Før De får formiddagskaffen galt i halsen, kære læser, bør jeg indledningsvis gøre opmærksom på, at jeg udmærket er klar over, at det er tirsdag i dag og ikke onsdag. Men af en eller anden grund får jeg altid lyst til en snegl om tirsdagen. (Og om mandagen, torsdagen, lørdagen, søndagen, onsdagen og fredagen, i øvrigt).

Mit kontor, Tinnitus, har til huse lige ovenover en herlig bagerforretning, som jeg frekventerer oftere, end jeg sandsynligvis burde, og ligeså denne morgen. Da jeg kom ind, ytrede jeg ordene: “Be’ om en tirsdagssnegl!”
Bagerjomfruen virkede konfus, virrede med sit blonde hoved og fremstammede et “Æææhh… Nej, altså, det kan man ikke få…” Hvortil jeg svarede: “Hvorfor ikke? Det er tirsdag, og dér ligger en snegl! Kan den ikke blive min tirsdagssnegl?”
Så lettede stemningen, damen lyste op, provianterede mig med mit snaskede køb, og så spurgte hun, om jeg mon kendte til historien om onsdagssneglen, hvilket jeg måtte tilstå, at jeg ikke gjorde. Men det kom jeg til.

Legenden om sneglen strækker sig nemlig tilbage til dengang, hvor ægtefæller havde seksuelt samvær om onsdagen. Lillekoneaften, De ved. Jeg ved, det stadig er en thing i nogle hjem, at man gør klogest i at knalde onsdag og lørdag, for så er der ligesom styr på dét, og ja, det er muligvis usexet, men skemalagt sex er vel alt andet lige bedre end ingen sex. Historien om onsdagssneglen er, at den i modsætning til ugens øvrige snegle er bagt i sådan en gærdej, som hæver op og bliver stor, blød og vamset. Altså er den markant større end normalt.
Tanken er så, at ægteparret efter ægteskabeligt samkvem om onsdagen fatter en kniv og deler en snegl dér i hinandens arme. Faktisk gik det så godt med den tradition, at der indtil for et ukendt antal år tilbage var en bager her i Holbergsgade, der kunne løbe rundt på kun at have åbent om onsdagen og sælge disse onsdags-fristelser.

Det lyder da i grunden også som en ret #winning kombination! Et skrald efterfulgt af en snack. Jeg tror nu alligevel bare, at jeg ville insistere på at købe TO snegle. Man behøver vel ikke dele alt, bare fordi man er gift, vel?


Og PS: Åh, min Gud, hvor var solen smuk her til formiddag! 😍