image1
Jon har nu i 14 dage været ret meget væk på grund at sit arbejde i Odense. Den næste uge skal han spille hver aften, men det betyder, at han er i København indtil kl. 17 hver dag, hvor han hopper på transporteren mod Fyn. På de dage kommer han til at stå for at bringe og hente ungerne fra børnehave, og onsdag tager de også en kollektiv fridag. Fra næste uge og frem står den på TV-seri-optagelser om dagen OG teater om aftenen, så da kommer han ikke hjem i ugedagene.
Ungerne har reageret anderledes på Jons fravær denne gang, og det er der nok ikke så meget at sige til og en del grunde til. Sidst, han var væk i en længere periode, var for præcis et år siden. Da forstod Hugo og Berta meget lidt af det hele, og de reagerede primært ved at være nogle små røvhuller overfor Jon, når han så endeligt var hjemme. Denne gang fortæller de mig, at de savner ham i løbet af dagene, og så snakker vi om ham og det at savne nogen, og når han kommer hjem, bliver de lykkelige! Det er ret hyggeligt – især den sidste del.

I den forgangne weekend, hvor Jon var hjemme lørdag frem til klokken 14 og hele søndagen, begik vi set i bakspejlet et par brølere. Lørdag tog vi på Laundromat for at spise brunch, fordi de har et legehjørne. Men det sidste, ungerne havde lyst til, var jo at sidde i et legehjørne væk fra os – de ville bare gerne være tæt på deres far. Søndag var vi til fødselsdagsbrunch hos Jons mor, og også her forventede vi, at de kunne lege lidt sammen, som de plejer, så de voksne kunne sludre, hvilket betød, at vi endte med at have sure børn og irriterede forældre. Dårligt setup. Da regnen omsider veg pladsen, cyklede vi hjem og lavede børne-ballade i stedet. (Eller Jon gjorde, mens jeg så mit snit til at nappe et par sider i min krimi).

En anden ting er, at vi har kørt Jons fravær lidt for meget på rutinen. Voksenrutinen. Jon og jeg har snakket det hele igennem, lagde kalenderaftaler ind og ordnet det hele. Men vi har lidt glemt, at vores unger er så store nu, at de også skal informeres. De vil gerne inddrages, for på den måde forstår de bedre, hvad det er, der foregår, og så er det lettere at kapere.
Den detalje gik op for mig i onsdags, da jeg skulle have Hugo med til lægen. Siden sin indlæggelse i Sri Lanka sidste vinter har læger været et folkefærd, han har frygtet værre end strømafbrydelse og ødelagt internet på iPad’en. Da vi sad i venteværelset, fik jeg talt ham til ro og sagde så: “Nu skal du høre, hvad der helt præcis kommer til at ske!”
Så fortalte jeg ham, at han skulle række tungen ud, så lægen kunne kigge ham i halsen med en lille lampe, og bagefter ville han lytte på hans mave og hans ryg med det der sjove stetoskop. “Og det er dét!”, lovede jeg ham. “Der sker ikke mere, og jeg er med dig hele tiden!”.
Det resulterede i, at Hugo vadede ind til lægen med ret ryg, satte sig på den ledige stol, åbnede munden på vid gab og stak tungen ud. Lægen gjorde (gudskelov!) præcis, som jeg havde spået – hverken mere eller mindre. Jeg fik våde øjne af stolthed, men mest af alt lettelse over, at Hugo ikke længere var fanget i den ubehagelige følelse af frygt, og Hugo himself var ikke til at skyde igennem.

Selvfølgelig kan vi ikke forberede ungerne præcis på tre måneder med en pendler-far, men vi kan være bedre til at huske og respektere at præsentere det, der kommer til at ske, i øjenhøjde. Derfor tager vi på torsdag alle fire turen til Odense. Teaterstykket, Jon spiller, er lige en kende for blodigt til, at de kan se det, men vi skal ind og se teatret og Jons garderobe, så de ved, hvor han er, når han ikke er hjemme, og vi skal hilse på hans kolleger, se kantinen, kulisserne til stykket og det tøj, han har på på scenen. På den måde kan ungerne og jeg bedre tale om, hvad Jon laver, når han er væk, og de ved, hvor han er, når han skyper til dem, og derfor kan de bedre forstå, hvorfor han ikke bare kommer hjem. Det er i hvert fald min forventning af projektet.

Det er så fedt at få større børn! Så handler det bare om lige at huske, at de er blevet store og respektere, at de skal inddrages i processerne. Og det øver vi os så på. 🙂