Klokken er tre onsdag eftermiddag. Hugo er hjemme fra børnehave, fordi natten bød på feber, og Berta skulker i solidaritet. Humøret er fornemt, formen er fin, og vi har brugt hele formiddagen på først at tage til læge på Vesterbro af utallige omveje, da Vesterbrogade er gået komplet i stykker, og 6A legede kispus med os. Endelig hjemme igen opdagede jeg, at nøglen til vores hjem lå inde i vores hjem i stedet for i min lomme, så mens vi ventede på låsesmeden, spiste vi Happy Meals på trappen. Udsigten til en times ventetid gav mig ellers mentalt lange dejkander i begyndelsen, men også hér skulle det vise sig at være en fordel, at mine unger er blevet ældre. De tog ventetiden i voldstive arme og synes vist, at den ufrivillige picnic var noget af det hyggeligste, der er sket i langt tid. Og jeg fik stillet min lyst til McNuggets. Dobbelt-win!

Atter inde i lejligheden har vi malet i malebog, set tegnefilm og taget en bette fælles-lur. Og her midt på eftermiddagen forkyndte jeg, at nu ville jeg sætte mig lidt ved computeren, og jeg forventede i samme omgang, at ungerne kunne lege lidt alene – uden TV. Berta gik straks ombord i LEGO Dublo med stor entusiasme, men da Hugo spurgte, om han måtte lege med, rystede hun på hovedet og forkynte, at hun gerne ville lege lidt alene. Det knækkede Hugo fuldkommen, og han forlangte så, at jeg udfyldte det tomrum, Berta efterlod. Jeg foreslog, at han kunne prøve at lege selv, men han brød hulkende sammen ved den blotte tanke herom. Jeg var afdæmpet og udramatisk i min approach og foreslog ham, at han prøvede at påvirke Bertas beslutning i stedet. Hugo valsede ind i børneværelset med løftet pegefinger og halvråbte (han er lidt hæs grundet hosten, så det lød mere sjovt end truende): “Berta! Du skal lege med mig NU!”

Jeg blandede mig og sagde, at han ikke på den måde kunne bestemme over Berta, men forslog, at han i stedet gik mere empatisk til værks. “Du kunne prøve at foreslå noget rigtigt sjovt, som Berta så slet ikke kan modstå!”, var mit påhit.

Han prøvede igen: “Berta, skal vi ikke bygge et pizza-supermands-kæmpe-slot med to ben?”

Berta *griner*: “Okay, Hugo. Det vil jeg gerne!”

Hugo: “Berta, jeg blev lidt ked af det, da du rystede på hovedet før …”

Berta *giver Hugo en krammer*: “Okay, Hugo. Jeg lover aldrig, aldrig at ryste på hovedet igen”.

Og således var roen genoprettet og mit hjerte vokset yderligere et par kubikcentimeter i brystet på mig … ❤️