Funny Boy

Billedet er herfra.

Jeg så for et par måneder siden en video på Facebook, som satte nogle tanker i gang, som ikke siden helt har fundet ud af, hvor de skal lande. Videoen, som ret hurtigt blev fjernet grundet Facebooks etiske retningslinjer, var et self-tape optaget af en sort kvinde, som stod på sin terrasse med en skov i baggrunden. Hun var splitternøgen og fyldte klædeligt i landskabet.
Kvinden var irriteret – på nippet til at være smågal, faktisk. Indigneret, er måske mest passende.

Hun lagde sin monolog ud med at proklamere, at hun godt var klar over, at Facebook nok ville slette hendes video inden længe, men om det var fordi, hun var nøgen, sort eller småtyk, vidste hun ikke. Og det ved jeg heller ikke, omend jeg nu gætter på det første.
Hendes indlæg, som jeg jo desværre ikke kan gengive ordret, handlede om, hvor forkert og underligt, hun synes, det er, at vi for alt i verden gør, hvad vi kan for at skåne vores børn imod at blive konfronteret med sex – hvor vi har det helt anderledes med vold og andre voldsomme ting i vores samfund. Hun beskrev, hvordan det undrede hende, at vi ikke er (ligeså) bange for, at vores børn skal konfronteres med den vold, verden rummer, som vi er for, at de skal se eller høre om sex.

Og jeg har ikke kunne lade være med at reflektere lidt over det i forhold til mit eget (familie)-liv.
En af grundene, skal jeg så nævne, til at jeg har fjernet YouTube-app’en fra ungernes iPad er, at Hugo var ret vild med at se nogle bestemte dinosaur-film. Jeg tror, de var lavet med udgangspunkt i et computerspil af en art. De var relativt enkle, og de handlede om dinosaurer, som sloges. De løb mest af alt bare sammen med store brøl, og så fløj den ene af dem gennem luften, mens den anden brølede sejrssikkert. Der var ikke blod, eller noget, men det var ret tydeligt, at pointen var, at én vandt over den anden ved brug af vold og råstyrke – bare sat i et setup, så det passede perfekt til en tre-årig. Faktisk tror jeg ikke, at folk over 4 år ville finde det interessant. Hugo elskede det – og jeg aner ikke hvorfor.
Det har man altså lavet, og det ligger (i MANGE afskygninger) frit tilgængeligt på nettet. Det var det første, der poppede op, da jeg søgte på ‘dinosaurs børn’, og andre afskygninger poppede tilfældigt op, efter at han havde set et afsnit af Gurli Gris.

Hvis jeg havde valgt at lave en søgning på ‘dinosaurer kærlighed’, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville være blevet mødt af et par tegneseriefigurer i hed omgang med hinanden. Det ved jeg nu heller ikke, om jeg synes, der burde, forstå mig ret.
Men hvorfor egentlig ikke?

Jeg håber, at Hugo og Berta kan leve et langt liv uden at blive involveret i vold. Men jeg håber da så sandelig, at de kommer til at opleve sex! Om hundrede år, når de engang selv er lige dér, hvor det giver mening for dem, forstås.
Men hvorfor er sex så stort et tabu over vores børn? Det er en af de få ting, vi alle sammen har til fælles! Alle har det! Og de kommer også til at få det!

Hvis Hugo eller Berta en aften vågnede og listede ind i stuen, mens jeg sad og græd over et eller andet, ville de nok blive forskrækkede. Og jeg ville stensikkert sætte mig ned sammen med dem og fortælle dem, at alle mennesker bliver kede af det nogle gange, og det er ikke farligt, for man bliver glad igen. De kommer ikke til at gå igennem livet uden sorg, og derfor vil jeg gerne have, at de lærer om sorg og tristhed på en naturlig og tryg måde.
De kommer formentlig heller ikke til at gå igennem livet uden sex, så hvorfor er det, at hvis de en aften kom listende ud af deres soveværelse og opdagede mig og deres far i færd med at bolle (for at sige det på ‘Nana’/70’er-måden) ville vi formentlig stikke dem en plade om noget med motion og styrketræning i stedet for at fortælle dem, hvad det egentlig gik ud på? (Okay, streg ‘formentlig’ i den sætning …).

Men hvorfor ér det sådan, er min undring? Af alle de ting, vi gerne vil forberede vores børn på, hvorfor er sex, som er hele grunden til, at de overhovedet ér her, så det allersidste, de må vide noget om? Hvorfor må de gerne lege med Superman og diskutere med vennerne, hvem af ham og Batman, der ville smadre den anden nede i børnehaven – men sex er en hemmelighed? Sex handler jo om kærlighed og samhørighed! Det er sjovt, dejligt og skaber endorfiner og alt muligt andet dejligt – blandt andet børn. Uden sex ville menneskeligheden bogstaveligt talt holde op med at eksistere! På et tidspunkt. Mere naturligt er der da intet, der bliver!?

Selvomfølgelig findes der også sex i de forkerte rammer. Sex, som foregår uden samtykke er noget af det værste, man kan udsætte et andet menneske for. Men sat skarpt op, kan man sige, at der jo ikke findes vold i de rigtige rammer. Og langt det meste sex, der foregår under dynerne i verden, er dejlig sex. Sex, der bringer folk sammen, udglatter gnidninger, giver røde kinder og uglet hår. Og babyer.
Og hvis vi gerne vil lære vores børn om sex på en god og naturlig måde, så de får et godt og naturligt forhold til den, er det vel den side af det, de skal lære dem om?
For tiden synes jeg, at kommunikationen om sex overfor unge mennesker primært handler om, at man har ret til at sige nej, og at kroppen er din egen! Og jeg kunne ikke være mere enig! Men hvis det er første gang, man sådan rigtigt indrages i dialogen om sex, fremstår sex pludselig mere som en trussel end som noget, der er ment til at skulle være dejligt, tænker jeg. Desuden er vores samfund mere end nogensinde fyldt med seksuelle under- (og over- og mellem-)-toner, som er så kraftige, voldsomme og overdrevne, at de da kan give et hvert unge menneske præstationsangst og seksuel angst i det hele taget længe før, de får deres første kæreste.
Så burde vi tale noget mere om sex sådan helt ærligt? Både som samfund og som familier?

Ja, jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg føler mig ikke selv klar til at bryde ud i en ‘vi boller’ ala Nanas mor i dette klip, men jeg kan ikke rigtigt glemme hende, den seje, nøgne dame på min Facebooks powerful’e pointe.

Så jeg vil rigtigt gerne høre fra jer, der læser med her: Hvordan taler I med jeres (små) børn om sex? Og hvad synes I?