image1
Det er ikke en følelse, der hjemsøger mig så tit. Ikke længe ad gangen, i hvert fald. Men denne morgen og formiddag har jeg følt mig fanget i en dum følelse af ikke at slå til, være lidt tyk og tumpet og at være konsekvent 10 minutter bagud med alting. Jeg er sikker på, det er noget, alle kender til. Man behøver nemlig ikke være en kvabset klovn for at føle sig som én engang imellem. 🙂

Jon arbejder for tiden meget i Odense, og det er i bund og grund helt okay. Ungerne er søde og ret nemme, Jon er glad og kommer altid hjem igen, og jeg har det godt. Men det, der piller ved mit humør, er nok, at det hele flyder lidt rundt for tiden, og vi har ikke megen tid til at stå stille ret længe ad gangen.
Jon har de sidste par uger arbejdet hver dag undtagen søndag, hvilket betyder, at han kun har været min (og ungernes) lørdag aften og hele søndag. De timer har vi brugt på hygge, nærvær og familietid, og det, er jeg sikker på, har været den helt rigtige disponering.
Men det betyder også, at når mandag morgen kommer, og Jon hopper på toget til Odense og er væk helt til på lørdag, så hænger al praktikken på mig. Jeg skal have lavet madplaner, købt ind, ryddet op, vasket tøj, lagt tøj sammen, lavet aftensmad, ryddet op efter aftensmad, have overskud og rumme børnetemperamenter … You get the picture. Og når det kører, kører det fint! Nogle gange skal jeg nok bare lige løbes i gang.

I nat sov jeg dårligt, og jeg vågnede til to mails fra folk, der rykkede mig for forskellige ting, jeg havde lovet at få styr på i sidste uge. Og så bliver jeg flov over, at jeg ikke er mere tjekket. Desuden skal jeg have skrevet teksten til teaterstykket på Folketeatret færdig i denne uge, og det burde jeg nok have startet på meget før, end jeg gjorde. Og så bliver jeg igen træt af mig selv, fordi jeg er så utjekket. Og midt i den tanke fik jeg en mail fra vores købermægler om noget andet, jeg skal have ordnet i forhold til det hus, vi nok gerne vil købe, i denne uge. Og jeg har svært ved at presse mere ind i den her uge. Og det huskøb har efterhånden taget over en måned – og det mens Jon er i Odense, hvorfor jeg står for al kontakt med mæglere, mens jeg overleverer til Langemanden over mobilen. Og lejligheden roder. Og vi har stadig ikke fået lagt vasketøj sammen for den sidste uge.

Jeg tog til yoga på Frederiksberg, og selvom det var godt og givende, så følte jeg mig alligevel også som en gammel, stiv hund i et spil kegler, og det hjalp ikke, at mine træningsbukser strammede mere, end de plejer, fordi jeg simpelthen har så svært ved at holde styr på min sukkerdjævel. Og så føler jeg mig dum over, at jeg er så barnlig, at jeg ikke kan holde snitterne fra slikposen eller cola-skuffen.
Jep, det hele er småting, men er der nok af dem, kan de godt få sådan et mandags-korthus til at vakle lidt.

Jeg får gerne et strejf af dårlig samvittighed, når jeg har sådan nogle formiddage med dårligt humør. Jeg ér jo så glad for mit liv. Jeg har søde, sunde og raske børn, en fantastisk mand, som jeg stadig er helt tosset med, jeg lever af min hobby, jeg bor et dejligt sted. Og er oven i købet ved at købe et hus. SAMMEN med ham, jeg er tosset med.

Men sådan er det altså. Nogle gange går luften af ballonen, og det kan man ikke gøre noget ved. Endnu en god ting ved at blive ældre er, at jeg efterhånden kender mig selv godt nok til at vide, at den her slags humørsvingninger ikke overlever længe, og den bedste måde at fordrive dem på, er ved at tage fat om roden på problemet og begynde at grave.
Derfor har jeg brugt resten af formiddagen og starten af eftermiddagen på at betale regninger og skrive lister med ting, jeg skal nå, inden jeg går fra kontoret i dag. Hvis det betyder, at børnene må blive en time længere, end de plejer i børnehaven, er det nok alligevel for det bedste rundt regnet.
Og det virker allerede. Noget af det mest effektive, når jeg føler mig utjekket, er at gøre noget af det, jeg har skudt fra mig, fordi jeg synes, det er kedeligt. Så jeg har fået skrevet fakturaer, betalt regninger, lavet kontrakter til nye lejere i Tinnitus, fået fat i en VVS’er til at efterse Drømmehuset og fået lavet skemaer over kommende sponsorerede indlæg. Og som en bonus har jeg spist sund frokost.

Og noget af det smarteste, jeg har gjort i dag, var at køre forbi Elgiganten på vej til kontoret, hvor en sød mand bag disken hjalp mig med at få liv i mine høretelefoner igen. Da jeg så hoppede på cyklen og tændte for ‘Gilli’, som jeg er vild med for tiden, lyttede jeg for første gang rigtigt til teksten i ‘Habibi Aiwa’, lige da han sang: ‘Habibi Aiwa, la’ det tage den tid, det tager. Du’ på toppen, det ved jeg, jeg ville ønske, du vidste det samme’.  Og så kunne jeg ikke lade være med at smile lidt for mig selv, selvom det føltes en lille smule plat, og solen trængte ind gennem det blå i mine solbriller og gjorde det lidt mere lyserødt igen.

Ting ta’r tid, som Piet Hein engang skrev et sted. I dag er det mandag, i morgen er det tirsdag! Hovedet op og benene ned. Og næsen op mod solen og fødderne i jorden. Så skal det nok gå alt sammen. 🙂