Billedet er herfra.

Jeg skrev jo et helt almindeligt, ualmindeligt ilands-agtigt indlæg i den forgangne uge, der handlede om, at jeg er godt gammeldags børnefornærmet over, at min familie har nægtet og fornægtet julegaverne i år. Jeg synes, det er helt vildt træls, fordi jeg vildt godt kan lide det, andre kalder “gaveræset”. Jeg synes, det er mega-hyggeligt at løbe rundt på Strøget som en frø i en blender med rundsave på albuerne blandt andre panikramte, småfrysende mennesker for at komme i mål med de sidste gaver til folk, jeg holder af.

Samtidig ved jeg også, at vi de seneste år i Danmark har overgået os selv igen og igen, når det kommer til, hvor mange penge, vi bruger på julegaverne, og det er sgu meget vildt. Jeg er så tilpas gammel, at jeg også var voksen, da krisen kradsede fra 2007. Jeg kan tydeligt huske, at alle kollektionerne fra modefirmaerne (de, der overlevede) skruede ned for farverne og de ekstravagante detaljer i deres designs, fordi man havde en form for kollektiv overensstemmelse om, at når der var så mange, der ingen penge havde, skulle man gå liiidt stille med dørene. SÅdan fik jeg det i hvert fald forklaret af en erklæret “modeekspert”.
Men nu er krisen ovre, farverne er retur (hurra!), og København har flere designer-butikker end nogensinde. Krisen er bag os for langt de fleste, og vi spenderer flere og flere og flere penge.

Men krisen er stadig yderst vedkommende for andre mennesker andre steder i verden. Det er bare en anden krise, men den er ikke mindre alvorlig. By a longshot. Vi er bare længere væk. Og nej, jeg synes på ingen måde, at det er for dårligt, at vi fejrer jul og forkæler hinanden i Danmark, selvom andre har det dårligt andre steder – MEN jeg synes, at juletiden og dens budskab om at huske hinanden og tilbringe tid sammen med dem, vi elsker, er en god anledning til også at tænke lidt udenfor familien. Og det ved jeg, at mange af jer, der læser med, er enige i, for I har de forgangne år været mega-seje til at benytte mit julesamarbejde med Unicef til at sende en gave til folk andre steder i verden.

I Syrien raser krigen på syvende år, og der er stadig rigtigt meget brug for hjælp, og den kan vi være med til at give.
Derfor er mit forslag måske at bytte én af ungernes nisse-pakkekalender-gaver ud med en verdensgave fra Unicef (man kan eventuelt snige en skumjulemand med ned i sokken). På den måde kan man have et ret konkret udgangspunkt for at snakke med dem om verden udenfor Danmark og det store behov, der er for, at vi som verdensborgere alle sammen tager et vist kollektivt ansvar i den form og størrelse, vi selv kan magte og undvære.
taepper
Jeg selv kan jo passende bruge mit julegavebudget på verdensgaver, nu hvor min egen familie har frabedt sig fornøjelsen. En god idé til en verdensgave er at købe to tæpper for 88 kr. De bliver så sendt til eksempelvis børn i flygtlingelejre i Irak, som er flygtet fra Syrien og nu gør deres bedste for at holde varmen. Tæpperne kan købes her!
Man kan også toppe den op og købe det, jeg tænker bliver årets mandelgave i Lange-familien (den har jeg nemlig ansvaret for. Den og risalamanden), nemlig en julenødhjælpspakke. Så sponsorerer man to varme tæpper, 10 poser beriget mælk OG 10 poser nærende jordnøddesmør, der hjælper underernærede børn med at komme til hægterne igen.

Jeg går altså fortsat ind for julegaver under træet i Danmark til dem, vi elsker og fejrer jul med. Og jeg synes, det er fantastisk, at organisationer som Unicef samtidig gør det muligt at forene julehyggen med at tænke på folk, der har brug for lidt af det overskud, vi opsamler og rutter med i juletiden.

Så dagens julekalenderlåge er altså en stor gave! Bare ikke lige til os selv, men til nogle andre. Og de kan købes her!

Indlægget er sponsoreret af Unicef.