14959372
Det dér med at købe et hus er så altså ikke noget, man sådan BARE lige gør.
Det første, Jon og jeg splejsede til, var en pizza, da vi havde været kærester i 5 uger, og hans forældre og søster sendte os på en tre-dages smuttur til Amsterdam som en gave til ham for endt uddannelse. Det næste, vi delte regningen til, var min spiral, og siden har vi købt ret mange ting på fælleskortet. Vi har 100% fællesøkonomi, og det spiller ret godt for os og vores til tider ganske uforudsebare indtjeninger. Bå begge sider af køkkenbordet.
Og nu er vi altså ved at købe et hus.

Bevares, det er enormt voksent at få børn. Det er i hvert fald om ikke andet noget, man bliver voksen af. Det sker ikke over night, har jeg opdaget – det er nærmere noget, der kommer snigende, og pludselig opdager man, at man siger ting som “Nej, jeg orker ikke rigtigt en bytur, jeg vil hellere blive hjemme og spare på kræfterne” eller “Kunne det ikke være topfedt lige at få foldet alt vasketøjet, mens vi stener Game Of Thrones og spiser de sidste Kattetunger?”

Og nu er Jon og jeg så i fuld gang med at foretage den største både fælles og individuelle investering, vi nogensinde har været i nærheden af, og af den årsag er det nødvendigt at sætte sig ind i, hvad det betyder, når nogen taler om ’sætningsskader over hanebåndet’, ’servitutter’, ‘refusionsopgørelser’ og meget mere.
Vi er blevet kyndigt vejledt af en overordentligt kløgtig læser, som jeg spiste en bøf sammen med på Madklubben, til at skaffe os en køber-mægler, og det har vi gjort. Og gjort godt i, er jeg ret vis på.
Denne købermægler, hvis opgave er at sikre forholdene så godt som muligt for os (det har sælger jo deres ejendomsmægler til at stå for på deres side) og sørge for, at vi er tilstrækkeligt oplyst om det, vi skal vide, er altså i skrivende stund i fuld gang med at forhandle på vores vegne. Og før de forhandlinger er tilendebragt, aner jeg ikke, om vi er købt eller solgt. Eller rettere: Om Drømmehuset er. Vi har sådan set skrevet under, men det betyder ikke det store, for inden man skriver under, tager man alle mulige forbehold. Det forvirrer mig en kende, og derfor er det ret rart at have en rådgiver i sit ringhjørne. Opfordring hermed videregivet, hvis andre derude går i hustanker.

Så jeg tripper stadig rundt om mig selv som selv som fortalt i dette indlæg. Jon har premiere på MacBeth i Odense på det nye Odeon Teater på torsdag i næste uge, så den primære kommunikation omkring vores måske kommende hjem, foregår over telefonen, og det er mig, der tager møderne med de kloge mennesker.

Så status er, at der ikke er sket noget endnu – og samtidig sker der noget hele tiden!
KÆFT, det er spændende, mand!!

Og PS: huset på billedet herover er altså ikke det, vi drømmer om. Jeg synes bare, det så så drømme-agtigt ud. 😉