skaermbillede-2017-11-06-kl-19-16-36
Jeg havde sådan lyst til at købe blomster til Jon på vej hjem fra kontoret i dag. Fordi jeg er så glad for, at han er hjemme, fordi jeg vidste, han havde brugt eftermiddagen på at rydde op og vaske tøj (noget, han er en million gange bedre til end jeg) og fordi, jeg som nævnt i dette indlæg har været lidt en harpe den seneste uges tid.

Men for det første var jeg ret sikker på, at han ikke ville sætte lige så stor pris på blomster, som jeg gør, og for det andet ville det jo lidt være en fælles gave, da jeg ville få (mindst) lige så stor glæde af føromtalte blomster. Så derfor skred jeg i stedet i Elgiganten og købte PS4-spillet Call Of Duty.
Jep, når man skal sige undskyld eller tak til kvinder, skal man slå nogle uskyldige blomster ihjel, og når man skal gøre det samme til mænd, skal de have lov at slå fiktive soldater ihjel. Vi er da nogle underlige nogle, vi mennesker. 😉

De havde intet gavepapir i Elgiganten (ikke så meget som en grim gavepose!), så jeg gik i stedet i Urban Outfitters, hvor jeg købte et stykke gavepapir, der var prydet med tegninger af Beyoncé. Tanken var, at de skulle signalere “Du er sej!” (underforstået: Ligesom BeyBey) til Jon. Og den gik rent hjem! Han blev monsterglad, og jeg har lovet at gå tidligt i seng, så han kan spille computer.

I skrivende stund er han ved at putte unger, og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor lækkert, det er at sidde her i stuen og høre dem snakke om alle mulige, mærkelige ting, mens jeg slapper af i stuen efter at have rengjort køkkenet.

Hverdag. Mandag. Familie. Ja. TAK! <3