Hver gang, jeg har fortalt det til en veninde, er svaret prompte: “Jamen, jeg troede, I havde det så godt!?”

Det har vi også! Vi har aldrig haft det bedre. Vi har altid aldrig haft det bedre, synes jeg. Det at skabe en familie sammen er det mest fællesskabsskabende og romantiske, jeg nogensinde har oplevet, og den måde, Jon har udviklet sig på, efter at han er blevet far, taget pusten fra mig flere gange om ugen.
Og det er jo lidt en chance, man tager, kan man sige. Selvom man synes, man kender en person godt, er der jo ingen, der kan garantere, hvad det fuldkommen sindssyge projekt, det er at have småbørn, gør ved et menneske. Men det klæder virkelig Jon at være far. Hans bas er blevet dybere og hans verdens større, og centrum af den er stadig mig. Mig og de børn, vi sammen har lavet, og det er mig kilde til daglig stolthed og gør, at ordet ‘hjem’ har fået en mere oprigtig betydning, end det har haft i mange, mange år.

Og det at få børn ér et sindssygt projekt. I vores tilfælde har fire nye personligheder skulle dannes og tilpasses på én og samme tid, og det er sket på lige præcis det tidspunkt, hvor de to højeste i den forsamling har fået allermindst søvn og været allermest pressede i hele deres liv.
Jeg vil være sammen med Jon til den dag, jeg stopper med at trække vejret, og hans indstilling til projektet spejler min. Og hvis vi ikke havde valgt at gå til parterapi, er jeg ret sikker på, at vi alligevel ville leve lykkeligt til vores dages ende. Men selvom vi er skideforelskede i hinanden og har været det siden d. 23. april 2011, så er alt ikke supernemt hvert sekund af hver en dag. Alle dage er vidunderlige – men sgu’tte hele dagen! Og i stedet for at gå og småskændes om de samme ting igen og igen, har vi nu valgt at kalde en liniedommer ind på banen.

Faktisk var det noget, vi aftalte allerede dengang, jeg var gravid med Hugo og Berta.
Jeg nåede til et punkt i graviditeten, hvor jeg blev enormt nervøs for, hvad forældreskabet ville gøre ved vores kærlighed. Indtil fødslen havde Jon og jeg aldrig skændtes. Ikke en eneste gang på næsten tre år. Jeg aner simpelthen heller ikke, hvad vi skulle have skændtes om, og jeg nød, at vores liv var så fri for den drama, jeg havde oplevet i tidligere forhold. Men nu var jeg gravid med tvillinger, og omverden havde i takt med, at min mave voksede, en stor trang til at fortælle mig, hvor hårdt projekt ‘BØRN’ er for parforholdet. Og hvor slemt, de kunne forestille sig, det ville blive med TO på én gang. Så min fantasi mæskede sig med frygten for det ukendte, og jeg klagede min nød til min nystøbte ægtemand. Jeg bad ham love, at hvis vi en dag var kørt så fast i en masse lort, jeg endnu ikke vidste, hvad var, at han ikke længere var forelsket i mig, så skulle han blive, til han blev det igen, for det ville jeg også gøre for ham. Og hvis vi en dag blev sådan et par, der glemte hinanden, fordi børnene fyldte alt, skulle han have tålmod til at vente på, at tiden løste alt, for det ville jeg også gøre for ham.

Han blev uvant tavs, når jeg sådan startede med at gnide hænder og klage min ængstelse, og det gjorde gerne min frygt større. Og til sidst havde han så tænkt færdig og kom med sin dom. “Der når vi aldrig hen”, sagde han. “For sådan er vi slet ikke”. Jon fortalte mig, at selvom jeg fødte en masse børn og gjorde ham til far og til en udgave af sig selv, han ikke kendte endnu, ville han aldrig kunne leve i et forhold med mig, hvor vi ikke talte sammen. Og vi ville aldrig nå dertil, hvor vi ikke kendte hinanden, for vi ville lytte til hinanden og tale sammen.
Det beroligede mig meget, men frygten for det, vi ikke kendte, sad der endnu. Jeg var egentlig ikke så bange for, om vi ville blive gode forældre, for det er langt de fleste mennesker jo. De elsker deres børn, og nok gør vi tingene forskelligt alle sammen. Men vi elsker sgu vores børn.
Mange af os stopper bare med at elske hinanden undervejs. 43% af alle forhold, tror jeg, det er, ender i skilsmisse. Og hvis man er tvillingeforældre, er odds’ene tre gange så høje. Tak, Google.

Til sidst indgik vi en aftale.
Når småbørneriet var overstået, og vi følte, at vi kunne se hinanden igen henover skyerne af kaos og tilvænning, ville vi sgu gå i parterapi. Måske ville det overhovedet ikke være noget for os, og så kunne vi grine hele vejen ned til Cock’s and Cows. Men måske ville det være en god idé, og vi lovede hinanden at ofre tiden og pengene på at finde ud af det, når den tid kom.
Da børnene kom, kom udfordringerne også. Heldigvis var vi begge to voksne mennesker, da vi fik dem (og det handler for mig at se ikke om alder, i øvrigt), og vi har bevaret vores kærlighed, vores forelskelse og lyst til at tale sammen og passe på hinanden. Men der er blevet kortere fra tanke til handling og fra udfordring til vrisseri (især fra løvindens side af bordet, skal jeg gerne indrømme), og i sommer kunne vi mærke, at nu var tiden moden!

Da Krapylerne var 3,5 år, begyndte presset af at være nybagte forældre at lette. Vi følte, vi kendte vores nye hverdag, og følelsen af undtagelsestilstand lettede. Med det kom en lyst til at trække en streg i sandet og vedtage, at nu kan man ikke længere undskylde sin uhøflighed overfor hinanden med at “Det er fordi, vi er pressede!”. Nu er vi ikke længere nybagte forældre. Det her er vores liv. At være pressede ind imellem er en del af at være en familie, og nu kendte vi efterhånden vores mønstre og systemer. Nogle af dem var vi stolte af, og andre måtte gerne dø igen.

Derfor gjorde vi som aftalt og tog kontakt til en parterapeut. Og hende har vi besøgt tre gange nu i løbet af de sidste fire måneder, og det er fandme genialt! Det føles så dejligt at vie den tid til at arbejde på et af de allervigtigste (det er jo politisk ukorrekt at sige ‘dét vigtigste’, nu hvor jeg har børn) forhold i mit liv, og jeg elsker, at vi gør det.
Nu har jeg aldrig prøvet at gå til parterapi før, men jeg har gået til psykolog en anden gang, hvor mit liv tog en dramatisk drejning, og jeg kan godt lide det, altså. Jeg synes, det er så rart at bruge noget tid på at gå i dybden og se de ting i øjnene, der kræver lidt arbejde og bare det, at man beslutter sig for at gøre det, smitter positivt af på hverdagen, er min oplevelse.

Jon og jeg føler (som jeg håber, de fleste føler om deres kærester), at vores kærlighed er helt speciel og unik, og vi glæder os begge to til at skulle være sammen resten af livet – og det har ikke ændret sig på noget tidspunkt. Og netop derfor synes jeg, det er sådan en god idé at ofre nogle ressourser på at pleje sit parforhold. Både ved at gå på dates, drikke champagne, tage på hotelovernatning OG gå i dybden i arbejdet med sin kærlighed. Dengang jeg elskede at lave vejrmøller, gik jeg til springgymnastik. Nu elsker jeg Jon, og det at gå til parterapi med ham, føles som at være på kursus i min kærlighed til ham, så jeg kan love jer for, at jeg nyder det og tager noter. 🙂
Mange venter med at gå til parterapi, til de ikke rigtigt ved, hvad de ellers skal gøre for at redde deres kærlighed, og det er virkelig synd, synes jeg. For alt andet lige tror jeg, det er en del lettere at høre, hvad den anden siger, når man kommer der, fordi man elsker hinanden og nyder sin tid sammen og ikke fordi, man er på nippet til at lade være.

Vi mennesker spæner rundt og realiserer os selv gennem karrierer, lange rejser, dyre huse og flotte biler, men vi er stadig alle sammen enige om, at familien er det allervigtigste. Og derfor føles det som sådan en god idé ikke at tage kærligheden for givet, selvom den er stærk. Vi går jo også på ledelses- og udviklingskurser, når vi gerne vil sikre os, at vi bliver ved med at være omstillingsparate overfor jobmarkedet, selvom vi føler, at vi er mega-gode til vores job, ikke?
Det er lidt tabu-belagt at gå i parterapi. Og jeg tror, det skyldes, at vi godt kan lide at smykke os med at være pakket ind i idel lykke 24 timer i døgnet. (Tak, Instagram!). Men verden bliver et bedre sted og nemmere (og sjovere!) at leve i, hvis vi tør være mere menneskelige også, og det gør vi ved at erkende, at vi altid kan lære noget. Ikke kun for at blive klogere på os selv, men også at nære og ære interessen for og blive klogere på dem, vi elsker. Kun sådan hengiver man sig helt til kærligheden, tror jeg, og det var også noget af det, jeg var inde på i slutningen af det her interview.

Det er det, vi arbejder med og gør, og det får mig til at føle mig stolt og stærk. Og jeg vil synes faktisk, det burde være lovpligtigt for alle småbørnsfamilier med et par runder med en parterapeut, mens ungerne er små. Så tabuet er hermed brudt, og anbefalingen varmt og kærligt videregivet.