image1Jeg er ikke noget indretnings-geni – det er jeg vitterligt ikke. Særligt nok fordi det altid har interesserer mig voldsomt.
Efter at vi har fået børn, er jeg dog begyndt at synes, det er lidt mere interessant, hvordan der nu ser ud i det hjem, vi bor i. Nok både fordi, vi er der så meget, og også fordi, at der er en klar værdi i, at tingene spiller.
Eksempelvis fungerer det rigtigt godt for os, at køkken, stue og børneværelse ligger i forlængelse af hinanden. Det betyder, at ungerne godt gider lege på værelset (nogle gange…!), mens jeg laver mad i køkkenet, for de kan se derud. Ligeledes er det rigtigt smart, at vi om aftenen blot kan sparke alt legetøj ind i børneværelset, lukke glasdørene, trække gardinerne for, og så er der dømt voksentid. Og jeg sætter også stor pris på, at stuen er indrettet med ting og  i rare farver og materialer, der gør, at jeg synes, der er hyggeligt at være, når Jon er på arbejde, og ungerne sover. Men om sofaen er designet af Poul Kjærholm (hvis han da overhovedet laver sofaer…?) eller Søstrene Grene, interesserer jeg mig ikke for, hvis man sidder behageligt i den og synes, den er pæn.

Jeg talte i sidste uge med en veninde om det æstetiske i et hjem. Vi var på besøg hos et galleri, hvor hun havde set sig lun på nogle litografier til 7.500 kr. stykket, og hun påtænkte at købe to.
Jeg kunne sagtens finde på at bruge 15.000 kr. på et eller andet, men jeg har aldrig overvejet at bruge dem på kunst. Jeg gav hende ret i, at det var et fantastisk valg, for det var helt tydeligt noget, hun ville sætte stor pris på mange år frem i tiden. Tasker er også gode at have, men jeg kan godt forstå, at man også har lyst til at investere i sit hjem.

Jeg synes, vores hjem er dejligt, og vigtigst af alt synes jeg, det er hjemligt. Jeg er ikke som sådan stolt af vores indretning, men jeg synes, den er ganske OK. Sidste weekend havde jeg så besøg af 12 piger til fødselsdagsfejring, og flere af dem har ikke besøgt os før. Jeg ved godt, de selvfølgelig nok også var høflige, men der var alligevel mange, der var nærmest overraskede over, hvor pænt, de synes, vi boede. Givetvis fordi jeg har givet udtryk for, at indretning ikke er en spidskompetence hos mig. Og selvom jeg godt kan kende godt design, når jeg ser det, er det sjældent noget, jeg er villig til at investere i.

Men når jeg kigger rundt i Langehjemmet, har jeg måske en stil alligevel. I hvert fald nogle tendenser.
Jons tendens, for sin part, er helt tydelig – han kan lide mørkt træ og elektronik! Stor fladskærm, store højttalere, alle mulige dutter og dimser under TV’et, som kan alt muligt forskelligt, og 37 forskellige fjernbetjeninger.
Og mit aftryk i hjemmet er for tiden velour. Helst blå, kan jeg se, når jeg kigger efter. Vi har en superflot, kæmpe-stor puf fra Sofakompagniet (designet af Christiane Schaumburg-Müller), som vi bruger som kombineret sofabord, efter at jeg har sat et stort fad ovenpå, som jeg har købt i Marrakech. Den er dybblå. Et par af vores velour-sofapuder er også blå, og ude i køkkenet har vi en mindre sofa i en lyseblå kulør.
I soveværelset har vi lagt et blåt og hvidt tæppe, som egentlig var tiltænkt køkkenet for at skabe en bedre akustik, men ungerne spilder stadig for meget under aftensmaden til, at det rigtigt kunne svare sig, så nu ligger det her. På sengen er der et sengetæppe, som jeg også har købt i Marrakech (okay, Marrakech tegner sig efterhånden som en af mine tendenser også …), hvis gennemgående farve også er blå, og for enden af sengen står det møbel, dette indlæg egentlig drejer sig om:
Min nye bænk. Min nye, smukke, mørkeblå velourbænk!
image3Den er så pæn, og den ser så dyr ud, og det er den overhovedet ikke! Den er fra Nettos spotvare-sektion, og her kan den købes fra I DAG i Netto. Jeg er så glad for den, for ikke bare passer den fantastisk ind i den bolig-tendens, jeg så åbenbart har – den får også soveværelset til at se meget mere fancy ud, fordi der nu er en endebænk på sengen. Desuden fungerer den perfekt til tøj, man ikke helt har besluttet om skal tilbage i skabet, til vask eller tages på næste dag. Og når ungerne kommer snigende om natten, sætter de fra på vidunderet og formår således selv at komme op i sengen.

Til min fødselsdag hentede jeg bænken ud i køkkenet, og således blev der lige tre ekstra siddepladser. Og alle damerne ville vide, hvor den var købt. NETTO, folkens! Satme da i orden! 🙂
Vil man se flere billeder fra Langehjemmet, kan det ske her!
image2