Jeg starter lige med det væsentlige først: Filmen ‘MENS VI LEVER’ er aaabsolut fantastisk! Det er den film, Jon og jeg var til premiere på i går. I ved nok, den der film med en plakat, der viser fire brystvorter, hvoraf de to af dem er ulovlige jævnfør gårsdagens indlæg.

Den film er så vanvittigt vellavet. Jeg har drømt om den i nat. Alle (ALLE!) skuespillerne spillede fantastisk og med en imponerende autencitet (hvis jeg må ha’ lov at være så højtragende), og så var hele filmen bare så velskrevet! Den mindede mig (i al beskedenhed) om et af de indlæg, jeg bruger rigtigt langt på at skrive oppe i bøtten, før det rammer skærmen. Sådan et, hvor jeg har overvejet alle pointer, argumenter og modargumenter for og imod, så læseren ikke sidder med en følelse af noget, der stritter. Noget ubesvaret. Den slags indlæg er jeg mest stolt af. Det er nok noget lettere med et blogindlæg end med en film, forestiller jeg mig, omend det ikke sker så vanvittigt ofte for mig. 😄

Men det er lykkes for de tre brødre Avaz, som har lavet ‘MENS VI LEVER’, og den er rørende, underholdende og medrivende fra pande til hæl. Jeg sad på kanten af sædet, og ikke på den der måde, hvor man tænker ‘Kom nu, sig det nu bare!’, men på den der måde, hvor man undlader at blinke, fordi man bare MÅ have alle sekunderne med. Og når den slutter, og lyset i salen tændes, føler man sig helt blottet, fordi man helt har glemt at se godt ud og bare sidder dér med åben mund og følelserne uden på tøjet.

Julie Christiansen er så skidedygtig! Jeg har ikke rigtigt set hende i så stor en rolle før, men der går sgu nok ikke langt tid, før man ser hende igen. Faktisk filmer hun jo med Bille August lige nu, og netop derfor kunne hun ikke selv være med ved premieren. Åh, hvor er hun smuk og medrivende. Charlotte Munck (hende fra Anna Pihl) spillede så siiindssygt godt, at hun sørgede for, at det er sidste gang, nogen nogensinde har brug for den parantes bag hendes navn, og Marie Boda er så sød, sassy og overbevisende som den dér pige, vi alle kan huske fra gymnasiet.

Og Sebastian Jessen. Åh, min Gud, Sebastian Jessen. Hvor er han vild, mand! Jeg har lyst til at se en hel times optagelse af hans ansigt, der oplever forskellige følelser efter hinanden, for Jesus CHRIST, hvor er han god! Ja, det er ham fra Rich Kids, but ladies – he is NOT a kid anymore! 😏 Jeg er glad for, at jeg ikke har en stemme ved årets Robert Prisen, for jeg ville simpelhen ikke ane, om jeg skulle stemme på ham for MENS VI LEVER eller Dar Salim for UNDERVERDEN. 

Hvis man kun skal se to film i år, så lad det være de to. Af præcis de samme og samtidig vidt forskellige årsager. 

Jon og jeg havde en dejlig, dejlig premiere-date, der på én gang gik alt for hurtigt og sluttede alt for sent. Brødrene Avaz skulle efter visningen lige have hele familien, alle medvirkende og alle, de nogensinde har elsket op på scenen, og selvom det tog langt tid, og klokken var over midnat, var det så fint og hyggeligt, fordi de var så glade og stolte. Det er det fede ved danske premierer: Der er altid nogens drøm, der er gået i opfyldelse, og det får man lov at sidde der og være vidne til. ❤️

Efter tre timers søvn (Tak, Hux!) er jeg nu på vej til Skodsborg, hvor jeg skal holde et oplæg om, hvordan mandedag laver bloggersamarbejder, der overholder den nye markedsføringslov. Sidst jeg var her på Skodsborg Kurhotel, var det i selskab med min ekskæreste. Faktisk var han min kæreste, da vi ankom og min eks, da vi tog hjem. Vi slog op i boblebadet. Kryds lige fingre for, at i dag går lidt bedre, ikke? 😄

Og PS: Min grønne kjole kan købes her (Reklamelink).