koge-havn
“O Gud, O Gud i Kjøge”, som H.C Andersen engang skrev. Og han mente det vist ikke positivt, sagde min far, da han gentog citatet i telefonen overfor mig, da jeg fortalte, at vi har set på nu faktisk tre huse i Køge. Men Jon og jeg synes sgu, at Køge virker som en ret fin by. Og min far øjnede den fordel, at det nok ville blive nemmere for ham at finde parkering, hvis vi flyttede fra Nørregade til Køge.
Måske skyldes mit umiddelbare crush også, at den på mange måder minder om min barndoms “storby” Sønderborg med sine gamle huse og bydel, store parker, fine kulturliv og ikke mindst både lystbådehavn og strand.

Vi er ikke forlovet med Køge, og ingen siger, at vi overhovedet skal købe hus lige nu. Vi er bare lige så stille gået i gang med at teste teorier og se på lidt forskellige faktiske boliger for at se, hvad vi hver især og begge to kan lide, og hvor meget man kan få for pengene og hvor, så vores drømme lige så stille falder i hak med virkeligheden.
Både Jon og jeg drømmer om at komme til at bo i en by, som har sit eget liv og ikke “kun” er en forstad til København. Men samtidig skal der ikke være længere ind til byen, end at det kan lade sig gøre med offentlig transport på daglig basis, for jeg skal jo ind på Tinnitus og spise chokolade og gøre som om, jeg bestiller noget.
Køge er lige lidt længere væk fra Nørreport end det, vi helst vil, men om lidt over et år kommer der et nyt superduper-lyntog mellem København og Ringsted, og derved forkortes transporttiden til Køge en del.

Og i dag var vi så i Køge igen. Jon og jeg. I sidste uge tog vi derud for at se på et par huse med højt humør og Krapylerne på slæb og åh, hvilken gevaldig brøler. Efter at have kørt i S-tog i fyrre minutter var det allersidste, ungerne havde lyst til at “slappe lidt af og finde sig i at kede sig lidt, mens mor og far lige ser sig omkring” … Jeg ved ikke rigtigt, hvad de arme ejendomsmæglere har tænkt, sådan som vi fór rundt og forsøgte at mane til besindighed uden at hæve stemmerne (og uden held, i øvrigt), men situationen blev heldigvis udbedret en smule, da vi fremtryllede mobiltelefoner og puslespils-apps.

I dag havde vi god tid og en mega-sej ejendomsmægler, som vidste alt om byen. Han var så tjekket, at jeg fik lyst til at købe et hus af ham bare for at være flink, men det er nok ikke rigtigt måden at gøre en god investering på.
Vi har endnu på ingen måde fundet et hus, vi gerne vil købe, og jeg ved stadig slet, slet ikke, om det ender med at være i Køge, det sker, men damn, hvor er det spændende at være i gang!

Tak til de af jer, der har været så overskudsagtige at sende mig tips til gode steder at bo, huse til salg og anden inspiration! Det er alt sammen enormt kærkomment! <3