortalt, at det er både godt og uhyggeligt, så jeg glæder mig voldsomt!
Clara er en gyser, som er bygget på gamle, britiske traditioner. Sammen med Fortune Theatre i Londons West End, der spiller succesen ‘The Woman in Black’ på 28. år er Clara skabt. I forestillingen møder vi James Iron. Efter tabet af sin datter, Clara, tager James, på opfordring af sin gode ven Edward, til slottet Drownhill. Drownhill har imidlertid en hårrejsende forhistorie, som James langsomt bliver en del af. En skikkelse af en pige viser sig gang på gang for James, der snart ikke længere ved hvad der er fantasi, hvad der er sorg, og hvad der er virkeligt. Kunne skikkelsen virkelig være Clara?

Så kom med mig i teatret på fredag! Billetterne koster kun 40 kr., og med i billetprisen er bjørnekram fra MM og et glas læskende bobler ved ankomst! Der er ikke andre gæster end os i salen, så man må gerne skrige, hvis man bliver bange. 😉

Jeg glæder mig så meget til at se en masse af jer og blive uhyggeligt underholdt!
Billetterne (der er kun 100 i alt, så det er bare om at slå til) kan købes ved at gøre følgende:

  • skrive en mail med ‘TWINPEAKS’ i emnefeltet med navn og ønsket antal billetter til thea@zangenbergsteater.dk
  • Overføre 40 kr. pr. billet (antal billetter x 40) via MobilePay til 90938.
    (Nej, der mangler ikke nogen cifre. Firmaer kan få kortere MobilePay-numre nu). 🙂

Så snart, pengene er overført, er billetterne sikret!
HVIS man ikke kan komme lige på fredag (hvilket man da bør! Vi skal jo hygge!), så gælder rabatprisen på 40 kr. også til alle andre dage i spilleperioden for jer, der læser med her på TWINPEAKS.DK. Så skal man bare i mailen notere, hvilken dato man ønsker billetter til. ‘Clara’ spiller fra d. 4. – 14. januar på Zangenberg Teater. Man kan læse mere om forestillingen, som varer en time, her.