image1
Jeg er per defintion doven. Jeg er ikke en pivskid, men fysisk set kan jeg meget bedre lide at slappe af end at knokle. Jeg kan bedre lide at holde fri end at arbejde, og jeg kan meget bedre lide at se film, hvor handlingen er skåret relativt meget ud i pap, så jeg ikke skal holde styr på alt muligt. Hvilket nok også er grunden til, at jeg stadig i femte sæson har lidt udfordringer med Game Of Thrones. 🙂

Da jeg var barn og teenager, var jeg slankere end gennemsnittet, og det ærgrede mig grusomt. Jeg gik til gymnastik to gange om ugen og sad sjældent stille, og vi fik sovs og kartofler til alle aftensmåltider i hjemmet. Da jeg kom op i tyverne, kom jeg til at sætte pris på min slanke tendens det i det små. Forstået på den måde, at jeg tog det for givet, at jeg altid kunne spise præcis, hvad det passede mig (og store bøffer med bearnaise og fuldfedcola passede mig generelt bedre end kylling med broccoli og isvand…), uden at jeg skulle købe nyt tøj af den grund. Men det var ikke noget, jeg tænkte meget over, for sådan havde det altid været.
I løbet af tiden fra jeg var 20 år, til jeg fyldte 30, tog jeg nok omkring 5-6 kilo på, og dem var jeg glade for. Jeg lå ret konstant det samme sted på vægten, men sneg mig langsomt op og blev ’slank’ i stedet for ‘tynd’, og det vil jeg egentlig altid foretrække. Jeg har vænnet mig til, at min krop har haft det på en måde og set ud på en måde stort set altid. Jeg har altid kunne gå i bro, og jeg har aldrig haft ondt i kroppen.

Og så fik jeg tvillinger. De 30 kilo, de lagde til min kropsvægt, da vi var på vores kollektivt største, var rigtigt hårde for min krop. Efter ungernes fødsel var mit korpus træt og ødelagt, og det sidste, det havde tid til, var at restituere efter den store opgave, det så fint og flot havde udført, selvom det egentlig godt kunne have været det vel-undt.
Da børnene var ni måneder, startede jeg med at træne hos Lotte Arndal tre gange om ugen, og det gjorde jeg i tre måneder. Hun var en fantastisk træner, som kendte alt til den slid og smerte, jeg havde i kroppen, og ret hurtigt blev min krop stærkere, og smerterne forsvandt. Det var ret fantastisk. Efter vores intensive periode, lykkedes det mig at holde liv i træningen på egen hånd to gange om måneden i et halvt år, hvilket jeg var ret stolt over, fordi det sgu’tte ligner mig. Men efter en lang sommerferie kom jeg aldrig igang igen. Jeg tror, det skyldtes, at jeg atter lignede mig selv igen i spejlet, og havde ikke længere ondt i kroppen. Jeg følte mig som MM inden ungerne. Jeg glemte bare, at jeg altså var blevet nogle år ældre, OG at kroppen stadig havde været igennem den der hardcore graviditet.

Efter nogle måneder tog jeg atter nogle kilo på, og jeg begyndte at få ondt i ryggen. Og så blev jeg selvsagt ret træt af, at jeg ikke havde holdt træningen ved lige. Jeg gjorde et par forsøg på at løbe det igang igen, men jeg kunne ikke holde gejsten oppe, da det føltes som om, alle vægtene var blevet 10 kilo tungere. Enormt demotiverende!
Samtidig fik jeg en del mere travlt i min lille enkeltmandsvirksomhed, da jeg sidste år gik solo med bloggen, og jeg havde ikke lyst til at hale for meget fritid ud af kalenderen for at træne. Jeps, jeg er forkælet. OG doven.

Men jeg savner i dén grad at have en stærk krop. I næste uge bliver jeg 36, og de sidste to måneder har jeg to gange haft hold i ryggen. Det har jeg aldrig haft før.
Jeg ér ikke træningstypen. Og jeg er heller ikke diæt-typen – nok endda mindre end det første. Men de sidste par år har jeg lidt levet i nogle bølger, hvor jeg i nogle måneder ad gangen er kæmpemæssigt-ligeglad, spiser, hvad der passer mig og nyder livet i så lavt tempo som muligt.
Sådan en periode afløses så tit af et par måneder, hvor jeg spiser en del flere gulerødder, end jeg plejer, skærer ned på cola og dropper slik i en periode – OG begynder på én eller anden form for træning. Jeg kan egentlig ret godt lide begge perioder, og jeg tror, min veninde, Anne Mette, har ret i, at for sådan nogle som os, er det en god livsførelse. For så synes man, at livet er nice, når man spiser alt det, man har lyst til i dén periode, og når man så i tiden derefter så er meget mere sund, synes man også, at livet er nice, fordi man føler sig så stolt af sig selv og sin egen (midlertidige) viljestyrke. 🙂

I skrivende stund er jeg i en sundhedsperiode. Jeg holder mig (næsten helt) fra guf og spiser en masse grønsager, og det passer mig glimrende. Lige nu. 😉 Jeg har meget færre udsvingninger i energi, jeg dør ikke midt på eftermiddagen, og jeg føler mig mere i kontrol over mig selv, end jeg gør i de perioder, hvor P-tærterne styrer mit liv. Desuden har jeg meget mindre væske i kroppen. (En ærgerlig tendens, der er kommet efter graviditeten, når jeg spiser for usundt). Og jeg har både forsøgt mig med zumba og yoga i løbet af de sidste 10 dage, hehe! Jeg synes, begge dele var gode og sjove, men jeg har alligevel svært ved at forestille mig, at jeg ikke falder af på den igen om nogle uger, når det søde liv atter overtager herredømmet.

Og så var det, at jeg forleden så et sponsoreret indlæg på Lisbeth Østergaards Instagram for EMS Body Power og bestilte en prøvetime. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg har så lært, at EMS er træning for de dovne – så enkelt kan det siges. Metoden bruges også til folk, der har brug for genoptræning, og jeg kunne forestille mig, at det var i den sammenhæng, at EMS så dagens lys.

I dag var jeg til min første prøvetime, og jeg har virkelig været filosofisk udfordret lige siden.
Selve træningen tog 20 minutter. Jeg fik udleveret et sæt tøj, jeg skulle have på, og så blev der monteret en masse elektroder udenpå det. Foran mig var et ‘dashboard’, så jeg kunne se tiden tælle ned, og foran stod min træner og fortalte mig præcis, hvad jeg skulle hele tiden. Først skulle jeg squad’e, og dér skulle jeg så sidde i fire sekunder, mens maskinen satte strøm ind igennem alle elektroderne og direkte ind i mine muskler!
Det føltes præcis som dengang, jeg var barn og boede i Mommark, og vi børn udfordrede hinanden til at plukke et langt græsstrå og holde det ind over stødhegnet ved hestene. Det føltes skrup-forkert og stå dér og bide strømmen i sig, og hele min krop skreg “Stik af, MM! Det her er noget lort! Det er ikke normalt, det her!” Det gjorde ikke vanvittigt ondt og det var heller ikke super-ubehageligt rent fysisk, men mentalt var det bare virkelig UNDERLIGT og meget, meget unaturligt!
Min træner guidede mig gennem øvelserne, som alle skulle holdes i fire sekunder, og efter hver øvelse var der fire sekunders pause. Øvelserne var enormt enkle, men fordi jeg spændte i musklerne, når jeg lavede dem simultant med, at der blev sendt strøm ind i dem, aktiveredes musklerne 7-8 gange mere (tror jeg, det var), end de selv er i stand til. Hvilket altså betyder (og nu kommer pointen!), at 20 minutters EMS svarer til (freaking!) 3 timers almindelig styrketræning!

Det er træningsverdenens svar på Resylane! Det er den nemme løsning for os, der gerne vil se godt ud, men ikke gider arbejde for det! Imens jeg var i bad efter mine 20 minutters “træning”, spekulerede jeg som en gal. Er det ikke snyd? At få de samme resultater som folk, der knokler hundrede gange hårdere end mig, føles nærmest illoyalt.
Efter mit bad talte jeg med min træner om mine tanker. Jeg sagde til hende, at jeg på den ene side virkelig gerne vil nemt tilbage i form. Men dengang jeg trænede hos Lotte, blev jeg stolt, når folk roste mine resultater, og hvis nogen efter min træning hos EMS kommer og komplimenterer mine store lårmuskler eller lignende, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare. Jeg synes ikke, at den her indsats fortjener ros, for at være helt ærlig.
Min træner, Michelle, sagde, at én ting er selvfølgelig det udseendesmæssige, og det kan man jo godt have det underligt med. Men det, der ikke rigtigt kan diskuteres er, at det er GODT for kroppen, at musklerne bliver trænet – snyd eller ej. Kroppen bliver stærk, man vil få færre skader, mindre ondt i ryggen og mere energi. Meget mere, end jeg ville få, hvis jeg trænede almindeligt, for jeg ville aldrig træne tre gange om ugen – let’s be honest. 🙂

Så jeg endte sgu med at købe et klippekort på 10 gange træning, og nu har jeg booket tiderne ind i kalenderen de næste 10 uger. Hvilket betyder (hvis det virker!), at jeg er i topform igen lige omkring jul!
Og hvad så, hvis det virker, og jeg til jul er kisteglad for mine resultater. Er det så mit nye liv? At nogen sætter strøm til mine muskler en gang om ugen til mine dages ende, så jeg kan være sund og stærk og have en relativt god røv for én, der har født børn?
Det kan jeg altså ikke helt forestille mig. Det lyder satme for underligt, altså. Især i længden.
Jeg har taget fem kilo på, siden jeg i sommerferien gav pokker i sundhed og bevægelse, og jeg vil sådan set mene, at de var det værd, for damn, hvor har jeg spist mange gode pizzaer denne sommer! Og sensommer. Og efterår. 😉 Og nu tænker jeg så, at jeg tester det her EMS BodyPower i 10 uger, og så kan det formentlig være en booster, der gør mig stærkere i første omgang, så det ikke føles helt som at starte komplet forfra, når jeg måske atter begiver mig ned i træningscentret. En luksus-forlomme. Og planen er at fortsætte med zumba ved siden af. Både fordi, det er sjovt, men også fordi, at EMS jo ikke er med til at få pulsen op, og den slags er ret godt, hvis man ikke er vild med hjertekar-sygdomme og deslige.

Nu må vi se! Jeg har i hvert fald betalt 2.999 kr. for de næste 10 gange EMS-træning, så dét kommer jeg til at overholde. Og i næste uge får jeg lavet en kropsanalyse, så jeg kan se og sammenligne min udvikling, når de 10 uger er gået.

Hvad tænker I om denne alternative træningsform?
A) Skidesmart og godt alternativ til travle/dovne mødre?
B) Snyd, bedrag og noget uuunderligt noget, som I ikke ville røre med en ildtang?

Jeg er seriøst nysgerrig, fordi jeg vitterligt ikke kan beslutte mig for, hvad jeg selv mener, så smid meget gerne en kommentar! 🙂
Klem fra en ambivalent MM, der er træt i heeele kroppen som efter en virkelig hård træning. Selvom badet tog længere tid end selve sportsudøvelsen …