skaermbillede-2017-10-30-kl-13-00-23
Så blev Hugo rask igen! Som han heldigvis altid er blevet det indtil nu, og som jeg har en forhåbning om, at han altid vil blive det.
Jeg vil ikke sige, at jeg er god til at have syge børn, men som tiden er gået, og vi har set lidt af hvert (heldigvis oftest fra afstand), synes jeg, at jeg er god til at fokusere på den gode portion taknemmelighed, jeg altid har over, at de ikke fejler noget, der er meget værre.
De “værste” ting, vi endnu har oplevet på den front, var da Hugo blev indlagt i Sri Lanka med shigella disentry (noget, der minder meget om salmonella), og da Berta i en alder af cirka halvandet år blev indlagt med et bredskuldret astmaanfald og måtte have ilt i nogle dage.
Da vi var indlagt med Berta, lagde panikken sig ret hurtigt hos mig. Jeg havde ondt af hende, det bette skind, og ønskede, at jeg havde sandet situationens alvor noget tidligere, men jeg vidste, at vi var i gode hænder. Og jeg vidste, at lægerne ikke stod med en uvant og tropisk sygdom, men derimod vidste præcis, hvad de skulle gøre, så hun kunne komme op på fuld blus igen. Og det kom hun. Diagnostiseret med astmatisk bronkit, men det er heldigvis noget, mange vokser sig fra, før de overhovedet er i stand til at huske det.
Desuden lå vi på en form for semi-intensiv børneafdeling, og når man ligger sådan et sted, er man meget taknemmelig for en astmadiagnose. Der lå nogle børn på den afdeling, som fejlede nogle ting, jeg slet ikke havde lyst til overhovedet at forestille mig, og jeg var, ligesom da Hugo blev syg på fremmed grund, LYKKELIG over, at vi efter et chok og en kort indlæggelse atter kunne vende snuderne hjemad og lade hverdagen fortsætte som altid.

Hugo fik en virus i sidste uge, er vi ret sikre på. Han havde over 40 i feber seks dage i træk. Den første dag kastede han alt op, og på tredjedagen fik han en lille smule næseblod. Han havde ikke nogen appetit, men bortset fra dagen med opkastninger, var han sit vante jeg – omend i en lidt mere træt udgave.

Da børnene var yngre, havde jeg en større tendens til at google ting, end jeg har nu, og jeg er ret lettet over at have lagt den vane på hylden. For Jesus Kristus, hvor kan man næsten ikke blive andet end hylet ud af den, når man googler sit barns symptomer – uanset hver de er.
Da jeg opdagede Hugos blodtud, tyede jeg alligevel til Google. Noget sagde mig, at der var en naturlig sammenhæng mellem høj feber og børns noget mere skrøbelige slimhinder, så jeg var egentlig ikke alarmeret. Men alligevel, jeg googlede. Og straks blev jeg mødt af flere kilobytes fyldt med dramatiske og angstprovokerende historier. Uanset hvor længe, jeg scroll’ede, mødte jeg ikke en eneste kommentar, hvor nogen skrev noget ala “Det har jeg også prøvet med min dreng, det er helt normalt”.
På en måde forstår jeg det godt, for man vil jo nødig være den, der håber ‘Ulv!’ en postgang for sent, og derfor er det mere sikkert at råbe vagt i gevær. Men alligevel … Derfor tjener dette indlæg som et modsatte.

Det er IKKE ment som noget, der skal negligere alvorligt syge børn, lad mig lige gøre det klart! På INGEN måde er det hensigten overhovedet.
Hensigten er  bare at skrive en kommentar om en dreng på tre år, som havde 40 i feber hver dag (ikke hele dagen hver dag. Men hver dag) i seks dage i streg. Og som kastede alt op den første dag og derefter stort set ikke spiste noget resten af ugen, og som fik næseblod på tredjedagen. Vi var til læge med ham midt på ugen, og lægen manede til besindighed, mindede om rådene om masser af væske (gerne med sukker) og masser af salt (popcorn og chips virkede hos os), ro og bar røv, så han kunne slippe af med varmen.

Og lægen fik ret. Efter seks dage vendte vinden, Hugos feber var forsvundet, og alt det krudt, han ikke kunne bruge af, da han lå og sumpede på sofaen, var atter solidt plantet i bleen på ham, og siden har han ikke siddet stille.
Heldigvis er vi rigtigt mange med børn, der haler alt muligt med hjem fra børnehaven, som bare skal krammes væk. Og Google er et fantastisk værktøj, når man bruger det rigtigt. Som til at finde boliginspiration til sine nye børneværelser i Køge eller opskriften på hjemmebagte hvedeboller. Men når det kommer til børns symptomer, gør vi sgu nok bedst i at rådføre os med fagvidenskaben og ellers give masser af kram og saftevand og slå koldt vand i blodet.

google-medical-degree-doc-sign-1455711655