Det føles altid lige dele naturligt og unaturligt, når jeg sidder her i en lufthavn med mit pas og mit Se & Hør på vej ud i verden uden min familie. Jeg lukkede døren bag mig til Langehjemmet så lydløst som muligt, da jeg i ly af natten begav mig på vej, uden at Krapylerne så meget som opdagede, at deres mor havde forladt dem. For en stund. Denne gang i to dage, som jeg skal tilbringe fordybet i en blanding af tagine og mit eget selskab i 25 grader varme Marrakech.

Jeg har opdaget, at jeg ikke er mor på den måde, min mor var det. Ikke udelukkende, i hvert fald. Hvor hun stort set aldrig forlod hjemmet uden mig og min søster, har jeg brug for alenetid. Hvis ikke ‘brug for’ så i hvert fald rigtigt meget ‘lyst til’. Og fordi vores liv og hverdag er indrettet, som den er, synes jeg ikke, at nogen tager skade af, at jeg giver efter for den lyst. Og alligevel føles det lige i sekundet altid virkelig underligt at vælge at forlade dem, jeg elsker allermest.

De ture, jeg tager, starter så snart, billetten er bestilt. Så begynder jeg at glæde mig, og udsigten til solitude giver mere overskud på de dage, hvor leverpostejen er ekstra klæg. Og når jeg kommer hjem igen, har jeg savnet særligt ungerne og nyder dagene efter mere intenst.

Jeg ville også være lykkelig i min familie uden mine ego-ture, og jeg føler samtidig ikke, jeg skal forsvare dem. Når mænd forlader familien i perioder, er der sgu ingen, der løfter et øjenbryn, og forstå mig ret – jeg kunne ikke leve Jons arbejdsliv. Jeg ville dø af afsavn og splittelse, og sådan er vi så herligt forskellige. Og hold nu kææælderdøren lukket (som min mor ville have sagt), hvor jeg sætter pris på min familie, når jeg kommer hjem igen. Endnu mere.

Så nu vil jeg finde førnævnte sladderblad frem og bladre mig igennem de kulørte artikler, inden jeg napper mig en tiltrængt lur på vej til Afrika!

Vi ses lige om lidt igen! Og jeg glæder mig til både det og det der kommer forinden. ❤️