Da jeg var barn, var jeg ret gudsfrygtig. Om det egentlig handlede om specifikt Gud, eller om jeg bare var meget autoritetstro, ved jeg ikke helt. Men jeg sang aldrig med på ‘Man må FOR FA’EN ha’ været noget’ i sangen om ‘Den Røde Tråd’, og det var ellers dér, de andre i klassen virkelig gav hals. Og når noget virkelig var vigtigt, bad jeg til Gud. 

En gang i 7. klasse bad jeg ham, om jeg ikke nok snart måtte få nogle bryster. Da jeg var 14 år, og de stadig ikke viste tegn på forstørrelse, bad jeg igen, og jeg griner lidt ved tanken om det nu, for min bøn var, at mine bryster så, når de endelig kom, i det mindste ville ventetiden værd. 
Jeg var vist sådan cirka den sidste i min klasse til at få bryster, og jeg kan huske, at den seje pige i min klasse, da mine små bryster eeeendelig begyndte at vise tegn på liv, mens vi var i bad efter gymnastik sagde “Hey, Mette Marie, dine myggestik er hævet!” Og jeg blev så ked af det.

Efter at jeg kom i puberteten, hvilket jeg først gjorde som 14-15-årig, fik jeg lige så stille bryster. Nogle små, fine nogle, som jeg på ingen måde kunne sætte pris på. Jeg kan huske, at jeg i starten af 20’erne lagde mig på ryggen uden tøj på og så mig i et håndspejl, og da jeg så, hvordan mine bryster med tyngekraftens vilje forsvandt fuldstændig, blev jeg lamslået af en form for nærmest rædsel og kunne slet ikke forestille mig, at nogen mand nogensinde ville finde mig sexet. Jeg havde på det her tidspunkt aldrig haft en rigtig kæreste, og ingen fyr havde endnu set mig helt uden tøj på.

Alligevel har jeg aldrig overhovedet overvejet at få gjort mine bryster større. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske hænger det sammen med, at min mor var meget uforfængelig, aldrig gik med makeup og ikke lod mig få huller i ørene, før jeg flyttede hjemmefra. Jeg er indkodet med, at man ikke skal lave fysisk om på sig selv. I hvert fald er jeg i dag rigtigt glad for, at jeg aldrig fik puttet silicone ind i kroppen, for som årene gik blev jeg og mine bryster rigtigt gode venner. Efter amningen af Krapylerne har vi lige haft et par år uden den helt store kærlighed, men nu, tre år efter, at jeg stoppede med at amme, ligner de næsten sig selv igen. Lidt blødere og med lidt større brystvorter, men pokkers flotte og sexede – og naturlige!

Og jeg bliver så træt, hver gang jeg ser reklamer for siloconebryster i gadebilledet. Om det så er som tilbud på Downtown (Få to bryster – betal kun for et!) eller som reklame på en bus. Hvis alternativet til mine naturlige mini-babser havde været så himmelråbende allestedsnærværende, da jeg var ung, kunne jeg frygte, at jeg havde lagt mine konfirmationspenge til side til dét formål i stedet for at brænde dem af i Kolding Storcenter på den nye Let’s Dance-CD og en tur til Bulgarien.

Jeg synes, det er helt fint, at folk vælger at få ændret deres bryster, og jeg synes, store bryster er lige så sexede som små. Men jeg synes ikke om den manipulation, som implanterings-virksomhederne har frit lejde til at anvende,  uanset hvor vi går og står. Så synes valget ikke helt så frit længere. 

Derfor kan jeg så godt lige, når det naturlige OGSÅ promoveres – så det smukke, men kunstige, får modspil af det smukke og naturlige. Som når skuespillerne Julie Christiansen og Sebastian Jessen ses på plakaten til filmen MENS VI LEVER med bare overkroppe. For mig at se bidrager billedet af de to kroppe ved siden af hinanden til et sundt kropsbillede for unge mennesker. Og gamle. De ligger ikke og poserer, og Julies bryster er ikke mast sammen med albuerne, mens hun misser intenst med øjnene og slikker sig liderligt om munden. Hun ligger der bare, og hendes bryster flades ud henover hendes ribben – ligesom mine gjorde dengang og i øvrigt stadig gør. Hvor ville jeg gerne have set den filmplakat, da jeg var ung og usikker, og jeg vil stadig gerne se den nu.

Nygarts silicone-promoverede bryster fremstilles ligeledes stilistisk smukt og ikke sexet eller vulgært. Men de er lovlige, og det er MENS VI LEVERs bryster ikke. Selvom Nygarts bryster udgør hele fokus i reklamen og meget mere tydelige og ‘in your face’ end dem på filmplakaten. Og fra det etiske hjørne: Nygarts promoverer i øjenhøjde med børn, unge mennesker og alle os andre, at man bør ændre sig selv (på FynBus har man ved siden af billedet af brysterne skrevet ‘Fyn bliver kønnere’. Underforstået: For nu kan fynboerne få lavet silicone-bryster, og Fyn er nu engang flottere, hvis pigerne opgraderer deres almindelige babser) for at se godt ud, mens MENS VI LEVER viser en pige, sådan som hun rent faktisk ser ud.

Jeg synes, det er tosset, at filmplakaten skal censureres i det offentlige rum, som det er bestemt, at den skal, når reklamen for kunstige bryster (som i øvrigt prydes af et sæt ægte bryster, har annoncøren ved en tidligere lejlighed fortalt. Vildledende reklame oveni. Tjek!) ikke skal.

Jeg havde tænkt mig at tage t-shirten på billedet øverst på på den røde løber i aften, men jeg har droppet det igen. Jeg gider ikke rigtigt være hende dér konen til ham fra YouSee, som skaber opmærksomhed omkring sig selv til en premiere, hvor andre meget mere fortjener opmærksomheden. 

Derfor har jeg i stedet valgt at dele mit bryst-besyv her på bloggen. Og jeg håber sådan, at mine fladpattede medsøstre landet over vil stå ved deres fine fortrin! Eller få dem ændret, hvis det er det, de har lyst til – men i givet fald, at det så sker efter grundig eftertanke og ikke fordi, at samfundet sgu er forskruet på nogle punkter og overeksponerer nogle lidt uforståelige idealer.