Det minder mig om dengang, jeg var midt i 20’erne, og jeg stadig troede, kærlighed var til forhandling. Når jeg havde mødt en fyr, ogvi havde set hinanden nogle gange, og han så sagde, at han ikke var interesseret i et forhold. Jeg så aldrig en fyr mere end én gang, hvis jeg ikke var interesseret i et forhold med lige præcis HAM. Men disse unge mænd var til deres ros altid meget vævende i deres retorik. De sagde aldrig, at de ikke var interesseret i et forhold med MIG (hvilket jo stensikkert har været den ponite, jeg gjorde alt for at overhøre…), de sagde bare, at de helt generelt ikke ville have en kæreste. Men de ville jo gerne stadig ses med mig… Enormt smart! For på denne måde kunne de ikke beskyldes for at lyve, og de havde alle rettigheder til fortsat at knalde resten af København (og øerne) samtidig med, at de så mig, og MM var mere end én gang naiv nok til at tro, at hun skulle være den dame, der fik dem overbevist om, at parforhold var bomben! Uanset at jeg faktisk havde yderst ringe erfaring på det punkt.. Og det gik aldrig, som det gjorde for Carrie og Mr. Big. Det endte altid med, at han forelskede sig i en anden, blev træt af at “ses” med mig, eller at jeg til sidst trak følehornene til mig og bandede dem langt væk.

Og nu har jeg så fundet Drømmehuset. Og vi har sms’et, mailet, faxet, ringet og skrevet sammen i TRE MÅNEDER! I samtlige tre måneder har jeg ikke vidst, om jeg var købt eller solgt. Jeg har bare håbet, håbet og håbet, det skulle blive os.

Heldigvis er der den forskel, at hvor kærlighed ikke er en handel, så ér fast ejendom det jo altså! Så jeg håber fortsat, og alt tyder på, at næste uge gerne skulle føre til en domsfældelse over, hvor jeg og min familie kommer til at bo forhåbentlig de næste 15-20 år af vores liv.

Så det er ikke fordi, jeg har været kostbar, at jeg ikke har fortalt noget om sagens udvikling de seneste måneder. Jeg vil bare så nødig jinx’e noget!!