skaermbillede-2017-12-27-kl-11-10-36
Jeg findes stadig! Og jeg føler mig faktisk mere som mig, end jeg har gjort i en uge, da jeg efter et par morgener med søvnforkælelse fra min mands side er mere udsovet, end jeg kan huske at have været længe.
Jeg havde egentlig ingen planer om at tjekke ud af bloggen her henover julen, men det har alligevel lidt været tilfældet. Det skyldes nok en blanding af, at det er meget svært ikke bare at være til stede, når det er jul. Når jeg kommer ind ad døren hos mine De Gamle (det har jeg for mange år siden døbt min far og hans kone som samlet enhed. De er jo ikke mine forældre begge to), så sker der altid det vidunderlige, at jeg glemmer, at jeg har en iPhone. Det lyder måske ikke specielt for mange andre, men for sådan en inkarneret digi-dame som jeg, er det faktisk ret weird på den skønne måde. Oftest kommer jeg i tanke om det hen under aften, og så finder jeg ud af, at den ligger ude i jakkelommen i entréen.
En anden grund til, at jeg ikke har har følt den store trang til at fortælle om min jul er nok, at jeg har oplevet præcis det samme som alle jer andre. Normalt tænker jeg, at det er hyggeligt at læse blogs, fordi man får et indblik i, hvad andre menneskers hverdag går ud på. Men det indblik bliver jo en kende kedeligt, hvis det ligner ens eget liv fuldstændigt. 😉
skaermbillede-2017-12-27-kl-11-10-56
Vi har haft en rigtigt dejlig og helt almindelig jul! Med juleaften hos Jons mor i kollektivet Klampenborg i selskab med hans moster, hans to fætre, den enes kæreste og deres fælles barn, og Jons søster og svoger og deres søn, min lille nevø. Det er første gang, jeg har holdt jul med Jons moster og hendes sønner og diverse, og det er første gang, at jeg har holdt jul med så mange børn, og jeg glæææder mig kun til, at alle børnene bliver større og større, for det er virkelig hyggeligt! I år var meget sjovere med ungerne end sidste år. De forstod det hele og var godt og grundigt oppe at køre det meste af aftenen. Så meget, at de – særligt Hugo – ved 22-tiden faldt i en så koma-lignende, dyb søvn, at jeg følte mig nødsaget til at tjekke, at han vitterligt stadig havde en puls.

Første juledag kørte vi så til Als og deltog i den årlige julefrokost i min familie, som vi holder sammen med Elkes søster, svoger og deres børn. Planen var, at jeg ville ned og hilse på gamle venner og bekendte i Sønderborg ved nattetide, som jeg har gjort det de forgangne 17 år (CHRIST, hvor vildt, når man siger det højt). Men jeg var så træt! Jon har lovet, at han vil lade mig sove længe så tit, det kan lade sig gøre, så jeg forhåbentlig kan få en pause fra den træthed, jeg efterhånden kender så godt, og med det løfte i baghovedet synes jeg heller ikke, det ville være helt fair, at jeg så gik ud og dansede umpa-umpa til midt på natten. Når han nu gerne vil vie sig til at ihjelslå min træthed, så vil jeg også. Så i stedet gik jeg i seng inden kl. ti.
skaermbillede-2017-12-27-kl-11-11-10
I dag er planen, at Jon, ungerne og jeg kører en tur til ZumZum i Tyskland. Det er et kæmpestort legeland lige syd for grænsen, som vi også besøgte for to år siden. Det er firs gange større og en tredjedel så dyrt som dem, jeg kender i Danmark, og så ligger det i behændig afstand fra alle grænseshopperne. Epic win! Der er gedigen gang i ungerne nu. De er snart fire, og de er ret gode venner, hvilket ret meget hele tiden udmunder sig i vilde lege med skrig, skrål og ballade i hele huset. Og min søde far og hans kone er vant til ro og fred og god tid til avisen. Så vi tager på en eller anden tur hver dag, så ungerne kan få dampet af, og De Gamle kan høre deres egne tanker. Det giver lidt overskud på kontoen for alle parter.

Jeg nyder julen på en helt anden måde nu, hvor jeg er voksen og har fået børn, kan jeg mærke. Det handler om at nyde tiden sammen med de dele af familien, som jeg elsker og holder af, men ikke ser hver dag. Og det med, at den aften foregår nogenlunde på samme måde hos os som hos naboen, der er noget magisk ved. At julen i store træk betyder det samme for rigtigt mange af os, kan jeg virkelig godt lide. Jeg kan mærke, at jeg bliver mindre og mindre religiøs, som årene går, men jeg bliver gladere og gladere for de ting, der bringer os sammen. Jeg kender flere, der har andre religioner end den gængse i Danmark, som alligevel fejrer jul på én eller anden måde. Det handler jo netop ikke om, hvorvidt man spiser svinesteg, and eller tofu, om man køber mange gaver, få gaver eller ingen, og om man fejrer det med familie, venner eller de hjemløse. Men for én aften (et par dage, hvis vi gør os umage) står luften ligesom stille, og folk vender blikkene ind mod dem, de holder af i stedet for ud mod verden, horisonten, Instagram og det overflødighedshorn af muligheder, vi altid svømmer rundt i, og står stille. Vi laver alle sammen det sammen den aften og de dage, så der er måske ikke grund til at frygte, at man går glip af noget ved at være netop der, hvor man er. Og der har jeg været de seneste dage.
skaermbillede-2017-12-27-kl-11-10-45
Nu begynder min krop i midlertid så småt at huske, at vi er ved at købe et hus, at nytårsaften og al dens herlighed banker på døren om lidt, og at jeg har på fornemmelsen, at 2018 bliver et helt fantastisk år i Lei Lange-familien. Kæft, mand. Skål! Jeg kan ikke finde på mere at skrive. Jeg er ret fuld af lykke og taknemmelighed. Det må være al den søvn. 😉