Mine unger sover godt om natten. Det har de faktisk altid gjort – lige fra starten af deres små, store liv, som startede fem uger før vi andre havde planlagt, for tre-et-halvt år siden. De første tre-fire uger af deres liv skulle de have sondemad, fordi de ikke selv kunne amme endnu. Jeg hadede det, må jeg indrømme. Jeg synes, det føltes så forkert og unaturligt at hælde mad direkte ned i mavesækken på dem. I starten opdagede de ikke en hujende fis, men i løbet af de sidste par dage af vores indlæggelse på neonatalafdelingen på Riget, havde de fået lidt mere gang i deres bevægelser og kom nogle gange til at hale sonden, som 24 timer i døgnet var tapet til deres kind, ud. Og så skulle den jo proppes ned igen. Ned gennem næsen og hele vejen ned i mavesækken. Jeg husker tydeligt, da en sygeplejerske forsøgte sig, men ramte forkert, så Berta skreg og fik næseblod. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med min tro på, at alle mennesker i teorien er i stand til at slå ihjel.

Uheldet var atter ude, da vi var kommet hjem på ‘tidligt hjemophold’, som det hed – altså vi var officielt stadig indlagt, men ungerne havde det så godt, at vi gerne måtte være hjemme, og her fik vi så et par gange ugentligt besøg af en sygeplejerske. Her skete det så, at Hugo befriede sig selv for sin sonde, og jeg panikkede totalt. Indtil de var godt to år, var jeg kronisk bange for, at mine unger ville dø af sult, så da jeg stod der med en to uger gammel dreng, der vejede under tre kilo og uden mulighed for at give ham mad, kunne jeg slet ikke hænge sammen.
Heldigvis har jeg jo en mand, som er meget mindre dramatisk anlagt. Han havde også hørt efter, at lægen forklarede, hvordan man lagde sådan en sonde igen, skulle netop dette ske, så det gjorde han! I et snuptag! Uden den mindste drama, uden klynk og uden at Hugo overhovedet opdagede det! Og jeg klappede lystigt i hænderne af benovelse.

Allerede dengang sov begge vores unger godt om natten. Faktisk så godt, at vi måtte stille et vækkeur til at ringe hver tredje time natten igennem, så de fik den sondemad og den ammetræning, som tilkom dem på de rigtige tidspunkter under hospitalets anvisninger. Og da de blev store nok, brugte vi metoden for søvntræning i ‘12 Hours Sleep By 12 Weeks Old‘, og det virkede.
Og siden da har de sovet 11 timer hver nat (den sidste time fik de aldrig lært, men det går nu nok) med undtagelse af sygdom og den slags. Nogle gange kommer de ind og putter hos os i løbet af natten, men det plejer ikke at forstyrre det helt store.
Og nu kommer pointen. For lige nu er vi tilsyneladende i gang med en periode af ‘den slags’. I hvert fald for Hugos vedkommende. Berta sover fortsat fra kl. 19 til hen imod halv syv, men den sidste uges tid er Hugo vågnet klokken 5-et-eller-andet. Og været VÅGEN!
I GUDER, hvor føles det tidligt! Jeg ved godt, der nok er mange, der læser med derude, der er vant til det, der er meget værre, men det er jeg jo så altså ikke, og derfor gør det naller! 🙂
Jeg er jo alene på dækket derhjemme i disse måneder, og jeg VIL så gerne være en overskudsagtig og sjov mor og ikke være hende, den trætte og underskudsramte, som de ærligt talt også nogle gange må nøjes med. Og det duer ikke, når jeg bliver afkrævet fuld service fra klokken fem om morgenen. Derfor var jeg nok noget af en vrissen kone i går morges, da Hux dristede sig til at lette på min dyne.

Måske derfor var han simpelthen så sød og kærlig, da scenariet gentog sig igen i morges. Han var vågen, han kunne ikke lide mørket i sit eget soveværelse, og derfor kom han ind til mig. Men klog af skade vidste han godt, at det var upopulært, så han lagde ud med at ligge helt stille for derefter at kysse mig i hele hovedet med store, våde møs. Og jeg fik helt dårlig samvittighed over, hvor muggen, jeg må have været i går morges, gengældte hans gestus og stod op og bryggede morgengrød.

Og morgenen i dag har således været lang og hyggelig med god tid til, at jeg kunne nå i bad, mens Krapylerne underholdte hinanden med dimser, deres far har købt i Tiger, og byggede telt i mellemrummet mellem deres senge. Og jeg er træt, ganske vist. Men jeg er også glad i maven over, at det lykkedes os at vende stemningen fra gravkammer til hygge, for det ér jo for pokker min opgave. Ikke deres. Men det glipper sgu engang imellem.