Vi holdt vores årlige julefrokost i Tinnitus i fredags. Ligesom sidste år dækkede vi op i det største af vores seks kontorlokaler, og jeg synes, det er så hamrende hyggeligt OG lidt sejt, at vi sådan lige råder over 200 kvadratmeter i Nyhavn, hvor vi til hverdag sidder og arbejder – og altså i fredags fyrede den af og dansede grimt.

Bordet var dækket med gaver fra The Body Shop og Maria Nila til alle gæsterne (reklame – produkterne var en gave), og jeg havde købt konfetti og ballade i Tiger, som fik det hele til at se lidt festligt ud!

Jeg havde taget mig kamera med, og jeg lovede alle at tage en masse billeder, som kan pynte i vores køkken, og samtidig lovede jeg ikke at offentliggøre nogen billeder på nettet af folk. Men så blev jeg stiv og glemte alt om at tage fotos! Én af pigerne, jeg deler hverdag med, havde nemlig taget en højttaler og en absolut formidabel playliste med, så jeg havde ikke megen ro i røven til andet end lige at hydrere mig med en gin og lemon engang imellem.
Heldigvis opdagede jeg, da jeg her til aften åbnede mit kamera, at nogen har kidnappet det og taget en million billeder i løbet af aftenen! (Og lidt ‘uheldigvis’, også, for jeg er med på mange af billederne. Og jeg har nu nok aldrig været nogen specielt yndefuld danser …)

Jeg endte med at tage på Dandy klokken 2, hvor jeg mødtes med gamle venner, og da klokken nærmede sig den tid, hvor ungerne normalt står op, kom jeg hjem. Efter blot fire timer på madrassen, stod jeg op igen, og så tog hele familien Lei Lange turen til Gilleleje for at fejre min svigerindes fødselsdag hos min svigerfar. Skidehyggeligt – omend jeg nok ikke var det allerbedste selskab hele tiden. Under aftensmaden faldt jeg eksempelvis i søvn på sofaen …

I morges sov jeg lige så længe, som jeg gjorde i går – men med den yderst godtgørende forskel, at jeg gik i seng syv timer tidligere, end jeg gjorde fredag. Alligevel er jeg stadig noget mast, og min stemme lyder som et savværk. Men vi kom dog ud i kolonøjseren, hvor nogle vurderingsmænd kom og fastsatte dens værdi, så vi kan få den solgt. Det gør ærligt talt sygt ondt i maven sådan at skulle lade vores perle sælge, men vi ville på ingen måde få den brugt nok, nu hvor vi får have i Køge. Da vi købte kolonihaven i foråret 2015, var der supermange til salg på nettet hele tiden. Man kunne faktisk som køber vælge og vrage. Det har ændret sig gevaldigt på den korte tid, og nu er der mange flere, der gerne vil have en kolonihave, end der er koloer til salg. Det vil sige, at efterspørgslen nu er rigtigt stor, og derfor synes jeg sgu også, at Lones Lune skal komme andre til gode. Den er vurderet efter andelsprincippet, kan man sige, så de penge, vi har investeret i forbedringer derude, får vi faktisk på ingen måde igen. Men jeg kan egentlig meget godt lide, at (mange) kolonihaver stadig kører efter princippet om, at priserne ikke må følge efterspørgslen, da de fleste gerne skal have råd.
Vi har til info en lille liste af folk, vi har lovet at vise koloen til med henblik på salg, men hvis de ikke vil have den alligevel, skal jeg nok sige til her på bloggen.

Vi har LIGE fået fikset køkkenet, og nu når vi ikke engang at nyde det. Hulk! Så kan vi sgu lære at få tingene gjort, når tid er. 😉

I dag er jo også tredje søndag i advent!
Vi kører faktisk ikke med adventskrans herhjemme, men i stedet har jeg jo et hyggeligt, lille juleprojekt kørende med BØRNEfonden, som jeg er ambassadør for. Vi har lavet fire små videoer, der viser mig i nogle yderst idylliske julesituationer (jep, det er totalt urealistisk, at der ikke spæner børn rundt om flankerne på mig, mens jeg sådan stadser til, men lad nu det ligge), som nok de fleste af os kender.
I dagens video dækker jeg op til julebordet. Og det er noget af det, jeg glæder mig aaaallermest til igen i år! Vi skal spise hos min svigermor i Klampenborg, og vi skal have BÅDE en berberieand og en landand. “For man får ikke god nok sovs af en berberi”, som min svigermor siger. Arbejdet med maden er uddelegeret! Jon skal stå for hjemmelavet rødkål, og min hellige opgave er risalamanden.
En ting, der altid ærgrer mig juleaften er, når jeg bliver mæt. Jeg spiser altid 2-3 skefulde mere, efter at følelsen indtræffer, og jeg har altid glædet mig så meget i så mange dagen optil, at det er helt trist, når det er slut. Jeg læste for et par år siden i avisen et par dage efter jul, at der det år var 100 mennesker, der kom på skaden juleaften med symptomer på hjertekvababbelser. I alle 100 tilfælde viste det sig imidlertid, at folk bare havde spist for meget! Vi er for vilde, når det kommer til jul, mand! Tænk sig, at vi spiser, så vi får ondt i hjertet! Men det smager jo bare så fantastisk, og der er altid så meget, så det føles som en skam at stoppe igen.
Og det, BØRNEfonden og undertegnede gerne vil illustrere med vores lille Morten Korch-agtige indslag er, når vi nu har så meget i julen, er det måske et fino tidspunkt at tænke over, hvordan vi kan dele lidt. Og det kunne meget fint være ved at inkludere et sponsorbarn. Nuvel, jeg har ingen planer om at marchere Bignon, mit sponsorbarn fra Benin, op på en flyver, så han kan sidde med ved bordet, men det er jo en metafor, folkens! 😉

Mange af os kan godt undvære de penge, det koster at være sponsor, hver måned. Jeg startede mit sponsorat, da jeg var fattig studerende, og når Bignon en dag fylder 18, har jeg tænkt mig at blive sponsor for et nyt barn. Det er en nem måde at opnå en følelse af, at vi er forbundet med hinanden her i vores lille verden, og jeg elsker BØRNEfondens meget værdige tilgang og ikke mindst det faktum, at de i superhøj grad yder efter princippet “hjælp til slevhjælp”. Faktisk er der områder i Vestafrika, hvor man snart kommer til at trække BØRNEfondens projekter helt ud, fordi de har virket så vel efter hensigten, at der nu ikke længere er brug for dem.

Så støt BØRNEfondens arbejde og få et sponsorbarn HER!