Jeg er i dag i Nordsjælland sammen med Dick Kaysø, Andrea Vagn og et stort produktionshold, hvor vi optager et afsnit af Kanal 4-programmet ‘Nærkontakt’. Som jeg så altså medvirker i. Og hvis nogle af jer, der læser med, tænker “Say, whaaat?”, så kan jeg sådan set godt forstå det! Det gør jeg også lidt selv, faktisk.

Jeg har den seneste måneds tid løbende ved små nedslag følt, at den alternative verden, om man vil, har prikket mig på skulderen. Noget, jeg ellers ikke tidligere har oplevet. Jeg har mødt en tarotkort-læser på en pressetur med Ford (of all places), jeg er blevet kontaktet angående en hyponose-session, og for to uger siden ringer en caster så og spørger, om jeg vil være med i ‘Nærkontakt’, og før jeg nåede at tale, havde min mave sagt ja. Jeg kunne straks mærke, at jeg gerne ville.

Jeg synes overordnet set, at det, at jeg har prøvet at miste, er meget privat. Eller snakken om det er. Jeg har i to indlæg omtalt mine tanker om det her på bloggen, og det er begge gange indlæg, der har været længe undervejs. Indlæg, jeg er stolt af, og som I, der læser med, har taget rigtigt godt imod. Og som faktisk har givet nogle mennesker, der står i den situation, jeg engang har stået i, et lille håb om, at det nok skal gå alligevel, ved jeg, for det har nogle været så søde at fortælle mig. Og dét er jo fandme dejligt!

Jeg har de seneste uger tumlet lidt med spørgsmålet om, hvorfor jeg har sagt ja til at være med i en clairvoyance-session på åbent TV, når jeg nu har så svært ved at skrive om min mor på bloggen, og i morges fik jeg svaret. Det dukkede bare op i bolden på mig. Det er fordi, at når jeg skriver om det, så giver jeg samtidig meget af mig selv. Og når jeg er her i Ålsgårde sammen med de clairvoyante i dag, så er jeg her for at modtage. Jeg er faktisk relativt passiv. Jeg sidder med hænderne i skødet og lader dem klare opgaven. Jeg skal ikke selv gøre noget.

Det er en spændende, men også ret underlig og kunstig situation at være her. På den ene side er vi i det her fantastiske, naturskønne område, hvor man ikke kan undgå at føle sig i kontakt med elementerne. Og på samme tid summer kameraerne konstant, og folk beder om, at man fryser, så de kan flytte et kamera og tage scenen igen. På én gang er jeg så åben som muligt og indstillet på det, der måske skal ske, og samtidig er det hele så stramt og kontrolleret og egentlig ret unaturligt.

Men det er spændende. Og jeg er GLAD for, at jeg har sagt ja. Jeg er sammen med nogle virkeligt søde og gode folk, og de clairvoyante, der er her, må jo nogle af de dygtigste indenfor deres felt, så hvis noget skal ske, må det da ske her. Om man så tror på det med ‘mere mellem himmel og jord’ er ej. Jeg gør, tror jeg. Selvom jeg har set beviser både for og imod i dag. 😊

Programmet bliver vist på Kanal 4 engang i februar, og jeg skal nok sige til, når jeg ved hvornår, så man kan følge med, hvis man vil.

Hav lige en superdejlig weekend! ❤️

PS: Jeg startede så i øvrigt lige dagen ud med at spørge Dick Kaysø, om man, hvis man tog en selfie med ham, kunne tillade sig at kalde det et “dick pick”. Jeg bliver vist aldrig ældre!