I morges stod jeg tidligt op (det er cotume), og cyklede ud i Nordhavnen (det er ikke cotume). Sagen er den, at siden vi er begyndt at kigge på hus, og særligt siden vi blev forelskede i et specifikt hus, er jeg begyndt at holde øje med forskellige lagersalg indenfor interiør-afdelingen. Jeg er særligt forelsket i Gubi og i særdeleshed i deres velour-varer, men jeg er ikke superstor fan af deres priser. Jeg siger nødvendigvis ikke, at deres varer ikke er prisen værd – det har jeg slet ikke forstand nok til. Jeg siger bare, at jeg overordnet set hellere bruger penge på rejser end på møbler. Jeg forstår snildt folk, der prioriterer omvendt, faktisk, og sådan er vi jo så dejligt forskellige.
Men her til morgen var det jo så således, at Gubi holdt lagersalg i Nordhavn. Det gør de faktisk resten af dagen OG i morgen. Klubiensvej 7, hvis man er til det. Og jeg tog derud, så jeg var der lidt over klokken 8. For når ting er på rabat, kan man jo nogle gang tilsnige sig st få i både pose og sæk. Weekend i Barca OG blød plads til numsen i hjemmet. Win!

Jeg kunne på cykelturen derud mærke bæstet i mig vågne. Det dyriske instinkt, som kun kommer frem ved udsalg eller mandelgave-ræset under risalamande-spiseriet juleaften. Jeg har ikke noget særligt veludviklet konkurrencegen, men når det kommer til nedsatte designervarer eller desserter med præmier i, så tager naturen i mig over!

Da jeg parkerede cyklen foran lagerhallen, trak jeg vejret helt ned i maven og mindede mig selv om, at jeg ikke fortjente noget af det, der var derinde. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville lade klørene blive i lommen og møde mine konkurrenter om de polstrede vidundere og Bestlite-lamperne med overskud og smil.

Sådan var jeg vist så den eneste, der havde det… Det var til gengæld enormt underholdende at se, hvordan nærmest hele Københavns kreative klasse og bedre borgerskab havde smidt Chanel-tasken over skulderen og taget turen ned på havnen en småkølig onsdag morgen for at købe imponerende design til tilbudspris. De fleste havde sågar nået både at bobbe hår og lægge makeup, og trætheden var intetsted at få øje på, som de fòr rundt og kommanderede med deres mænd og kærester for at få dem til at besætte favoritterne, mens de flåede nye kasser op med en voldsomhed som en rottweiler.

Jeg havde desværre ingen mand med, men jeg havde alligevel held til uden kamp at redde mig fire fantastisk smukke, polstrede spisestuestole i brændt-orange velour, som kostede en trediedel af butiksprisen. En overskudsagtig medarbejder delte med mig, at de intet fejlede – den oprindelige kunde havde bare bestilt dem i en anden farve. Jeg havde sådan set besluttet mig for investeringen, da jeg lukkede øjnene og så Langehjemmet for mig. Krapylernes fedtede fingre og min klodsethed. Chokolade og saftevand. Sodoma og Gomora. Og det faktum, at vort nuværende hjem ikke tillader plads til mere end to spisestuestole, hvis der også skal være plads til ungernes højstole. Hvis vi VAR flyttet ind i Drømmehuset, havde jeg stensikkert købt dem, men jeg besindede mig, huskede på, at der også er et lagersalg igen næste år, og så stak jeg af med en Gubi Semi Pendant i kobber, så den matcher den standerlampe, jeg købte til spotpris sidste år. Efter at have stået i kø til MobilePay-betalingen i fyrre minutter, forstås. 

Det var sgu en ret sjov måde at starte dagen på! Og der er nogle virkeligt flotte ting. Så hvis man er ude efter at gøre et kup i den afdeling, kan det klart anbefales! Husk bare besindighed, en shoppemakker, en stor bil og godt humør! 😄