Jeg er lige kommet ind til Københavns Hovedbanegård efter min lille smuttur til Odense. En smuttur med bøf på Hereford Beefstow klokken 22.30 i går aftes (tak til den fleksible medarbejder) efter Jons forestilling, med masser af grin og hygge, og med Game Of Thrones på iPad og morgenmad på sengen i morges. Klokken 9.30 blev Jon hentet af produktionsholdet på den TV-serie, han er i gang med at indspille, og jeg gik i bad og dimsede op til stationen.

Jeg har hjertet og maven fuld af små sommerfugle efter en ekspres-date med ham, jeg elsker, og selvom det kun var sammenlagt 12 timer, kan sådan en lille snigpause uden børn altså noget. 

Så jeg var i et kosteligt humør, da jeg rullede ind på hovedbanen. Jeg rejste mig op fra mit sæde simultant med en anden lidt fra mig, hvis ansigt føltes bekendt. Og så gik det op fra mig, at det var en fyr, jeg havde set i ‘Sporløs’ på DR1. Fyren, som hed Kevin, hed dengang, han var med i programmet, Marianne, men han har siden gennemgået en kønsskifteoperation. Og han var simpelthen så sympatisk i det program. Ærkejysk, venlig og med et lumsk smil, der engang imellem blev luftet, når den anspændte situation, jeg forestiller mig, at det tit kan være, når man sådan leder efter sit biologiske ophav med fuld TV-dækning, lettede.

Jeg fik lyst til at sige det til ham. At jeg havde set ham i programmet og synes, han virkede som et dejligt menneske. For hvorfor ikke. Men jeg tog mig i det, fordi jeg tænkte, det måske ville være invaderende, og jeg ville virke fangirl-agtigt.

Men dernæst kom jeg til at tænke på de gange, jeg selv bliver stoppet på gaden af jer, der læser med her på domænet. Jeg er heldigvis endnu kun blevet passet op af folk, der ville mig det godt, og den bliver fandme aldrig gammel. Jeg bliver præcis lige glad hver eneste gang. Måske findes der ikke noget mere hverdags-generøst end at stoppe en fremmed og lade dem gå videre ud i verden et kompliment rigere.

Så jeg indhentede Kevin, lagde min hånd på hans skulder, fortalte hvorfra jeg genkendte ham og sagde, at jeg synes, han virker som sådan et fantastisk dejligt menneske. Han kvitterede med et af de dér smil, vi fik os en lille snak om programmet, og så skiltes vi ved rulletrappen, da vi skulle hver sin vej. Og jeg tænkte på jer, der har stoppet mig gennem tiden, som tit siger undskyld for, at I forstyrrer.

Man forstyrrer aldrig, når det, man vil, er at sige noget pænt til et andet menneske. Gratis og uden bagtanke. (Med mindre det menneske sover, er på toilettet eller på anden måde indisponeret, forstås. At nogen eksempelcus bryder skydedøren op til DBS-toilettet, mens man sidder og lader vandet, er nok ej at foretrække, trods alt…). 

Så mega-tak fordi, I har lært mig det! ❤️ 

Hvornår har I sidst komplimenteret en fremmed? Eller fået ros af nogen, I ikke kendte? Del gerne de gode historier herunder! Verden bliver sgu da bedre af den slags! 😄