image3
Nu har jeg brugt Bio-Oil (næææsten) dagligt i tre måneder. Når man ikke har børn, tror man, det er løgn, men det kan faktisk være svært at nå at smøre sig selv og sin egen krop ind hver evigt eneste dag. Man når sjovt nok altid at smøre ungerne ind, men det med at sætte sig ned og nå ned til sine egne fødder, er en udfordring.
Når det nås, og det har det heldigvis gjort de fleste dage, så er det nice. Jeg har (som mange andre, tror jeg) rigtigt tør hud om vinteren. På hænderne, armene, ryggen, maven og i særdeleshed benene. Og det er hverken pænt eller behageligt! Derfor har det her samarbejde været ret fedt for mig, fordi jeg har været forpligtet til at gøre noget ved det. 🙂

Da jeg udgav det første indlæg om det her Bio-Oil-samarbejde, fik jeg skabt lidt af en lille storm. Flere, der læser med, var kede af, at jeg fortalte, at jeg brugte Bio-Oil som gravid, for det kunne de ikke drømme om. Og det skyldes, at Bio-Oil indeholder nogle parabener og andre ting, som ikke er økologiske. Bio-Oil indeholder selvfølgelig ikke de to parabener (ud af 36, eller hvor mange der nu er), som man helst skal holde sig fra, det er klart. Og de indeholder heller ikke andre produkter, som gravide ikke må smøre sig ind i. Det er klart.
Men vi er jo alle sammen forskellige, og vi vælger forskelligt. Nogle drikker ikke alkohol, nogle spiser ikke kød, nogle gider ikke have børn og nogle holder sig fra skønhedsprodukter, der indeholder parabener og “den slags”.
Jeg drikker alkohol, jeg spiser kød, jeg har børn, og jeg bruger maaange forskellige skønhedsprodukter. Jeg har en lang række af naturligt fremstillede produkter, som jeg er stor-glad for, og jeg har lige så mange af dem med tilsætningsstoffer, som jeg elsker. Jeg er ikke krakilsk på den måde.
image1
Og kritikken ærgrede mig faktisk lidt, for min kærlighed til Bio-Oil er jo så certificeret, som noget kan blive i en bloggerverden! Jeg indgik her faktisk et samarbejde med et brand, jeg havde brugt og elsket i en længere periode allerede før, jeg blev blogger! Derfor synes jeg jo, at indlægget og det her samarbejde har ret meget integritet.
Men vi ér forskellige, og man skal jo tænke selv og gøre sig de overvejelser, der passer til ens liv og lyster. Hvis man er vegetar, skal man ikke købe en spegepølse nede i supermarkedet, selvom jeg siger, at den er kanon, og hvis man kun bruger økocertificerede produkter, skal man da også bare lade være med at købe Bio-Oil. Man skal jo, som med alt andet, kun tage det med sig her fra domænet (og fra alle andre domæner), som taler til én, og som man synes, man kan bruge til noget.

Min testperiode med Bio-Oil er tilendebragt, jeg presser de sidste gyldne dråber ud af flaskerne, og jeg synes, min hud er virkeligt lækker. Især årstiden taget i betragtning. Mange af jer, der læser med, har også skrevet til mig, hvordan I har haft supergode erfaringer med at bruge Bio-Oil til at bekæmpe ar overalt på kroppen. Det er der rigtigt mange, der har skrevet, faktisk, og det er ikke noget, jeg selv har omtalt eller udbedt mig beretninger om, så det siger da lidt om, at det virker! 🙂
Jeg synes, Bio-Oil er et fantastisk lækkert produkt, og jeg må nok ud og købe en flaske til, så mine bløde ben kan holde niveauet vinteren igennem. Jeg gider jo ikke starte året ud i Køge med en sænket standard, vel? 😉