skaermbillede-2017-10-23-kl-17-44-14
En af de ting, jeg sætter allermest pris på, ved at mine børn er vokset i både højde, drøjde, intelligenskvotient og underholdnings-faktor, er at jeg har markant mindre noia, end jeg havde særligt de første halvandet år. Måske fordi de startede deres små liv ud lidt for tidligt med sonder og C-PAP, var jeg i starten meget bange for, at der skulle tilstøde dem noget. At de ikke fik nok at drikke eller at spise, eller at en feber var symptom på noget helt forfærdeligt og meget sjældent. Jeg tror, mange mødre kan rocke med på dén melodi.

Heldigvis er vi her alle sammen endnu, og jeg har med TO småbørn, der de første tre år altid begge blev ramt af de sygdomme, den anden slæbte med hjem, oparbejdet mig noget anciennitet i gamet. Og det betyder, at panikken ikke på samme måde bryder løs. Overhovedet, faktisk. Jeg har set mange af tingene før, jeg kender og kan læse Krapylerne bedre, og jeg ved, hvad der virker. Både Hugo og Berta har været ramt af børne-astma (noget, vi tror, de faktisk er ved at vokse ud af begge to), og efter mangen gang at have travet rundt med Berta i et hosteanfald, har jeg lært, at det, der virker bedst (efter at medicinen er givet), er at tage hende med ud på altanen og tælle de kulørte lamper, der hænger derude. For det første giver det hende noget andet at tænke på, og for det andet er den kolde luft rigtigt god for sådan en astmahals. Og når den slags virker som forventet, vokser min selvtillid som mor.

I denne omgang er Hugo ramt. Han har 40 i feber og kaster op. I aftes kastede han alt op – også små slurke vand. Det resulterede i, at jeg sov sammen med ham på madrassen på gulvet og i små doser gav ham vand, hver gang han vågnede lidt, så det foregik gradvist, og heldigvis holdt han dem så i sig. I dag er feberen faldet, og drengen er blevet vanligt kæk og læx. Vi har tilbragt dagen foran fjerneren med diverse former for drikkevarer serveret i forskellige glas med forskellige sugerør for at sikre en vedblivende interesse fra drengen, og det har givet pote. Her til aften er feberen dog trådt ind på scenen igen, og han er helt mat. Dog virker han fortsat tilfreds med forplejningen og det faktum, at jeg aldrig er mere end 10 skridt fra ham.

Og det er i tilfælde som det her, at jeg kan mærke, at løvemoren i maven på mig er retur. Ikke som et dirrende nervøst gemyt, som jeg var i starten, der pacede rundt langs væggen og så fjender alle vegne. Men jeg kan mærke, at alle mine sanser er skærpet. Jeg ser alt fra rødmen i hans kinder til glansen i hans øjne, og jeg hører alt fra små klynk til hans hjertes banken. Også ude fra køkkenet. Og på trods af lidt søvn, bliver jeg ikke træt, som jeg plejer.
Og i den her mere fattede udgave kan jeg faktisk rigtigt godt lide at være en løvemor. Det er en særligt bemyndigende følelse at have til opgave at passe så godt på nogen. At man slet ikke kan lade være – at det er indkodet i ens DNA. Det er en særlig ting, som jeg også tror, alle mødre kender (om de så er deres børns biologiske forældre eller ej – den slags detaljer spiller ingen rolle), at være så fysisk og mentalt forbundet til et andet menneske, som man faktisk har kendt i relativt kort tid (livets længde taget i betragtning) og så mærke, hvordan hans velbefindende nærmest overtager kontrollen over ens mentale styresystem. Og hver gang, jeg har plejet ham eller hans søster og set dem blive raske igen, føles det som om, at Superwoman-S’et på min ryg bliver lidt tydeligere. Og selvom det selvfølgelig ikke er sjovt at have eller være et sygt barn, så er dét altså isoleret set en fantastisk følelse. 🙂

Møs fra sygelejet! Berta og jeg skal til at spise pizza i en restaurant, Berta har indrettet i stuen, mens Hugo vist holder sig til postevand og popcorn. We’ll be back before you knw it.