img_1392
I går, efter at vi havde været hos lægen og fået bekræftet, at Hugo har fået skoldkopper, skred hele familien Lei Lange direkte over i BR Legetøj. Grunden er, at vi skulle fejre, at Hugo har smidt bleen! Han har i et halvt år ønsket sig en Hulk-actionfigur, og nu oprandt dagen, hvor den blev udbetalt. Og heldigvis var BR på Vesterbrogade lagerførende.

Efter at vi i september gjorde nogle forsøg på at tale til Hugos fornuft omkring bleafvænning, droppede vi det igen. Vi blev enige om ikke at presse ham og i stedet vente, til han selv var klar. Siden jeg skrev det her indlæg, skete der det, at han gradvist blev mere og mere bevidst om, at de fleste i børnehaven ikke brugte ble. Han synes, det var enormt pinligt, når han skulle fjernes fra en leg, fordi aromaen fra hans Libero krydrede stemningen lidt for livligt, og da en af de drenge, som startede i børnehaven længe efter ham og altså næsten er et år yngre end ham smed bleen, blev det ham for meget. Han kom hjem og sagde, at nu gad han ikke bruge ble mere nede i børnehaven – kun derhjemme. Vi snakkede med pædagogerne om det og blev enige om at bakke op om hans eget initiativ. Så han blev blefri – men han nægtede stadig at gå på toilettet. Hvilket betyder, at vi har vasket helt åndssvagt meget tøj de forgangne par uger og nu ejer et mangfoldigt lager af bukser str. 104, som vi har scoret i samtlige af byens Mødrehjælpen og Red Barnet.

Men i mandags knækkede han koden til den med at transportere urinen fra egen korpus og over i kummen ved hjælp fra sin dertil indrettede, og han var ikke til at skyde igennem! Og Jon og jeg var så stolte (Berta var relativt uimponeret, da hun har mestret kunsten med toilettet siden i sommer).
I går, da Hugo højt og klart meddelte, at nu skulle han en tur på Det Lille Hus og bad om publikum til at overvære det spektakulære show, gik jeg villigt med. Efter udførelsen af glansnummeret roste jeg ham i høje toner og sagde, at jeg var SÅ stolt af ham. Derefter spurgte jeg, om HAN var glad, og han svarede højt ‘Ja!’. Bagefter spurgte jeg, om han var stolt af sig selv, og så svarede han folegent, at det var han.

Efter Krapylernes sengetid nappede jeg så en lille sludder med min ægtemand og forælder-makker om det med stolthed. Vi siger ret tit til ungerne, at vi er stolte af dem. Når de er gode til at tale sig ind i et kompromis, når de tilbyder at dele slik med en ven eller hinanden eller når de eksempelvis lærer at tisse selv. Og det skal vi jo også. Bekræfte vores børn og lade dem vide, at vi synes, de er dygtige. Det fordrer lysten til læring og giver dem en øget følelse af, at de og deres gerninger betyder noget og gør en forskel for os og andre.
Og i går eftermiddags gik det så op for mig, at vi ikke foreløbig har været lige så gode til at instituere en egen-stolthed hos ungerne, og det er noget, jeg gerne vil have en lille smule mere fokus på fremadrettet. Jon og jeg talte om tingene i en rum tid, og i den snak kom vi frem til, at i den verden, vi er en del af, hvor der er så meget fokus på alle mulige forskellige idealer, man skal leve op til, er det såmænd nok den måde, vi (blandt andet) ruster vores børn bedst. Hvis de lærer at genkende følelsen af at være stolt af sig selv. Det, håber jeg, vil give dem en ro og en tryghed i, at de er gode, som de er, i stedet for, at de vil søge bekræftelsen hos alle mulige andre (eksempelvis på de sociale medier, når den tid kommer), fordi de selv føler, at de er det.

Ja, det blev et lidt følsomt take på Hugos blesmideri, men ‘kæft, hvor kunne jeg godt lide det, da han senere i går gik på toilettet og kom ud i køkkenet med brystet fremme og panden højt og proklamerede: “Jeg har været på WC, og jeg er STOLT!” 🙂