Jeg skal klippes i dag! OG farves! Og jeg glæder mig uforholdsmæssigt meget set i lyset af, at jeg gerne vil betragte mig selv som et ikke-overfladisk menneske. Hele baduljen skal have en tur i dag, og det lyder måske underligt, men det plejer det ikke. Normalt får jeg kun farvet det forreste og så sådan en form for munkekrans rundt om hovedet, hvilket vil sige at alt det hår, jeg har midt på hovedet er meget mørkere end resten. Det er både fordi, det andet tager enormt langt tid, og så er det også fordi, at så slider jeg kun på noget af håret. Men nu er det altså tid til en gennemfarvning, kan man kalde det.
Desuden skal jeg klippes, for de sidste fem centimeter af mit garn minder om afbleget ståltråd. Og så er her, jeg bliver lidt i tvivl om, hvor hårdt jeg skal lade frisøren gå til værks.

På den ene side havde jeg planer om en lang page. Både fordi jeg synes, mit hår trænger til at få hakket et godt stykke af. Men det er faktisk også på grund af Berta. Hun har været rigtigt ked af sit hår på det seneste. Fordi hendes hår jo lige skal en tur rundt om sig selv, inden man kan se, at det er vokset i længden, synes hun selvsagt, at det vokser vanvittigt langsomt. Og det passer hende rigtigt dårligt, da hun gerne vil have langt hår. Ligesom mig, hendes bedste veninde, Ingeborg, og selvfølgelig Elsa fra Frost. Og så er hun ligeledes ked af sine krøller, som hun tit beder mig om at glatte med glattejernet. Jeg har gjort det én gang, men jeg nægter pure at lade min datter i en alder af tre år manipulere sit udseende for at komme til at ligne de andre, så det er altså ikke en løsningsmulighed.
Derfor har jeg igen og igen sagt til hende, at jeg synes, hun har det smukkeste hår i hele verden (hvilket er den skinbarlige sandhed), og at jeg ville ønske, jeg havde hendes krøller. Jeg kan jo ikke få de samme krøller som hende, men hendes hårlængde kan jeg efterligne. Og derfor har jeg sagt, at jeg i dag vil bede frisøren klippe mig, så mit hår matcher hendes i længden, og den idé kan hun meget godt lide. Forleden hørte jeg hende fortælle Hugo, at hun faktisk har det smukkeste hår i hele verden. 

Og det er så her, at min plan konflikter med min mands interesser, måtte jeg her til morgen sande. Han har ikke en kæft forstand på eller interesse i, om mit hår er sundt, lyst, mørkt eller gråt. Han ønsker sig bare, at det er så langt som muligt. Så han har ytret ønske om, at jeg kun lader det klippe minimalt. Og det var så her, jeg så mit snit til at kaste en forhandling på bordet. Jeg synes nemlig, at han er allermest sexy, når hans hår er kørt af med en trimmer i et par millimeters længde over hele krydderen. Grunden til, at han ikke har det lige nu er ifølge han selv, at han jo er arbejdsløs, og så ved man aldrig, hvornår han måske skulle blive ringet ind til en casting til en rolle, hvor det passer sig bedst at have hår på hovedet. Jeg bedyrer, at sådan kan man jo ikke leve sit liv, og de castere og instruktører må da have fantasi nok til at visualisere garnet.
Så vi kunne måske indgå en byttehandel. Jeg beholder så meget af mit hår som muligt, hvis han klipper så meget som muligt af. Jeg er yderst fristet, for jeg ønsker jo også at fremstå så attråværdig som muligt for min ægtemand. Men nu synes jeg jo lidt, at jeg har lovet Berta noget andet. I virkeligheden drejer det sig nok om en forskel på max ti centimeter, og man kunne jo føre det argument, at hverken en 3-årig eller en mand ville kunne spotte detaljeforskellen.

Så hvad skal jeg gå med? God samvittighed overfor min datter, det uskyldige væsen, eller sassyness i retning af den tyr, der kalder sig min kæreste?
Personligt kan jeg bedst selv lide, at jeg kører det lidt kortere look. Jeg savner herre-meget det lange, brune, men det findes ikke længere. Jeg er halvt grå, halvt brun, og jeg er IKKE klar til at stå ved det. Og fordi, mit hår er blevet lysnet i et par år nu, er det lidt slidt at se på, når det bliver for langt. Synes jeg. Ikke Jon. 😉