Det er virkelig ikke mange timer, vi i denne sommer har tilbragt i kolonihaven. DESVÆRRE. Vi var der en del i starten af sæsonen, men vi har ikke overnattet derude en eneste gang siden i slutningen af juni. Og det værker i mit hjerte! Både fordi jeg elsker at være derude – når solen skinner, altså. Når det regner, føles det hurtigt som at sidde i et fugtigt torturkammer, for Krapylerne keder sig hurtigt indendørs og kravler i stedet rundt på væggene på de 43 kvadratmeter opholdsrum. Men også fordi, jeg vildt godt kan lide vores naboer i sommerbyen! Langt de fleste af dem er på pension, så de flytter derud, når sæsonen starter i april, og så bliver de troligt til midt i september – uanset vejret. Derfor er det jo noget tydeligt, når vores hus og have står tom så mange uger i træk.
Og kontrasten må være øresønderrivende, når vi så tropper op med mand, mus og minier, som vælter rundt på løbecykler, bygger sandslotte og gatecrasher eftermiddagskaffen hos naboerne på begge sider. Noget de heldigvis lader til at velkomme. Der var en dag i forsommeren, hvor naboen til den ene side øjnede, at ungerne bedre kunne lide de is, naboen til en anden side gav dem, og selvsamme formiddag drønede hun i Brugsen og skaffede sig et arsenal! Nabo-power! <3

I dag havde den dog chancen igen. Der er nemlig sæsonafslutnings-grillhygge på vores sti, og vi har både tilmeldt os og betalt på forhånd for både bøffer og tilbehør, som nogle af de andre rare mennesker så har købt ind for os. Vi har været med de forgangne år, hvor det også har stået ned i stænger, og alligevel har det været knaldhyggeligt! Jeg elsker at hænge ud med de mennesker, vi kender derude, selvom langt de fleste er over dobbelt så gamle så mig. Der er på én gang en anden ro og et andet tilstedevær – måske fordi de ikke har travlt med alle de ting, som vi har til hverdag. OG så er de bare nogle meget, meget søde mennesker, og den slags transcenderer jo alder. 

Desværre har vi måtte aflyse dagens kolo-udflugt med stor fortrydelse. Hugo er blevet småsyg – han havde feber, da jeg hentede ham i børnehaven i går, men mest af alt var han bare utilpas og smadret. Han kastede op i går aftes og efter en god nats søvn, var han fin i morges. Meeen han er stadig smadret. Sådan rander-under-øjnene-træt og ikke til pæn brug. Eller til at sidde i en ladcykel, hvor taget er gået i stykker, i en time hver vej ud til Skovlunde i regnvejr. Jeg har godt nok lige bestilt den her til mig selv (reklamelink) på nettet, men den når jo først frem i næste uge, så jeg er egentlig heller ikke ked af at skippe den cykeltur, når sandheden skal frem. Omend aftenen havde været det værd, hvis alle var friske.

Lige nu sover begge unger lur, selvom det egentlig ikke er noget, de praktiserer så ofte længere. Både for at Hux kan komme til kræfter, men også fordi Jon har været væk siden onsdag og kommer hjem i aften kl. 19.15. De savner ham helt tosset, så det vil nok give dem optur ikke at skvatte i søvn sekundet efter, at han træder ind på matriklen.

Nåh, det blev et indlæg om regn og sygdom! Men den slags kan en lørdag jo også gå med. Vi bagte heldigvis boller i morges, så jeg tror lige, jeg tøffer ud og smører mig sådan en badboy med pålægchokolade! 😜
Jeg håber, at I, der læser med, får en lørdag fuld af sjovhed, kærlighed, Matador Mix, kildren i maven, stive sjusser og varme fusser! <3