I dag er dagen, hvor vi skal til efterårs-bryllup!! Jeg glæder mig så meget til en aften i byen med Langemanden! Vi har heldigvis været velsignet med nogle små oaser med smutture til date-land i løbet af de sidste tre måneder, hvor han har spillet teater og lavet TV-serie på Fyn, men i aften er alligevel særlig. For her til eftermiddag tog vi nemlig toget til Klampenborg – medbringende vores livs dyrebareste bagage, som vi selvfølgelig glæder os til at gense i morgen … Men samtidig også nyder tanken om en aften, en nat og en eftermiddag uden! Krapylerne skal nemlig overnatte hos deres farmor i hendes kollektiv, og det er noget, de finder særdeles opløftende! Særligt fordi, at alle de bedsteforældre, der bor i huset, har puljet deres børnebørne-legetøj i kælderen, hvorfor Hugo og Berta sjældent når at krænge overtøjet af, før de fiser ned af trappen og spiller plastik-el-guitar, lægger puslespil eller serverer eksotiske retter fra det lille køkken, der også er.

Jon går desværre glip af vielsen i dag, som finder sted sidst på eftermiddagen. Det skyldes, at han kl. 17 skal spille med i genopsætningen af successen ‘MONSTER’, som han også medvirkede i i foråret. Men når han har fjernet makeuppen, kommer han susende, og så kan vi nyde resten af festlighederne sammen.

Apropos ‘makeup’, så var min tanke med dette indlæg at lave en lille ’sådan gør jeg mig klar til party’-thing! Jeg har været i bad og har barberet pusselankerne, og nu er der bare tilbage at kalke facaden. Mens jeg sminker løs på gulvet i stuen, kører Sex and the City på fjerneren i baggrunden. Satme hyggeligt og stemningsskabende!

Til hverdag kan jeg godt forbande, at mænd bare står op, kører en hånd igennem håret og går ud i verden, mens vi kvinder kan have en tendens til at føle os nøgne og krøllede, hvis vi ikke har brugt mindst tyve minutter på at spartle, udglatte, skjule og fremhæve. MEN når jeg skal ud, elsker jeg præcis dét! At have god tid til at forberede mig, tage et længere bad end normalt og bruge god tid foran spejlet. Og makeuppen afhænger tit af, hvilken musik, jeg hører, mens jeg gør mig klar. Om jeg føler mig som en vampet frækkert, en uskyldig donna eller en fancy frøken. Og jeg elsker, at vi damer har friheden til at genopfinde os selv hver gang, vi skal ud. Nuvel, den samme frihed tilfalder også d’herrer, men det ér nu de færreste, der benytter sig af den.

Det vigtigste for, at makeuppen ser godt ud, er at huden er sund og velfugtet.
Og her er det jo heldigt, at jeg har et samarbejde med NIVEA i disse måneder. Jeg brugte i forvejen ansigtscreme hver morgen, men jeg har tit været for dårlig og doven til at huske natcreme. Men dét har jeg jo ikke kunne tillade mig de seneste måneder grundet min aftale med NIVEA, og det skal de have tak for! Min hud er generelt meget mere gennemfugtet og i balance, end den plejer at være på den her årstid. Overgangen fra sommer til vinter plejer at give mig nogle kedelige, tørre plamager i ansigtet, og dem har jeg helt ærligt været totalt forskånet for i år.
I går aftes brugte jeg som vanligt min NIVEA Q10 PlusC Anti-Wrinkle + Energy sleep cream, som de kalder den. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, det er svært hyggeligt, at den hedder sleep cream og ikke bare night cream. Der står, at den er til træt hud med fine linjer, og det er noget, Langemor kan skrive under på efter særligt de seneste uger. 😉
Efter mit bad, hvor jeg har foretaget en grundig afrensning af mit ansigt (særligt i T-zonen, hvor jeg har en tendens til fedtet hud), har jeg så smurt mit ansigt ind i NIVEAs dagcreme fra samme serie, som indeholder SPF15. Konsistensen kan bedst beskrives som en blanding mellem en gel og en rigtigt fed creme, synes jeg. For den er fed, men ikke fedtet, og den trænger hurtigt ind, men strammer ikke til i løbet af dagen. Jeg kan godt lide at bruge en rigelig mængde, og så er det også vigtigt, at man husker at tage halsen med. Jeg kan ret godt lide krukken, da den er flad i det og let at have i hånden, mens man doserer og påfører med den anden.
Øjencremen dubber jeg på – lige så stille rundt om øjnene. Jeg påfører ikke cremen på selve øjenlåget, for jeg har engang hørt, at det er nok, at man dubber den ind på knoglen over globelinjen. Så finder den nødvendige mægde selv ned på plads på øjenlåget efter behov. Nature’s smart!

Når huden er gennemfugtet, tager jeg hul på makeuppen. Den kunne jeg bruge betydeligt længere tid på, da jeg var yngre, end jeg typisk gør nu. Jeg har en 3-4 forskellige looks, jeg synes klæder mig, så dem skifter jeg gerne imellem. Enten noget med smokey-eyes, bred eyeliner, brun øjenskygge og masser af highlighter for et naturligt look, eller også kører jeg fokus på læberne. Hvis der er interesse for det, kan jeg gå lidt mere i dybden med makeuppen en anden dag?

Til sidst kommer håret. Her har jeg lidt udfordringer efterhånden, da mit hår er begyndt at være meget medtaget af alle de mange gange, det er blevet lysnet. Jeg trøster mig med, at når jeg engang føler mig voksen nok til at gå tilbage til min naturlige hårfarve (som snart er helt grå), bliver det nok sundt igen. Ish. Indtil da takker jeg Gud for varmebehandling og gode sera. 😉

That’s it!
MM is ready to go!