img_2526
Nu har jeg været Gazelle-rytter henover hele sommeren, og med septembers komme er måde min status som sådan og selve sommeren forbi. Man kan argumentere for, at sommeren aldrig helt er kommet i svingninger herhjemme overhovedet, men lad nu det ligge.
Som jeg skrev i mit første indlæg om Gazelle-cyklen, der er en eldrevet cykel med et batteri under bagagebæreren, som kan pilles af og lades op på eventuelt køkkenbordet, var det tidligere noget, jeg forbandt med ældre mennesker – nærmere betegnet: Min far. Jeg sagde til ham, da han for et lille år siden erhvervede sig en elcykel af et konkurrerende mærke til Gazelle, at han blot var et chassé fra sådan en trehjulet pensionist-knallert, som virker obligatoriske, hvis man handler i Brugsen eller går på biblioteket mellem 10 og 12 på en hverdag. I ved, dem med net foran og en holder til stokken bagi. Sådan én, som gerne har en hjemmelavet nummerplade med påskriften FARFAR’S DYT klistret bagpå. Og ja, apostrof-fejlen var bevidst.

Men efter tre måneder med sådan en el-fætter under bagdelen (se mit andet indlæg her) ser jeg nu ganske anderledes på sagerne. Min lynhurtige økoknallert, som jeg har døbt den, har været mig et værdsat værktøj i en hverdag, hvor jeg gerne vil nå alting, inden jeg henter Krapylerne kl. 15. Fordi jeg er den eneste, der er ansat i mit lille firma, siden jeg vinkede farvel til min fantastiske assistent, Caroline, som er rejst til Philipinerne for at være i praktik som folkeskolelærer, er det mig, der skal nå det hele. (Og lad mig lige for en god ordens skyld nævne, at jeg ikke søger en ny assistent, da jeg har lidt bedre tid nu, hvor jeg har fået en agent). Og jeg elsker at nå det hele! Det kan bare være svært nole gange – særligt når man har ét møde i Sydhavnen, et på Østerbro og så i øvrigt også gerne vil nå at få hamret lidt i tasterne på kontoret i Nyhavn!

Og det er jo så her, min nyfundne kærlighed til eldrevne motionsapperater kommer ind i billedet!
En del af min fordums skepsis overfor batteriet gik også på, at cykling til mange tider er den eneste motion, jeg får. Nuvel, jeg ville sikkert snildt kunne forbrænde 5-700 kalorier om dagen, hvis jeg gik op i at have et ryddeligt hjem, men efter at jeg har acceptere at udsætte dét projekt i et par år, indtil ungerne er større og mere i stand til at forstå begrebet, får jeg altså mest motion, når jeg cykler. Vi har ganske vist også el på vores ladcykel, men jeg synes ikke helt, det tæller på samme måde, da den er tung som et ondt år, når batteriet er fladt! Og vi har ikke bil, så den udgør det for selvsamme.
Min Gazelle-elcykel er dobbeltsmart på den måde, at den fungerer aldeles fremragende – også uden strøm! Derfor bruger jeg primært strømfunktionen, når jeg har travlt. I de situationer, hvor tidsoptimisten i mig tager over, og jeg skal skynde mig afsted – da er det satme smart lige at kunne gå i overdrive! På andre tidspunkter slår jeg så strømmen fra, så mine lårmuskler også kan få lov at føle sig som en del af festen!

Jeg har testet Gazelle i tre måneder, og hvis jeg før var tvivler, forsvandt denne mistro som dg for solen i samme nu, som jeg trødte mit første eldrevne pedalskridt. I cykelkulturens hovedstad, som København vel ikke uretfærdigt kan døbes, giver det god mening at overveje, om en elcykel mon ville være smartere, billigere og mere CO2-venligt end eksempelvis en (anden) bil, synes jeg.