Bortset fra kommafejlen er mailen, som ses ovenfor, noget nær det smukkeste, jeg kunne finde i min indbakke her til morgen!!

Efter tre måneders intense forha(nd)linger imellem vores købermægler og sælgers ejendomsmægler er Drømmehuset nu endelig vores! DET ER VORES! Det faktum giver mig sommerfugle i maven og en liiille ansats til diarré på samme tid… 

Jesus, det er vildt, det her! Jeg har købt et hus! Sammen med en dreng! UDEN FOR BYEN! Og der er have! Og der er kælder! Der er et freaking NATURGASFYR, for pokker!? Og der er også en garage, så nu skal vi sgu have en bil!

Det er så vanvittigt! Det føles som den fuldstændigt rigtige beslutning for os voksne. Børnene forstår ikke rigtigt andet end, at de nu ikke længere behøver gå selv op ad trappen til anden sal, og så er de cheerleader-happy over udsigten til hvert sit værelse. Og de får enhave med legehus. Og at de måske får cykler i fødselsdagsgaver.

Huset er nemlig vores fra d. 1. februar 2018, og Krapylerne har fødselsdag d. 23. Og de ønsker sig cykler, og der, hvor vi skal bo, kan man cykle på vejen lige udenfor huset uden frygtelig fare for påkørsel, hvilket er meget ulig vores nuværende situation. Og de enkelte gange, hvor følelsen af frygten for selvvalgt eksil bliver mig for stram, ser jeg for mig, hvordan Hux og Bertie kan cykle på villaveje, fræse rundt i haven og smække døren til hver sit værelse, når de synes, jeg er træls! 

KÆFT, det er spændende, manner! KÆFT! Og til de af jer, der læser med, som har skrevet, at vores sælgere må være pænt træls, siden det kan tage tre måneder at købe et hus, må jeg nok sige, at det altså også er fuldkommen muligt, at det er os, der er nogle skideirriterende købere. 😜

Men nu er geden sgu barberet! Huset er købt! HURRAAAAA!!