Lad mig se, om jeg kan forklare, hvordan det er sket.
Jon har i al den tid, jeg har kendt ham, været nærmest rystende nervøs, så snart samtalen kom til at dreje sig om at flytte ud af byen. Tidligere i vores forhold var jeg ret vedholdende omkring, at det var vigtigt for mig, at vi engang blev husejere. Noget med at have sin egen kælder, sin egen kummefryser og sin egen have føltes bare så grundlæggende for mig, men sådan havde han det ikke, og til sidst lempede jeg på mine holdninger. Det vigtigste er selvsagt, at vi fire er sammen – ikke hvor vi er det. Og jeg skal ikke klø mig særligt længe i nakken for at komme i tanke om alle de titusind mange fordele, der er ved at bo i byen. Også med børn.

Derfor købte vi i stedet for to-et-halvt år siden en kolonihave, som vi døbte Lones Lune efter min salig moder. Det var liiige inden, det blev trendy, så den kostede ikke særligt meget, og alle var glade. Jon var glad, fordi jeg ikke længere vrøvlede om fast adresse på bøhlandet, jeg var glad, fordi vi havde en have, søde naboer og en terrasse, og ungerne var glade, fordi vi var glade.
Men som årene med Lones Lune er gået, har købet af kolonihaven vist sig at have en helt anden side effect, som jeg aldrig havde forestillet mig. Selvom det aldrig har været sådan supernemt at komme til Ejby Sommerby, idet vi ikke har bil, begyndte Jon at elske det frirum, vi har i koloen. Han kunne se, hvor glad udelivet gjorde mig og ungerne, og samtidig begyndte han at tage sig selv i at nyde roen, det grønne og det faktum, at Krapylerne kunne vælte rundt uden at slå sig (særligt meget). Og så begyndte vi at tale om hus igen.

Det skete i løbet af foråret, og så ville skæbnen, at vi denne sommer skulle på teltferie i Kroatien med to af vores vennepar, som begge efter en lang årrække i midten af København har valgt provinsen til. Det ene par bor i Køge, mens det andet par stod overfor at skulle flytte til Slagelse. Og så begyndte vi at tale om Køge. Det par, vi kender dér, har boet der i to år og kan slet ikke få armene ned. De har to døtre, bor i et charmerende bondehus, og sidste sommer var vi til verdens dejligste bryllup i deres have. Jeg skrev faktisk om magien ved deres bryllup efter 10 år som kærester her. Vi talte på ferien meget om deres glæde ved landlivet, og Jon og jeg var ikke upåvirkelige overfor netop Køge. ISÆR da vi hørte, at der til december næste år åbner en letbane, som gør, at det kommer til at tage blot 18 minutter at køre fra Københavns Hovedbanegård til den nye station Køge Nord, hvorfra der er to stop til Køge City. Om man vil.
Jon og jeg havde talt om, at vi vil bo således, at der er maximalt en halv times transport fra København til vores hjem. Vi vil gerne ud af byen, men vi vil satme også kunne komme ind igen så tit, vi ønsker.

Jon havde stadig, efter min mening, en noget forfrænget forestilling om, hvor meget et hus koster. Og hvad det koster at sidde i et. Så til sidst blev vi enige om at tjekke en låneberegner på nettet, sludre lidt med banken og så finde ud af, hvad huse koster forskellige steder på Sjælland. Og fordi vores venner var så smittende begejstrede, fandt vi på at lægge ud med Køge. Og så kom vi simpelthen ikke videre … <3

Vi skal bo i Køge! Vi har købt et hus på en stille villavej i Køge, hvor der er kort til skov og strand og der samme til torvet og stationen. Der er markedsdage på torvet to gange om ugen, og da jeg en dag tog en solotur til Køge, cyklede jeg ud mod skoven, og her mødte jeg en hjort på marken! En fucking hjort! Jeg var lige ved at råbe, at ham Lokalbolig-mægleren godt kunne kigge frem – jeg havde luret ham. 😉
Gennem Køge løber en å, der nærmest er en form for omdrejningspunkt i byen, som bugner af fine små butikker og bærer præg af, at her bor en masse mennesker, der har valgt deres by til. De bor her ikke, fordi de ikke har råd til Gentofte, Lyngby eller Frederiksberg – de bor her, fordi de elsker det! Der er Køge Festuge med masser af koncerter hvert år, og der er lige åbnet et væld af nye butikker oppe ved stationen. Og byen har vokseværk – lige nu er de i gang med at forfine havneområdet, og der bliver ved at ske nye ting.

Jeg talte med min veninde, Stine, som jeg har kendt, siden vi sammen dansede på bardisken på Maybe Not Bob i Sønderborg i slutningen af 1990’erne. Hun og hendes familie flyttede sidste år fra hovedstaden tilbage til Als, og hun sagde, at en af hendes sjællandske veninder engang har pointeret, at alle vi, hendes veninder fra Sønderborg, deler en stolthed over at komme fra netop Sønderborg, og det er der i hendes optik ikke mange, der gør. Mange har et ‘lad os komme væk herfra’-forhold til den by, de er vokset op i – i hvert fald dem, der fortrækker til landets større byer. Sådan har vi fra Sønderborg det af en eller anden grund ikke. Og sådan får jeg det heller ikke med Køge! Køge minder mig på alle de rigtige måder om Sønderborg! Det er en selvstændig by med egen vilje og liv – og så har jeg samtidig bare en lille køretur til mit elskede København! Jeg føler, jeg har fundet en diamant i en østers og glæder mig helt åndssvagt til at starte på det her nye kapitel i mit og min families liv.

Det første års tid bliver transporttiden jo lidt længere, end når letbanen er oppe at køre, for da tager det (satme) næsten en time med S-toget at komme til København. Og havde Jon og jeg haft almindelige jobs med faste, almindelige mødetider, havde vi nok valgt at vente, til transporttiden bliver halveret næste år i december. Men netop fordi, vi har den luksus sådan nogenlunde at kunne planlægge i hvert fald min arbejdsdag omkring, hvad der passer familien bedst, gør vi det nu. Vi har en formodning om, at priserne kommer til at stige, når toget kører hurtigt, og folk opdager Køge for det, vi har set i byen. Så vi tager den indenom og bosætter os altså fra 1. februar 2018 i freaking KØGE! Jeg vil gerne holde lidt for mig selv præcis hvor i Køge, vi har købt hus. Ikke fordi, jeg har noia eller føler mig kendt, eller noget – bare fordi. Man deler så meget på nettet, så det vil jeg bare godt lige have for mig selv lidt. Jeg er sikker på, det giver mening. 🙂

Lones Lune skal desværre sælges … Det smerter mit hjerte lidt, for vi har haft det SÅ dejligt i det lille hus, som ikke engang helt er indrettet færdigt endnu. Men denne sommer, som har været mere våd end varm, har givet anledning til så megen dårlig samvittighed, fordi vi har brugt huset og haven meget mindre, end jeg gerne ville. Så jeg glæder mig til at bytte lykken i Skovlunde ud med en have lige udenfor døren i Køge. Og minderne om ungernes første somre på græs forsvinder heldigvis aldrig. Jo, måske for Krapylerne, men så har vi heldigvis billederne, vi kan vise dem.

Billederne herover viser badekaret på førstesalen i vores kommende hjem! Jeg vil ikke vise så mange billeder fra huset, før vi ret beset har overtaget det, men jeg har spurgt sælgerne, og de har sagt god for, at jeg praler med dem her. Bare liiige, hvis der skulle sidde nogen og tænke “Hvor er hun dog en god mor, at hun sådan flytter helt til KØGE for sine børns skyld!” Hell no, mand, SE LIGE MIT BADEKAR!! 😉
Det hus, vi har købt, er krapylvenligt med masser af gulvvarme, plads til at lege og en have med træhytte og trampolin + en stille, blind villavej med masser og masser af børnefamilier over det hele. Og samtidig er huset simpelthen så lækkert, mean og badass på voksenmåden, at jeg allerede har planlagt de første mange, MANGE fester for vores venner og familie, som kommer til at danse i stuen, sludre i havestuen, ryge på terrassen, stege skumfiduser i haven ved bålpladsen (fuck yes!) og sove i gæsteværelserne i kælderen! Og dagen efter kan jeg så findes nedsunket i dette kar. Måske iført dette oppustelige badeaccessory fra Asos (reklamelink). Med en iPad monteret på endevæggen.

JEG GLÆDER MIG SIMPELHEN SÅ MEGET TIL DET HELE!!
Og TAK for jeres søde interesse i vores flytte-projekt. Det er fa’me hyggeligt!

Og hey, nu jeg har jer, så se lige denne film! Det er sådan en ‘wait for it…’-video, som giv
er mest mening, hvis man ser den helt til ende. Den er lavet af BØRNEfonden, som jeg er stolt ambassadør for, og jeg synes, den er ret fin.