image1
Jeg satte i går gang i en lille spørgerunde her på domænet, og det ledte til, at nogle har spurgt ind til, hvordan jeg foreslår, at man kommer sig over en hjertesorg. I denne julemåned er det svært ikke at høre Wham!’s ‘Last Christmas’ for sit indre øre. 🙂

Vi har jo alle sammen været der, og hvis vi ikke har, skal vi nok komme til det. Og jeg vil meget gerne komme med mine tanker om, hvordan man bedst kommer ud på den anden side, men jeg må samtidig tage alle forbehold og minde om, at alle mennesker, følelser og situationer er forskellige, så hvis mine råd ikke kan bruges til en fis, er det bare om at scrolle videre.
I mit liv har jeg haft meget få seriøse kærester – altså forhold, der har varet i mere end et par uger med fyre, som møder venner og familie, og sådan. Jeg fik min første rigtige kæreste, da jeg var 20 år, og den næste fik jeg, da jeg var 26. Vi var sammen on/off i halvandet år og boede sammen, og da vi gik fra hinanden, kørte jeg solo-stilen i to år, før jeg mødte Jon. Da var jeg 29-et-halvt.
Jeg tør godt at sige, at jeg har været forelsket mange gange. Ikke alle forelskelser har været lige store, men mindre kan også gøre det. Nogle af de hjertesorger, jeg har været igennem, har handlet mere om, at jeg havde brug for at sørge over et såret ego end egentlig en perfekt mand, som valgte mig fra, men derfor kan det sgu alligevel godt gøre naller, skal jeg hilse og sige.
Jeg har valgt at indeks-inddele mine tanker om håndtering af hjertesorger lidt. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg selv er kommet over de heart breaks, der primært er forårsaget, når stoltheden lider et knæk – fremfor når et virkeligt, betydningsfuldt forhold, hvor man har været det samme sted på det samme tidspunkt og har elsket hinanden, er slut. For jeg har prøvet begge dele, og selvom sorgen føles ens, når den bider, er jeg ikke kommet igennem det på samme måde.

Omend nogle af ritualerne er ens. Så lad os starte der. 🙂

Mit første tip til at gå i gang med en kærestesorg er at bruge en dag på at tude igennem. Eller tage weekenden til det, hvis man har mulighed for det. I hvert fald bruge en periode på at tude, spise ting, der feder, og bare mærke, hvordan man har det. Vi er tit bange for at være kede af det, og jeg synes egentlig, det er lidt af en misforståelse. Selvfølgelig har vi stadig en masse at være taknemmelig over, som vi ligger der og snotter i puden, og der er helt sikkert mennesker i verden, der har det værre. Men det er altså helt okay (og efter min mening fuldt tilrådeligt) at skubbe det faktum til side for en stund og simpelthen være til stede i sin egen sorg. Lade sig selv være ked af det uden at tænke over andet end det. Man skal ikke begynde at bekymre sig over, hvad der skal ske på mandag, hvordan man nogensinde skal blive glad igen og alt sådan noget – man skal bare være. Ked af det.

Når al væske så har forladt kroppen, og man begynder at hungre efter rigtig mad, så vil jeg anbefale, at man stiller sig ud på badeværelset og ser sig i spejlet. Helt fysisk! Og jeg lyver ikke – det her er noget, jeg selv har praktiseret flere gange i mit liv – også i tilfælde, der ikke har med hjertesmerter at gøre.
Men man ser sig altså i spejlet og så spørge sig selv, hvorfor man helt ærligt er ked af det. Og så er pointen selvsagt, at man skal være ærlig overfor sig selv. Lidt ligesom, når forfattere lider af skrivestop og derfor bare skriver alt, de kan komme i tanke om, indtil de underbevidste idéer pludselig kommer flydende ud gennem kuglepennen. På samme måde skal man glo på sig selv der i spejlet og så sige alt det, man kan komme i tanke om angående hjertesorgen og manden/kvinden bag den, mens man gør sig umage for at være ærlig.
Er det såret stolthed, fordi man egentlig bare gerne ville have en kæreste og troede, at ham her kunne udfylde det hul? Skyldes sorgen primært, at man ikke har lyst til at være alene – snarere end at man troede, man havde fundet sin soulmate? Eller skyldes de mange tårer simpelthen, at man synes, man havde mødt sit perfekte match?
Og hvad er det, man frygter for fremtiden? Er det, at man aldrig igen bliver forelsket? At man er umulig at være sammen med? Eller er det, at man er bange for, at han finder en ny, før man selv gør, så man således kan stå dér og se dum ud? Mulighederne er mange, og det handler om at være så brutalt ærlig overfor og om sig selv, som man overhovedet kan.

Jeg husker tydeligt engang, hvor jeg var blevet valgt fra at en fyr, som jeg egentlig troede var vild med mig. Vi havde set hinanden nogle gange, og jeg tænkte, at det havde potentiale til at blive ret godt, da jeg begyndte at mærke, at han primært viste interesse for ikke-skemalagte, horisontale møder fremfor middage og dybe samtaler. Han undskyldte sig med et fyldt arbejdsskema, men han kom ikke med løfter om, at han ville overvælde mig med lovprisninger, røde roser og sejlture i robåde, når han kom over på den anden side af bjerget, så til sidst tog jeg bladet fra munden.
Jeg fortalte, som det var, at jeg rigtigt gerne ville have en kæreste. Jeg vidste endnu ikke, om det skulle ham, men jeg kunne heller ikke afvise, at det bestemt var en mulighed, så det ville jeg gerne undersøge sammen med ham. Og så bad jeg ham om at fortælle mig, om han var sikker på, at det ikke var en mulighed, for så skulle vi nok stoppe med at danse liggende tango med hinanden.
Han svarede sødt og høfligt, at han var vild med ærligheden, og ud af respekt for den ærlighed ville han gerne svare lige så ærligt. Og svaret blev altså, at han altså med al tydelighed vidste med sig selv, at jeg ikke blev hans næste kæreste. AUCH! Han ville gerne “hygge”, men mere skulle det altså ikke blive til med os.
Jeg var ikke sej nok til at holde ved mit ultimatum, så det endte med, at vi lavede et par nye aftaler i de kommende uger, som han stort set alle sammen aflyste en halv time før, fordi han hellere ville drikke bajere med vennerne, og der er nu ikke noget så ensomt som at sidde i en sofa i en toværelses lejlighed en onsdag aften med nybarberede ben.

Jeg følte mig enormt forladt og vraget i dagene efter. Og da jeg blev træt af at være mut og forurettet, tog jeg snakken med mig selv i spejlet. Og her blev jeg enig med mig selv om, at jeg egentlig havde troet, at ham fyren her var ret vild med mig, for det havde han tidligere givet udtryk for, men på det tidspunkt synes jeg slet ikke, han var remotely cool nok. Og det, at han så pludselig så let og uden blusel kunne vælge mig fra til fordel for PlayStation, kammerater og det frie valg på singlemarkedet, var et slag i ansigtet, når jeg nu havde besluttet, at det alligevel måske nok skulle være os to.
Og den ærgrelse skulle begrædes – men ikke for evigt. Så jeg sagde til mit eget triste fjæs i spejlet, at jeg nu havde min egen accept til at være moody og træls i to dage. Vrænge af min familie i telefonen og spise dårlig mad, droppe at vaske tøj og undlade at få optur på over småting. Og så måtte selvmedlidenheden også stoppe, for jeg havde på en eller anden måde fortjent min min anger.

Og det gik ganske rigtigt præcis sådan. To dage senere vågnede jeg og følte mig frisk igen. Og jeg er overbevist om, at det skyldtes, at jeg tog den lektie, den oplevelse gemte på, med mig videre. Jeg lærte, at man ikke sådan skal gå og tro, at man kan regne folks følelser ud og tage dem for givet. Jeg følte mig på sin vis bedre end den fyr, når jeg sådan regnede med, at jeg bare kunne valse ind fra venstre og bestemme slagets gang, da jeg fik lyst, og sådan fungerer verden jo ikke. Nul, putte. Og det er måske også den erkendelse, der gør, at jeg aldrig har været sur eller gal på den mand, som jeg stadig i dag har et glimrende (og selvsagt platonisk) forhold til.

Nåh, men når man så er blevet enig med sig selv om, hvad for en slags kærestesorg, man har med at gøre, synes jeg oftest, at det gør følelserne lidt lettere at rumme. De fleste af mine hjertesorger i 20’erne skyldtes, at et håb om kærlighed blev tændt, og når det så skulle slukkes, blev jeg skuffet igen-igen. Og det er opslidende og nederen, og man lærer en masse om mænd, kvinder og ikke mindst sig selv i processen, som kan være hjernedødt svært at sætte pris på i øjeblikket, men som kommer en til gode senere hen.
Men hvis man har mistet en kæreste, som man virkelig elsker og havde et liv sammen med, kan man selvfølgelig ikke bare lige nappe to dage på sofaen og en snak i spejlet. Så er det jo et nyt liv, der skal startes op, en ny hverdag og måske endda nye venner. Og her har jeg ikke ligeså megen erfaring, men dog nogen. Og det vil jeg komme ind på i et andet indlæg.

Skulle man have lyst til at dele specifikke hjertesorger i kommentarfeltet, er de meget velkomne! Så kan jeg og andre interesserede måske komme med input, og på den måde behøver man ikke sidde og putte med det, men samtidig kan man stadig nyde den luksus at være anonym. 🙂 <3

Jeg har tidligere skrevet nogle indlæg om mit (single-)liv i 20’erne, og dem, jeg lige kunne hitte, kan læses her: Singlelivet i 20’erne – Tornerose-syndrometEftertanke fra en forhenværende single, Noget om dengang, jeg var single og drukfældig og ikke mindst 8 fordele ved at være single i tyverne. 😉