Hugo er meget i bestemme-humør for tiden. Han har de senere dage højlydt og utilfreds flere gange om dagen udtrykt et grådkvalt “Det bestemmer JEG!”, og det har desværre altid været i situationer, hvor det virkeligt ikke har været tilfældet. I Netto foran slikhylden, hvor han ville bestemme, at vi skulle have Dumle-karameller med hjem (ikke noget dårligt valg, dog. Drengen har klasse, ingen tvivl om det), på vej op ad trappen, hvor han skubbede til sin søster, så hun ikke kunne komme først op og hive i håndtaget, og i aftes, da han var utilfreds med serveringen ved middagsbordet og mente, at han burde have bestemt menuen. Risengrød. Altid risengrød.

Da jeg havde hentet dem i børnehave i dag, holdt vi for rødt i Nørregade, dér hvor Strøget krydser gaden efter Gammeltorv og Nytorv, og mens vi holdt dér, kom der en turist gående over fodgængerfeltet. Og da han fik øje på mine tvillinger i en ladcykel (how very Copenhagen), tog han et billede. Lige ned i masken på mine krapyler med sit store spejlreflekskamera. 

Da ungerne var helt små, skete den slags hele tiden, når vi krydsede Rådhuspladsen med klapvognen fra Vestergade for at komme i vuggestue. Da var det hovedsagligt japanske turister, som ikke bare knipsede et billede, men rent faktisk bremsede klapvognen og uden så meget som at have øjenkontakt med mig, satte sig på hug og tog selfies eller lod sig forevige af familiemedlemmer med armen om mine børn. Jeg kan simpelthen ikke forklare hvorfor, men jeg kunne ikke få mig selv til at skælde dem ud. Jeg forstår det ikke selv i dag, men jeg stod altid bare dér og glanede, utilpas som bare pokker, og når de havde været hele runden rundt, gik jeg videre. Ungerne fattede dengang ikke en krone af, hvad der foregik, så der gik ikke noget af dem, kan man sige.

Men det gør de nu. Og måske var det derfor, jeg mandede mig op dér i lyskrydset i dag. I hvert fald råbte jeg fritids-fotografen an med et ‘Hey!’. Han ignorerede mig først, men da hans kvindelige ledsager albuede ham i siden, kiggede han spørgende op på mig med et småskyldigt blik i øjnene. Jeg sagde til ham (på engelsk), at han altså ikke sådan kunne tillade sig at tage billeder af folk uden at spørge først. Og havde han spurgt først, havde han i dette tilfælde fået et nej. Han undskyldte, lovede at slette billedet og gik videre.

Da jeg atter havde gang i pedalerne, spurgte Berta mig, hvorfor jeg havde sagt noget til manden, og jeg svarede, at det skyldtes, at han havde taget et billede af dem, og det må man ikke uden at spørge. Folk skal nemlig have lov at vælge, om de vil figurere på andre menneskers billeder eller ej, forklarede jeg. “Dét bestemmer I nemlig selv!”, sagde jeg (og Hugo rankede sig i sædet). Og da jeg havde sagt det, kunne jeg mærke, at det føles som en ret vigtig lektion til et par kommende teenagere i en hyper-digital tidsalder, hvor alle har en mobiltelefon med kamera, og alt havner på internettet.

Man bestemmer selv, om folk må tage billeder af én eller ej, og før man tager et billede af et andet menneske – om det er en ven eller en fremmed – skal man sgu spørge først. Det var engang alment kendt, men det er vist en sang, vi godt kan begynde at synge for vores børn igen, tænker jeg. Og lidt for hinanden også. 😊