image1
Jeg kunne ikke lige hitte ud af, hvad billedet til dette indlæg skulle være så jeg tog udgangspunkt i kjolekrisen og den festlige anledning og fandt nogle nye og gamle billeder fra arkivet, hvor jeg er i feststemning. På billedet øverst i højre hjørne er jeg på min polterabend, og jeg er ved at indspille en sang i Medinas studie. Det lød ad Helvede til, men det var ukristeligt morsomt!

Indlægget indeholder reklame i form af affiliate.
På mandag er det min fødselsdag! Jeg fylder 36, og jeg er ikke blevet mindre glad for at fejre fødselsdag med årene, men til trods for det har jeg faktisk ikke holdt en fødselsdagsfest, siden vi fik ungerne. Det er jo helt vildt meget for dårligt!
Dérfor (og så også bare fordi) har jeg i år inviteret mine nærmeste veninder til en aften med party, sushi, gin/tonics, champagne og chokolade, og jeg glæder mig sindssygt meget! Det er desværre ikke alle, der kan komme, men dem, der kan, er uhyre festlige, og Jon og ungerne bliver sendt på koloni hos svigermor den weekend! Så en plan om dans på Dandy til de tidlige morgentimer har taget sin tydelige form! Jeg har jo fødselsdag på mandag, og da jeg engang har læst, at man ikke må fejre sin fødselsdag før sin fødselsdag, bliver festen skudt af næste weekend.

Jeg er en liiille smule i tøjkrise. Jeg fik jo aldrig byttet den her kjole fra By Malene Birger, som om nogen SKRIGER fest og ballade, men jeg kan sgu’tte rigtigt finde ud af, om jeg synes, den klæder mig lige for tiden. Og jeg har endnu ikke vurderet, om vi alle sammen kommer til at kunne få en stoleplads i lejligheden, når vi skal spise. Hvis ikke, det viser sig muligt, har jeg planlagt en sushi-picnic på gulvet, og jeg føler mig pænt overbevist om, at jeg kommer til at flashe hele selskabet både oppe og nede, hvis jeg sætter mig krumrygget i skrædderstilling i det her little number

Da Boozt for nogle uger siden havde det der dejlige 20% rabat-tilbud, købte jeg den her kjole fra Ganni. Jeg har i forvejen denne her, som lynhurtigt blev en go-to-favorit i min garderobe i langt de fleste anledninger, så jeg tænkte, at den her da ville være lidt derhenad og sikkert også ville klæde mig.
Nope, nej, njet, nix!
Det gjorde den IKKE. Jeg lignede lidt en leopard-version af Rachel fra Venner, der hvor hun får alderskrise i forbindelse med sin fødselsdag og derfor hopper i sit gamle chearleader-udstyr og opfører sig relativt tåkrummende til stor morskab for os andre. Og jeg vil da gerne have mine venner til at grine og hygge sig til min fødselsdagsfest – men fortrinsvis ikke på den vis. 😉 Måske jeg skulle investere i den her, nu den er nedsat med 40%. Jeg har efterhånden lagt den i kurven ret mange gange, så det kunne måske være en god idé.
(Okay, i min research nu er jeg faldet over denne kjole, som findes i fire forskellige print! Jeg tænker, den er ret perfekt som efterårs-robe, faktisk! MEN HVILKET PRINT? Kast gerne en stemme i kommentarfeltet!).

Selve min fødselsdag på mandag kommer jeg til at fejre i Sønderborg på Als. Jon skal spille teater om aftenen, så jeg har fortalt min far og min Elke, at jeg drømmer om et stykke medium-stegt kød flankeret af kartofler, ærter og Knorr’s bearnaise-sovs. Elke laver den altid med sødmælk, hvilket absolut er værdigt.
Faktisk bevæger vi os mod Jylland allerede søndag, da vi har lånt en bil og tager i LEGOLAND! Ungerne har så længe gerne vil se det land, der er bygget helt af LEGO, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at se, hvad de siger til det. Sidst, jeg var i LEGOLAND, tog jeg LEGO-kørekort, så det må vel være omkring 30 år siden … HAHA, det ser vildt ud på skrift!