image1
I min blå bog fra gymnasiet står der, at der venter mig en fremtid som enten børnehavepædagog eller skuespiller. Det med pædagogen skyldtes vist primært, at jeg var lidt af et legebarn ret langt op gennem teenage-årene, og det med skuespilleren kom sig nok af, at jeg skabte mig en del. Tit.
Jeg blev, som bekendt, ingen af delene. Men det med skuespillet var en drøm, jeg havde i maven i nogle år, faktisk. Jeg overvejede aldrig at gå hele vejen og søge ind på skuespillerskolen, men jeg kunne rigtigt godt lidt at beskæftige mig med det i fritiden. Så en dag, da jeg så et opslag om en græsrodsgruppe, der ville starte et teaterhold op, på en opslagstavle på Kulcaféen, hvor jeg jævnligt så stand-up om onsdagen, slog jeg til og ringede til dem.
Det mundede så ud i, at jeg to gange om ugen i tre-fre timer mødtes med de her syv andre unge mennesker og øvede teater-teknikker. Om tirsdagen modtog vi undervisning af en skuespiller eller lærer, vi havde hyret, og om torsdagen øvede vi det, vi havde lært. Det var vildt spændende og selvudviklende, men på et tidspunkt kan jeg huske, at jeg blev fortørnet over, at de her lærere blev ved med at ville have mig til at bruge mine følelser. Jeg husker en ret klar tanke hos mig, som sagde “Det er sgu mine følelser! Dem skal du ikke sådan forsøge at råde over!”. Og det er jo fint nok at have det sådan, men så skal man måske ikke være skuespiller… Så jeg stoppede skuespilleriet og startede på RUC i stedet.

Heldigvis blev jeg jo så gift med en skuespiller i stedet for. Og jeg har også i en årrække arbejdet som receptionist hver onsdag på Statens Teaterskole, ligesom at jeg altid er gået meget i teatret. Jeg er vild med den kunst, skuespil er, og da SparNord i sammenhæng med dette samarbejde gav mig svimlende 10.000 kr., som jeg kunne donere til et lokalt initiativ efter mit eget valg, gik min første tanke til teater.
Heldigvis går det supergodt for skuespillet herhjemme i Danmark, når det kommer til TV og film. Vi har nogle geniale skuespillere og nogle lige så geniale film og TV-skabere, og det – kombineret med de mange nye streaming-tjenester – har åbnet døre til både det store udland OG herhjemme i andedammen. Indtil for nylig var det kun DR1 og TV2, der lavede TV-serier (og så husker vi selvfølgelig alle sammen ‘Hvide Løgne’ og ‘2900 Happiness’ på TV3), men nu har både TV2 Charlie, TV2 Zulu, Kanal 4 og Kanal 5 også kastet sig ud i at lave serier, og det er selvsagt fantastisk, når man har fællesøkonomi med en skuespiller. Der er mere at rive i, flere arbejdspladser og mere plads til andre og nyere ansigter end de klassiske 4-5 (dygtige) mennesker, vi efterhånden har set meget til.

Teatrene har det dog mere svært. I hvert fald nogle af dem. Da jeg var i Odense i sidste uge for at se Jon i MacBeth på Odeon-scenen, måtte jeg sande, at jeg var havnet i et aldersmæssigt hul lige imellem skoleklasserne på den ene side og pensionisterne på den anden side. Forestillingen var udsolgt fra første til sidste spilledag, skal det dog lige nævnes. Men “De Unge” (og her mener jeg altså også folk på min egen alder) går ikke så meget i teatret, og det skal der gerne ændres på, inden pensionisterne bliver for gamle til at gøre det.
Desuden findes der nogle fantastiske mindre initiativer, som ikke har de samme marketingsbudgetter som Det Kongelige Teater, og som mange derfor ikke ved findes. Og det er jo slet og ret for ærgerligt.

Her iblandt kan nævnes ST:ART, som er et initiativ under Sydhavn Teater. Sydhavn Teater er et teater, der opfører sine egne forestillinger, men ved siden af det har de en ordning, hvor folk kan henvende sig og søge om at få nogle penge til at føre deres egne teaterdrømme ud i livet! Det vil altså sige, at man i Sydhavn ikke bare laver kunst selv, men også lader andre, som har en drøm i maven og en god idé i bøtten, føre denne ud i livet – selvom de ikke selv har pengene til det! ST:ART (som jo kløgtigt nok står for Sydhavn Teater ART) står bi med rådgivning, sparring og vejledning, og desuden modtager man 4.000 kr., som man kan bruge på rekvisitter, tøj, eller hvad man nu skal bruge for at gøre sin fantasi til virkelighed. Det er så god stil på så mange niveauer, så det gør mig helt lun i maven!

Dét valgte jeg selvfølgelig at støtte! Hvis jeg havde vidst, at ST:ART fandtes, dengang i begyndelsen af 20’erne (det tror jeg nu heller ikke, det gjorde …), ville min teatergruppe og jeg nok have søgt om at få lov at sætte et stykke op! Dét kunne have været skægt!
Jeg kontaktede ST:ART for at spørge, om jeg måtte komme forbi og overrække dem pengene, og de blev så glade for donationen, og det gjorde mig så stolt! Tænk, at SparNord, et pengeinstitut – noget, der ellers har en lidt tør klang – hver evig eneste måned helt konkret graver 10.000 kr. frem af lommen til små lokale initiativer – private eller semiprivate – så folk kan komme igennem med ting, de ellers ikke ville have mulighed for!

Se videoen fra mit besøg hos ST:ART herunder! Og hvis du skal i byen i aften og sidder sammen med en flok veninder, vil jeg anbefale en lille leg, hvor I tager et shot, hver gang én af de søde mennesker, jeg sidder sammen med, siger ordet ‘byrummet’, hehe. 😉
De var så skide-skægge, møg-inspirerende og behagelige. De var alle sammen typerne, der udfører frivilligt arbejde for at hjælpe andre med at udleve deres drømme. OG de havde købt donuts til mit besøg! Jeg håber, jeg må komme forbi igen snart. 🙂

Se her på 10tilforskel.dk, hvordan man søger om at modtage 10.000 kr. til sit eget projekt!
Og TAK, SparNord! I er for awesome! <3