Jeg forstår det næsten ikke. I starten var der ikke så meget ekstra-arbejde i at have to børn i stedet for et, som de fleste andre havde. Af gangen, i det mindste. Når de skiftede én ble, skiftede jeg to, og det tog måske 20 sekunder længere. Når de ammede et barn, ammede jeg to, men nu var det jo så ualmindeligt smart anrettet, at jeg havde to bryster, så tiden var den samme. 

Nuvel, måske (måske ikke. Jeg har kun prøvet det ene, så jeg skal ikke kunne sige det) lå der et andet psykisk pres i at være blevet dobbeltforældre på én gang, men det må blive et andet indlæg. Lige nu behandler vi praktikken.

Fra de var omkring halvandet til for et halvt års tid siden, havde vi ret travlt, Jon og jeg. Jeg synes, vi galopperede rundt for at leve op til vores yngels uudtalte forventninger, og de legede aldrig sammen, men ville hver deres, hvorfor man godt kunne føle sig en smule tappet for energi og føle, at man ikke slog til.

Siden da er de begyndt at lege sammen, hvilket har frigjort dejlige momenter her og der, hvor jeg har kunne smide en vask i maskinen eller lave noget aftensmad, uden at de har behøvet skærmlig underholdning for ikke at komme i klemme mellem mig og ovnlugen.

Og i dag er vi så gået skridtet videre. Ret impulsivt har Berta fået besøg af to veninder fra børnehaven. Uden forældre. Det er første gange for alle implicerede parter. Og de har nu leget sammen i halvanden time, mens jeg har fået ryddet op i hele køkkenet OG det meste af soveværelset! Jeg har en enkelt gang måtte forklare ordet ‘kompromis’ og derefter indlemme det øvrige selskab i præmissen med æggeuret, som vi flittigt bruger i Langehjemmet. For de, der ikke kender den, kan jeg forklare, at det vil sige, at når der opstår en uløselig konflikt om et stykke legetøj, trækker man lod om, hvem der må få det først. Derefter sættes æggeuret til to minutter, og når de ringer, skal legetøjet udleveres til den næstes fri brug. Oftest sker der det, at leger nummer et inden sin legeperiodes udløb indser, at det er ret kedeligt at lege alene, og så er konflikten løst.

Men altså! Der var engang, hvor det var besværligt at have mange børn! Nu er mine børn (og deres venner) åbenbart blevet så store, at det selvsamme er blevet en fordel! 

HELLO, NEW LIFE! You so preeetty!!