En frygt har næret sig i mit godmodige slappersind. Den del af mig, der holder af ro og fred og muligheden for ørenlyd til egne tanker. Og som dagene er gået her i Sønderjylland, har frygten slået rødder og er blevet til en grundangst!

Sagen er nemlig den, at Krapylerne har haft fuldkommen sindssygt, umanerligt, vanvittigt, jeg-har-aldrig-oplevet-noget-lignende meget energi af gigantiske, intergalaktiske proportioner i de dage, vi har været i Sønderjylland! Nuvel, de har ikke været i børnehave, men det har de jo heller ikke i weekenderne, hvor de ingenlunde når samme højder, så jeg mistænker ikke manglen på stress og stimuli fra institutionslivet.

Og her til eftermiddag, mens de drønede rundt om sofabordet i De Gamles pæne stue, så sofapuderne sprang for livet og kvasterne på de ægte tæpper hvislede i vinden, og skreg i vilden sky, slog det mig: Det er den friske landluft! Provinslivets energi-givende og sprudlende bivirkning, som velsagtens også finder os i Køge, kommer givetvis til at give afkast i bedre nattesøvn, men samtidig bliver dagene balstyriske og tummelumske med hujende børnestemmer, der gjalder, runger og giver genlyd i køkken/alrummet fra de høje lofter til de stenhårde betongulve. Larmen vil bounze som en hoppebold på Duracell-batterier, alt imens jeg står i samtalekøkkenet og skriger på barmhjertighed! O, gru …

Hvilken rædsel! …. Og hvilken velsignelse! Hvilken fantastisk mental velstand det er for mig at kunne bibringe mine unger frisk luft og mulighed for haveleg (for jeg kan forsikre Dem, kjære Læser, at vedbliver niveauet af decibel, bliver de jaget ud i haven hurtigere end en hest kan rende flere gange hver dag), ture i skoven, spæneri på stranden og cykling på blind villavej lige uden for køkkendøren! ❤️ Åh, den følelse af ægte lykke, det i virkeligheden giver mig at høre de to hjemmelavede aber skrige hinandens navne af grin, mens de fordeler rollerne som rumvæsener, brandmænd, sminkedukkens forældre og orme imellem sig, omend det river i øregangene og får trommehinderne til at blafre og min tinnitus til at gå i overgang.

JEG! GLÆDER! MIG! SÅ! SIIIIINDSSYGT! MEGET! Hus med have er så meget #goalz i mit hoved, og jeg kan til tider næsten ikke tro, hvor #blessed, jeg har fået lov at være alene indenfor de seneste 6 år af mit liv. Først Jon, så bloggen, så Krapylerne og nu eget murstenshjem! Og bil, fandme også! Det eneste, der mangler, er en hund, og så kan jeg officielt ikke bede om mere…. 😜