skaermbillede-2017-11-29-kl-15-13-02
Man skal lægge øren til meget, når man vælger at bevæge sig rundt på Internettet. Der er folk, der taler grimt til hinanden på både Arto og Nationen!, og hvis man ikke passer godt på, kan man også snildt havne i den ene harme facebook-gruppe efter hinanden.
Men det, jeg oplevede her til formiddag, var alligevel noget nyt, skal jeg hilse og sige! Jeg fik en sviner af mit ældre jeg! Oh, yes! Med rynker, leverpletter og endnu flere grå hår, end jeg allerede har. Hvis det ikke havde været så tåkrummende rigtigt, ville det have været ret morsomt. Okay, det var faktisk pænt grineren. 😉

For de gode mennesker fra PFA ved tilsyneladende godt, at de lige skal hoppe engang, hvis de skal have opmærksomhed i denne digitale tidsalder! Så de har lavet en fed kampagne, hvor man skal svare på nogle enkle, få spørgsmål om sig selv, og så får man altså en hilsen fra sit gamle jeg. En digitalt redigeret version af sit eget ansigt! Det er hylende morsomt! Og ens gamle jeg TALER simpelthen til én og giver skideballe eller ros alt efter, hvordan man har klaret spørgsmålene. Jeg fik en regulær røffel, og det var nok det spark i rumpetten, jeg trængte til. (Hvis man vil teste, hvad ens eget pensionsalder-alter-ego synes om en, kan man teste det her).

Det er godt at være blogger, lad os bare sige det, som det er. Jeg lever af noget, jeg startede med at gøre af morskab, jeg bestemmer selv mine arbejdstider, og når jeg så skal tjene penge, er det oftest på at teste alle mulige lækre ting. Gode printere, der kan printe fotos, dejlige fugtighedscremer, der kan få mig til at se yngre og friskere ud eller som dengang sidste sommer, hvor jeg var i Stockholm for at få kureret min edderkoppeskræk. Og det VIRKEDE! Det var altså ret praktisk, da sæsonen i kolonihaven startede.

Og nu er der så sket det, at jeg er blevet bedt om at skrive et sponsoreret indlæg om noget, der virkelig er godt for mig. Noget, som vil give mening mange, mange år frem i tiden. Nemlig min pensionsopsparing. Og det er så nu, mine tæer bliver så krumme, at lange-tåen faktisk lidt ligner Klokkeren fra Notre Dame.
Jeg sparer nemlig ikke op til pension, og jeg synes faktisk, det er ret pinligt. Jon og jeg har ret fin styr på vores økonomi ellers. Jeg har lagt vores budget, og Jon sørger for, at vi holder det (næsten altid). Vi kører efter Luksusfældens princip og har forskellige konti til forskellige udgiver, hver måned ryger alle lønninger ind på den samme konto, og d. 1. overgår der det aftalte antal gysser til mad, diverse, opsparing, budgetkonto og lommepenge. Jon og jeg får hver måned et fast beløb lommepenge, som han bruger på computerspil og pakkekalendre til mig (taaak, skat!), og jeg bruger dem på tøj, stiletter med glimmer og store bøffer med damerne. Og bearnaise.
Men vi sparer ikke op til pensionen …

Grunden til, at vi ikke gør det, er, at da jeg sprang ud som selvstændig, startede det jo ud med at gå ret stille og roligt. Der gik en rum tid, før jeg tjente de penge, jeg gerne skulle, for at få Lei Lange-husholdningen til at gå op. Så jeg følte, at det var forsvarligt nok at vente med at lægge penge til side til alderdommen til senere …
Senere begyndte jeg så at tjene nok til, at jeg ville kunne lægge til side til pensionen hver måned, men så var vi jo begyndt at kigge på hus, og som de relativt fornuftige mennesker, vi er, vil vi gerne selv kunne lægge de 20% i udbetalingen. Vi får en sjat for kolonihaven, og vi har penge tilbage fra dengang, jeg solgte min solohybel på Meinungsgade, men der manglede stadig et anseeligt beløb, så det har vi lagt til side til hver måned de forgangne par år. Så pensionen blev nedprioriteret IGEN. Ikke Tivoli-ture. Ikke ferie-rejser. Men pensionen. Og det ér sgu for dårligt.

Min far lever efter min mening det fede pensionistliv. De sidste otte år inden sin pension, lavede han én eller anden særlig pensionsordning, som betød, at han satte ret meget til side hver måned og spændte bæltet ind. Og det kombineret med, at han har sparet op til pensionen hver måned hele sit arbejdsliv gør, at han har det ret godt nu. Ham og Elke kan leve af en kylling i fem dage, og de bruger ikke mange penge i det daglige, for den slags mennesker er de ikke, men til gengæld rejser de helt vildt meget! Og de mangler ingenting. Sådan vil jeg også have det, når jeg bliver (lige så) gammel!

Derfor er det jo GODT, at PFA har bedt mig skrive det her indlæg, selvom mine tæer er noget så ømme i dag …
For pensionen er jo vigtig, og vi ved det jo GODT! Men i en verden, hvor vi konstant bagholdsangribes af overskrifter på netaviser om folk, der dør af sygdomme og ulykker hver dag, hvor terror er en realitet, og hvor vi kontinuerligt får at vide, at vi skal være til stede NU, kan det være svært at bruge resourcer og opmærksomhed på noget, der ligger 20, 30, 40, 50 år frem i tiden. Og, hvis vi skal være helt ærlige, så er det jo kedeligt. Men den her approach gør det nu en del sjovere. 😉

Klik ind på Pensionstallet.dk for at se en film med jeres egne ældre versioner her!